Kære læser
Ifølge en ekspert er dronehændelsen i Leipzig endnu et tegn på, at Rusland er blevet mere »risikovillig« i det, han kalder en skyggekrig. Det kan du læse mere om i dette eftermiddagsoverblik, hvor vi også runder, at Marine Le Pen fører i alle scenarier i en ny opsigtsvækkende meningsmåling forud for det franske præsidentvalg. I København er et nyt milliardprojekt tæt på at åbne, og i Odense vil de nu sende kontrollanter helt ind i kolonihaveejeres stuer og køkkener.
God læselyst.
Ekspert: »Der bliver ført krig mod os«
Grænsen mellem sabotage og egentlig krigsførelse bliver stadig sværere at få øje på, når Rusland rammer mål langt fra frontlinjen i Ukraine. Det mener den uafhængige sikkerhedspolitiske rådgiver og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste Jacob Kaarsbo, der ser den seneste udvikling i Tyskland som endnu et tegn på, at Rusland er blevet mere »risikovillig« i det, han kalder en skyggekrig.
»Hybridkrig er i mine øjne et ord, der giver anledning til, at det ikke er noget, vi behøver at gøre noget ved. Derfor siger jeg skyggekrig – fordi der bliver ført krig mod os. Det ser man også på russisk stats-tv: Vi er udpeget som nogen, russerne skal i krig med«, siger han.
Udtalelsen falder efter at Tyskland tirsdag meddelte, at Rusland var involveret i et forsøg på et droneangreb i Leipzig/Halle Lufthavn i begyndelsen af august, hvor en drone med sprængstof blev fundet nær et ukrainsk fragtfly. Ifølge flere tyske medier mistænker de tyske myndigheder en russiskfødt mand med lettisk pas og en mand fra Belarus med russisk pas i sagen. Ruslands præsident, Vladimir Putin, afviste tirsdag Tysklands anklager og beskyldte landet for at have plantet beviserne.
Sideløbende har en lang række europæiske lande udtrykt deres støtte til Tyskland. Onsdag sagde EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, at hændelsen er et eksempel på »en ny normal« i Europa, hvor Rusland eskalerer situationen, og den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har indkaldt den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, til samtale i Udenrigsministeriet.
»Der vil vi give den her besked, som der også er blevet givet i en række andre europæiske lande: I er opdaget. Vi ved godt, hvad I gør, og vi vil ikke finde os i det«, lød det fra Løkke onsdag.
Måling: Marine Le Pen står til sejr i alle scenarier
En ny fransk meningsmåling viser, at Marine Le Pen fra det højrepopulistiske parti Rassemblement National står til at vinde i alle scenarier – uanset hvem der bliver hendes modkandidat i anden valgrunde, når franskmændene til foråret skal vælge ny præsident. Det er første gang, at en måling viser, at Le Pen kan slå favoritter som centrumhøjre-kandidaten Édouard Philippe. Hvis den afgørende valgrunde bliver mod ham, vil hun vinde præsidentposten med 52,5 procent af stemmerne.
Marine Le Pen har tre gange tidligere kæmpet for at blive Frankrigs præsident uden at få tilstrækkelig opbakning hos vælgerne. Og med otte måneder til valget kan meget stadig nå at ændre sig, understreger politolog Luc Rouban, der er forskningsdirektør ved Frankrigs nationale forskningsinstitut CNRS.
»Der er flere måneders kampagne foran os, og tingene vil ændre sig undervejs. Man skal derfor være meget varsom med at udråbe Marine Le Pen som vinder uanset modstander«, siger han: »Afstanden mellem hende og Édouard Philippe er lille, og det kan hurtigt vende. I dag er vælgeradfærden meget svær at forudsige«.
Den siddende præsident Emmanuel Macron kan ikke genopstille ved valget i 2027, da han har siddet i to embedsperioder.
- Nyhed: Marine Le Pen har fået dom omstødt og kan alligevel stille op til præsidentvalg
- Indblanding: Noget tyder på, at USA gik længere end at skrive »FREE MARINE LE PEN«
Det har taget 20 år og kostet 1,8 milliarder. Nu er det tæt på åbning
Efter næsten 20 års tilløb og en lang række forsinkelser får København og Danmark nu et naturhistorisk museum i hjertet af København.
6. marts 2027 slår Statens Naturhistoriske Museum nemlig dørene op til det museum, der har været drømt om, siden Københavns Universitet lagde Zoologisk Museum, Geologisk Museum, Botanisk Museum og Botanisk Have sammen i et institut i 2004 – og som samlet set har kostet omkring 1,8 mia. kr. Nu samles de tre selvstændige museer til ét museum i Botanisk Have i København.
Her kommer gæsterne til at gå på opdagelse i dyrenes, planternes og jordens verden. Både ved at se de udstillede genstande, med film og med interaktive oplevelser. Og Nina Rønsted, der er direktør for Statens Naturhistoriske Museum, garanterer et fyrtårnsmuseum i verdensklasse, siger hun:
»Vi kommer op i den internationale liga. Det har vores samling på 14 millioner genstande været længe, men vi har manglet en publikumsdestination, der kan stå mål med samlingen«.
Odense vil sende kontrollanter helt ind i kolonihaveejeres stuer og køkkener
Odense Kommune erklærer sig nu parat til at sende kontrollanter helt ind i de enkelte kolonihaveejeres huse for at tjekke, om de bliver brugt som billige helårsboliger i strid med lovgivningen: »Vi har alt for mange borgere, der bor fast i deres kolonihaver her i Odense, og det har jo aldrig været hensigten. Der har vi brug for alle de værktøjer, vi kan få, for at få stoppet ulovlighederne«, siger rådmand Lars Christian Lilleholt (V).
Hans udmelding kommer efter, at Ankestyrelsen netop har sagt god for den praksis i Ballerup Kommune. Her har kommunale medarbejdere gennem længere tid – og ledsaget af betjente og vagtfirmaer – udført kontroller helt inde i de lokale kolonihaveejeres køkkener og stuer. Dér, hvor fyldte køleskabe, vasketøjskurve og skraldespande kan være tegn på, at kolonihavehuset fungerer som helårsbolig.
Lars Christian Lilleholt glæder sig over Ankestyrelsens afgørelse: »Vi har brug for alle de redskaber, der findes, hvis vi skal have styr på det her område, men det er klart, at det kan ikke stå alene. Noget af det, der giver os store problemer, er de nuværende CPR-regler, der giver kolonihaveejerne mulighed for at registrere deres faste bopæl i kolonihaven, selv om det er ulovligt at bo der. Det må jeg sige at jeg er stærkt forundret over«, siger han.
- Kolonihavekrig: Nu kan alle kommuner tjekke køleskabe og vaskekurve
- Nyhed: De har boet ulovligt i årevis. Nu er de et stort skridt tættere på milliongevinster
Tid til en quiz: Dagens Bezzerwizzer indleder med spørgsmålet ’Hvilket europæisk lands flag har tre vandrette striber, hvor den øverste er gul, den midterste grøn og den nederste rød?’