0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

SF’s kampagneleder siger op efter partiets håndtering af MeToo-sag

Kære læser

Dagens overblik byder på en opsigelse fra en SF-rådgiver i protest mod håndteringen af en MeToo-sag, et pressemøde hos Enhedslisten, en ærgerlig melding fra en af Danmarks største sportsstjerner og bedre hjælp til borgere med psykiske problemer.

God læselyst.

Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

SF’s kampagneleder siger op efter partiets håndtering af MeToo-sag

SF’s kampagneleder, Thomas Juhl, har sagt sin stilling op i protest over måden, partiformanden Pia Olsen Dyhr har håndteret sagen om at genansætte sin tidligere rådgiver trods protester.

»Jeg sagde op kort før sommerferien på grund af håndteringen af MeToo-sagen med genansættelsen af en særlig rådgiver, der ellers havde mistet jobbet efter gentagne gange at have opført sig krænkende«, skriver Thomas Juhl i et opslag på Facebook:

»Jeg kan ikke og vil ikke acceptere, at man svigter nogle grundlæggende værdier, som jeg troede, vi delte. Faktisk er noget af det, jeg har været allermest stolt af i SF, netop arbejdet med at bekæmpe sexisme og krænkelser internt i partiet. Derfor er jeg også dybt, dybt skuffet over den måde, både de krænkede og partiet er blevet behandlet på«.

For Thomas Juhl er det hele kun blevet værre af, at det er kommet frem, at SF fortsatte med at gøre brug af Pia Olsen Dyhrs tidligere rådgiver, efter at han ellers havde forladt partiet, blot som ekstern konsulent. En oplysning, Politiken kunne beskrive tilbage i juni.

SF’s formand har ingen kommentarer til hverken opsigelsen eller det, Thomas Juhl skriver, oplyser partiets pressechef.


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Enhedslisten holder pressemøde

I dag klokken 15 gik Enhedslistens pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde i gang. Ifølge partiets politiske ordfører, Pelle Dragsted, kommer det til at tage tid, »men vi skal gøre tandlægen gratis«, siger han og henviser til en »aftale blandt flertallet af Folketingets partier«.

Det rapporterer nyhedsbureauet Ritzau.

Regeringen har været anderledes vag omkring emnet og kaldt det en »vision«.

På pressemødet lød det også, at Enhedslisten ser kunstig intelligens som en voksende trussel mod vores samfund, skriver TV 2.

Eva Flyvholm (E) fremlagde i den forbindelse en række punkter, som Enhedslisten vil have gennemført.

Hun nævnte en national plan for udbygningen af datacentre, at den amerikanske softwarevirksomhed Palantir skal smides ud af Danmark, et forbud mod de omdiskuterede Meta ai-briller og oprettelsen af en særlig enhed for ai, der skal arbejde med håndteringen af teknologien i fremtiden.

Stephanie Lecocq/Ritzau Scanpix
Foto: Stephanie Lecocq/Ritzau Scanpix

Vingegaard takker af for i år

Efter at et slemt styrt resulterede i et brækket kraveben under sommerens Tour de France, oplyser Team Visma, at Jonas Vingegaard ikke kommer til at deltage i flere cykelløb i 2026.

På trods af et håb om at kunne køre med i VM oplyser cykelrytteren:

»På grund af kravebensskaden er min genoptræning blevet forsinket, og det er ikke muligt for mig at komme tilbage på mit topniveau i den kommende periode«.

I stedet skal cykelrytteren bruge resten af året på at forberede sig til 2027-sæsonen.


Ny akuttelefon skal styrke den psykiatriske hjælp

Ligesom hvis man har det fysisk dårligt, skal det være nemt og hurtigt at få hjælp, hvis man har det psykisk dårligt. Det oplyser Sundhedsstyrelsen som en del af et nyt landsdækkende tilbud, der skal styrke den psykiatriske hjælp.

Før har der ikke været et nationalt tilbud om akut psykisk hjælp, som gælder døgnet rundt, men det bliver der lavet om på nu. Som en del af aftalen ’En bedre psykiatri’ kan man nu ringe til regionernes lægevagt eller akuttelefon og få akuthjælp døgnet rundt. Således er man ikke længere tvunget til at vente til i morgen eller på mandag, men kan blot ringe til en akuttelefon ved psykisk forværring, netop som man kan, hvis der opstår en akut fysisk sygdom.

»For borgere i akut psykisk krise er det afgørende, at hjælpen er let at finde. Så den nye landsdækkende indsats skal sikre, at borgere i akut psykisk krise bliver mødt af sundhedsfagligt personale med de rette psykiatrifaglige kompetencer«, oplyser Julie Hagstrøm, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Er der tale om akut livstruende situationer, så er nummeret fortsat 1-1-2.




Dagens Bezzerwizzerquiz indleder dagen med spørgsmålet: Inden for produktionen af hvilken fødevare bruges begrebet ’bean-to-bar’?


Portræt


Hvad gør lægen?


Dagens overblik

Hver eftermiddag samler vi dagens vigtigste og mest læseværdige historier i et nyhedsbrev til dig.

Udsendes om eftermiddagen alle hverdage.