0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Forsvarets Efterretningstjeneste advarer danskerne om, at russerne kan finde på hvad som helst

Kære læser.

Denne udgave af Dagens Overblik begynder med den nye trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste, der kan forekomme en kende foruroligende.

Der er også nyt om Ukraines bestræbelser på at holde oplysninger om en offensiv i øst hemmelige for omverdenen - og især russerne.

Samt om boligminister Jacob Mark, der går i brechen for at bevare fine, gamle huse, der i dag uden videre rages ned uden nogen som helst hensyn til miljøet. Og endelig har en dommer i USA foreløbig underkendt Trumps forsøg på at hindre kritiske mediers adgang til Det Hvide Hus.


Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

FE: Rusland vil intensivere hybridkrig med hyppigere angreb

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderer, at Rusland i de kommende måneder vil intensivere sin hybridkrig med ’hyppigere angreb’ mod Vesten og Nato »med større konsekvenser for de berørte lande end tidligere«. Det fremgår af en ny vurdering fra FE af truslen fra Rusland, der bliver præsenteret på et pressemøde torsdag på Kastellet: »Det kan eksempelvis omfatte destruktive cyberangreb med alvorlige konsekvenser for samfundsvigtige funktioner og sabotageangreb med høj risiko for tilskadekomne«, lyder det i vurderingen fra efterretningstjenesten.

Forsvarsminister Jeppe Bruus (S) lægger ikke skjul på, at »situationen er alvorlig, og vi tager den alvorligt«. Men det er nødvendigt at sikre, at der er åbenhed om vurderingen, understreger han.

Det er ildevarslende læsning, FE fremlægger. Der er en »lav, men stigende risiko for, at Rusland vil iværksætte et begrænset militært angreb mod et eller flere Nato-lande, der grænser op til Rusland«, fremgår det. FE-chef Thomas Ahrenkiel understreger imidlertid, at risikoen kan være i den lavere ende: »Det er usandsynligt, at Rusland vil indlede en egentlig invasion af et Nato-land, men vi kan ikke udelukke det«.


Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix
Foto: Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix

Sådan fik Ukraine hindret, at Moskva fik for meget at vide om hemmelig offensiv

Det lykkedes længe for ukrainerne at hemmeligholde udviklingen i Operation Vivaldi, landets offensiv i Lymanregionen i øst. Nu afslører nyhedsmediet Hromadske, hvad der gik forud for offentliggørelsen af, at der var en offensiv i gang. Det var begyndt at dæmre for nogle af de vestlige krigsbloggere, der følger krigens gang, at der var noget i gære. En af dem bemærkede for eksempel, at russerne så ud til at angribe mål ved en landsby med fjernstyrede præcisionsbomber. Det viste satellitfotos. Og det indikerede, at området var i hænderne på ukrainerne, for hvorfor skulle russerne bombe deres egen side.

Så stoppede strømmen af satellitfotos fra det frontafsnit uden noget varsel. Det betød selvsagt, at russerne ikke kunne få adgang til de oplysninger, som kan gavne dem i deres krig mod ukrainerne. Men det var også med til at gøre det svært for det såkaldte osint-miljø, mennesker, der ved hjælp af åbne kilder skaffer et overblik over begivenhederne i det, der er kendt som open source intelligence.

Forklaringen på, at satellitbillederne ikke længere blev offentliggjort, fik bloggerne ifølge Hromadske kort efter. De fik en direkte henvendelse fra 3. armékorps, den ukrainske militærstyrke bag Operation Vivaldi. Korpset bad dem om at lade være med at offentliggøre oplysninger, der viser, hvad der foregår ved fronten. De geolokationsdata kunne blandt andet hjælpe Moskva til at få et bedre indblik i situationen, et indblik, ukrainerne ikke så nogen grund til at give Putinregimet. Det forstod bloggerne ganske udmærket: »Jeg besluttede personligt at efterkomme anmodningen«, siger en af dem.


Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

»Det er jo helt crazy«: Ny boligminister vil stoppe nedrivning af gamle huse

Boligminister Jacob Mark (SF) vil gøre det sværere og dyrere at rive ældre huse ned og i stedet fremme renovering og omdannelse med en indsats, der ifølge ham kommer til at bestå af tre ben. Der skal indføres et ’bevar eller forklar’-princip, så kommunerne kan afvise nedrivning, medmindre der er en virkelig god forklaring. Der skal være en nedrivningsafgift, så det bliver dyrere at rive ned, end det er i dag. Og så skal det gøres nemmere at renovere end i dag, hvor man er underlagt næsten samme regler som ved nybyggeri.

At nedrivning af velbevarede kan finde sted, finder boligministeren »perverst« og »åndsløst«. »Det er jo helt crazy. Både miljømæssigt, klimamæssigt og ud fra et kulturarvssynspunkt«, siger han. Byggeriet er blandt de mest klimabelastende brancher i Danmark. Ministerens udmeldinger kommer i en tid, hvor en lang række af Folketingets partier står bag en aftale om at sænke den gennemsnitlige klimabelastning til, hvad der svarer til 6,4 kilo CO2 per kvadratmeter i 2027 og til 5,8 kilo CO2 i 2029.

Det er dog alt for lidt, mener mange eksperter. Initiativet Reduction Roadmap, som mere end 600 aktører i byggebranchen har tilsluttet sig, mener, at grænsen skal sænkes til 4,6 kilo CO2 næste år og så falde yderligere i 2028 og ende på 0,4 kilo i 2029.


Anna Rose Layden/Ritzau Scanpix
Foto: Anna Rose Layden/Ritzau Scanpix

Dommer beordrer Trump til at give bandlyste medier adgang til Det Hvide Hus

USA’s præsident Donald Trump skal igen give journalister fra CNN, MS Now og Politico adgang til Det Hvide Hus, fastslår en dommer, Tim Kelly. Han henviser til, at Trumps udelukkelse af de tre medier fra bygningen sandsynligvis strider mod den amerikanske forfatning. I kendelsen pålægger dommeren Trump-regeringen øjeblikkeligt at give medierne deres adgangskort tilbage og blokerer desuden embedsmænd fra at håndhæve forbuddet i 14 dage.

Det er et stort tilbageslag for Trump i en af den republikanske præsidents hårdeste angreb på pressen. Trump skrev fredag i sidste uge på sit sociale medie, Truth Social, at han udelukkede medierne fra Det Hvide Hus på grund af deres »konstante viderebringelse af falske nyheder«.

»Medier bør ikke konstant kunne skrive eller rapportere fiktion og løgne, når de dækker USA’s præsident, Trump-regeringen eller USA. Andre fake news-medier følger«, skrev præsidenten. Det fik flere medier og pressefrihedsorganisationer til at erklære deres støtte til de tre medier. Støtten blev underskrevet af blandt andre Journalisters Komité for Pressefrihed, nyhedsbureauet Reuters, avisen The Washington Post og fjernsynsstationen Fox News.



Bezzerwizzerquizzen åbner i dag med spørgsmålet: Hvilken sanger hedder egentlig Stefani Joanne Angelina Germanotta?


DEBAT


EFTERÅRSPROGRAM


Dagens overblik

Hver eftermiddag samler vi dagens vigtigste og mest læseværdige historier i et nyhedsbrev til dig.

Udsendes om eftermiddagen alle hverdage.