0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Et mareridt for førstegangskøbere

Kære læser.

I dag handler det om boligpriserne og førstegangskøbernes situation, der er ret ringe.

Men der er også nyt om EU’s krav til techgiganterne, som skal beskytte børn og unge, om mulighederne for at fastholde momsen på usunde fødevarer og om Kina, der ai-mæssigt satser på noget helt andet end amerikanerne - og har held med det.


Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Førstegangskøbere står over for en rigtig styg udvikling

Det er et mareridt for førstegangskøbere. Og et marked, der udvikler sig med raketfart. Sådan lyder konklusionen fra Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom hos Nordea, når hun hører, hvor meget huspriserne er steget det seneste år: »Det er heftige prisstigninger, og det er virkelig ikke hverdagskost. Det er rigtig, rigtig mange penge«.

Reaktionen kommer oven på nye tal fra Finans Danmark, der viser, at gennemsnitsprisen på et parcel- og rækkehus er steget 9 procent siden sidste år. I andet kvartal af 2026 kostede et standardparcelhus på 140 kvadratmeter 2,73 mio. kr. i gennemsnit på landsplan, hvilket er omkring 225.000 kr. mere end for et år siden. »Det er ret overraskende, at priserne er steget så kraftigt. Det viser, hvor svært det er at være køber i det her marked. Priserne løber hurtigere end lønningerne og opsparingen kan følge med«, siger Bergmann.

Men tallene viser også, at der er blevet solgt 4,2 procent færre huse i andet kvartal af 2026 i forhold til året før. Det skal man dog tage med et gran salt, mener Lise Nytoft Bergmann: »Der bliver stadig solgt langt flere huse end normalt, så det handler om, at man er gået fra femte til fjerde gear på et boligmarked, der kører i raketfart. Salget er faldet en lille smule, fordi vi var på et rigtig højt niveau sidste år, og fordi der ikke er nær så meget til salg. Men danskerne har stadig stor appetit på at handle boliger, priserne stiger, og der er forholdsvis langt mellem ’til salg’-skiltene«.


Tomas Østergren. Foto: Magnific
Fotocollage:: Tomas Østergren. Foto: Magnific

Ny EU-lovpakke: Nu skal techgiganterne bevise, at de digitale platforme ikke skader børn og unge

EU-Kommissionen har torsdag fremlagt lovpakken ’EU KIDS Act’, der i tråd med området for lægemidler og andre risikable produkter vender bevisbyrden på hovedet. Lovpakken forklarede kommissionsformand Ursula von der Leyen mere om i sin den årlige State of the Union-tale onsdag.

»Platformene skal kunne dokumentere, at de er sikre. For det handler ikke om, hvornår mindreårige får adgang til sociale medier. Det handler om, hvornår og hvordan vi tillader sociale medier at få adgang til mindreårige«.

Lovpakken indeholder en lang række strengere krav til sociale medieplatforme, videodelingstjenester, gamingplatforme og ai-værktøjer såsom chatbotter. Den centrale idé er, at platformene selv får ansvaret for at kunne dokumentere, at deres platforme er lavet på en måde, der er sikker for brugerne, og løbende indrapportere det til EU-Kommissionen.

Techpolitisk chefrådgiver, Sørine Vesth Rasmussen, tøver ikke med at kalde lovpakken for »historisk«. »Det her vil skabe en ny retstilstand og ændre internettet fundamentalt. Hvis det kommer igennem i sin nuværende form, vil vi se tilbage på det som et ’År 0’, hvor vi tog internettet tilbage til demokratiet, og hvor børns rettigheder og ikke kommercielle interesser stod først«, siger Sørine Vesth Rasmussen.


Cecilie Rolvung
Foto: Cecilie Rolvung

Internationale eksperter til danske politikere: Jo, I kan godt undtage usunde fødevarer fra momsnedsættelserne

Politikerne kan godt sænke momsen på fødevarer uden at gøre det på usunde varer. Det er beskeden fra flere internationale eksperter til Politiken. Flere politikere har været nervøse for den sundhedseffekt, det vil have, hvis man halverer momsen på usunde fødevarer, samtidig med at man indfører nulmoms på frugt og grønt. Alt imens har Jakob Engel-Schmidt (M) været bekymret for, hvad man kunne tillade sig inden for EU-lovgivningen.

»Vi kan ikke bare plukke enkelte fødevarer ud som for eksempel en pose Chokofanter, en müslibar eller en Red Bull, fordi vi af den ene eller anden grund ikke synes, at de skal være omfattet«, sagde Jakob Engel-Schmidt.

Så længe, der ikke indføres differentieret moms på fødevarer, »der er ensartede og opfylder de samme funktioner set fra forbrugerens synsvinkel«, så mener blandt andet Rita De La Feria, som er professor i moms- og skatteret ved University of Leeds, at det vil være muligt at undtage for eksempel sukkerholdige fødevarer fra momsnedsættelsen.

»Hvad angår sukkerholdige og forarbejdede produkter osv., mener jeg, at sagen er mere klar, og jeg anser det for usandsynligt, at EU-Domstolen ville finde, at en udelukkelse af disse fra anvendelsesområdet for den nedsatte sats udgør en overtrædelse af princippet om fiskal neutralitet«, siger Rita De La Feria.


Tomas Østergren. Foto: Magnific
Illustration:: Tomas Østergren. Foto: Magnific

Kina vinder et ganske andet ai-kapløb end USA – og det kan vise sig at være det vigtigste

Amerikanerne kommer med stor sikkerhed først til det mål, de har udset sig, nemlig at tilbyde de mest avancerede sprogmodeller, og være de første til at nå det endelige mål: En generel kunstig intelligens (agi), der kan udvikle sig selv til nye højder i et tempo, som selv de dygtigste mennesker ikke kan følge.

Kineserne har til gengæld vundet et ganske andet ai-kapløb. Det foregår på en anden bane med et andet målfelt. De vil være de bedste til at bruge kunstig intelligens til at løse konkrete problemer, forklarer Christina Boutrup, Kina-ekspert med speciale i tech: »I Kina er man simpelthen ikke optaget af agi. De udvikler specifikke værktøjer til at løse håndgribelige problemer: Manglen på læger og sygeplejersker i sundhedssystemet og mangel på arbejdere på fabrikkerne, i transportbranchen og sågar i retsvæsenet«.

Det er især den aldrende befolkning, der har vakt den kinesiske ledelses appetit på kunstig intelligens. Det fremgår af den første ai-handleplan fra 2017, der udpeger uddannelse, sundhedspleje, pensioner, miljøbeskyttelse, administration i byerne og retsvæsenet som områder, hvor ai kan afhjælpe manglen på arbejdskraft. I dette års femårsplan står det fuldstændig centralt, at kunstig intelligens skal udbredes til alle områder i samfundet: »Når ai bliver nævnt 52 gange i femårsplanen, så ved man i Kina, at det rykker«, siger Boutrup.



Spørgsmål nummer 1 i dagens Bezzerwizzerquiz: Hvilken amerikansk politiker og jordnøddefarmer blev i 1977 sit lands 39. præsident?


VIDEN


GIFT VED FØRSTE BLIK


Dagens overblik

Hver eftermiddag samler vi dagens vigtigste og mest læseværdige historier i et nyhedsbrev til dig.

Udsendes om eftermiddagen alle hverdage.