Kære læser.
I dag handler nyhederne om et opsigtsvækkende tilfældighedsfund: En gruppe mænd, der tilsyneladende var tæt på at gennemføre et voldsomt terrorangreb mod en flyvestation i England.
Der er også nyt fra bemandingsfronten i børnenes institutioner. Den er ikke god. Og om Bornholms bibliotekskrise, der får kulturpersoner til at slå alarm.
Til slut handler det om mobiltelefonerne, som – mener en lang række psykologer – først bør stikkes unge i hånden, når de runder 18 år.
Terrorangreb mod militæranlæg blev tilsyneladende afbrudt i allersidste øjeblik
En årvågen kvinde og fem mænd med gustne planer. Det er, hvad britiske efterforskere stod med søndag morgen, da hun fik forhindret det, der ser ud til at have været et voldsomt terrorangreb mod en stor flyvestation, som huser blandt andet langtrækkende bombefly.
Hun var ved 00.45-tiden natten til søndag på vej hjem fra en sammenkomst med sin ægtefælle ved Whelford. Byen ligger klos op ad det hegn, der omkranser basen og de tunge bombefly, der blandt andet er benyttet under de amerikanske militæroperationer mod regimet i Iran. Turen var fredsommelig, indtil den ikke var det længere. For det, hun så på vej hjem i nattemørket, udløste storalarm og en særdeles omfattende politiindsats ved Whelford.
For lyset fra forlygterne fangede pludselig en gruppe mænd, der var maskerede med elefanthuer på vejen: »Jeg tænkte: »Hvad pokker har de gang i?« Jeg så en gruppe mellemøstligt udseende unge fyre gemme sig i skoven. Nogle af dem havde masker eller elefanthuer på, og de smuttede, da vi kom kørende. Nogle af dem løb ind på en mark, andre begyndte at løbe mod flyvestationen. Det gik op for os, at det her var ret alvorligt«, siger hun. Vidnet fik tilkaldt politiet, der sendte bevæbnede betjente og pågreb gruppen, mens bomberobotter gennemgik de tre varevogne, de var ankommet i.
- Læs også: Iran menes at presse på for at finde folk, der kan angribe i Sverige, Danmark eller Tyskland
- Savner beviser: Irans ambassade afviser PET-vurdering
Otte kommuner dumper krav om antal ansatte i børnehaverne
Otte danske kommuner lever ikke op til normeringskravene – antallet af børn per voksen – i børnehaverne, viser en opgørelse for 2025, som Danmarks Statistik nu har offentliggjort. De kommuner, der ikke holder trit med kravet, er Ringsted, Odder, Holstebro, Ikast-Brande, Struer, Brønderslev, Rebild og Thisted. Politikerne kræver, at der skal være minimum én pædagogisk ansat til seks børn i børnehaverne, hvilket kommunerne på listen ikke lever op til. Til sammenligning var det 14 kommuner, der dumpede kravet tilbage i 2024.
Pædagogernes fagforening, Bupl, bider blandt andet mærke i, at flere kommuner trods alt lever op til kravene end tidligere: »Normeringerne er blevet bedre, og det er et vigtigt første skridt for at sikre kvaliteten i vores daginstitutioner. Men vi er slet ikke i mål med at give børnene den kvalitet, de har krav på«, siger Bupl-formand Elisa Rimpler.
Heller ikke de tilsvarende mål for vuggestuerne er opfyldt overalt. Der skal mindst en medarbejder til tre børn i vuggestuerne, men fire kommuner – Bornholm og gengangerne Holstebro, Ikast-Brande, Thisted og Rebild – klarer sig med færre.
- Se kortet: Der er kommet flere voksne i børnehaverne, men 14 kommuner halter efter
- Flere voksne på stuerne er ikke nok: »Det handler ikke kun om flere hænder. Det handler om dygtige hænder«
Fem byer mister deres bibliotek. Nu reagerer kendte kulturfolk »i desperation«
Beboerne i Allinge, Gudhjem, Svaneke, Aakirkeby og Hasle på Bornholm kan i fremtiden ikke længere gå på biblioteket og låne bøger i deres hjemby. Fem ud af syv biblioteker på Bornholm skal nemlig lukkes som følge af et politisk budgetforlig for 2027 i Bornholms Regionskommune. Dette vil spare Bornholms Regionskommune 362.000 kroner, samtidig med at lukningen af bornholmernes adgang til Filmstriben giver en besparelse på godt 500.000 kroner.
I stedet skal borgerne i de fem byer køre til de to tilbageværende folkebiblioteker i Rønne og Nexø. Det vækker både stor kritik lokalt og blandt forfattere, kunstnere, musikere og kulturfolk med tilknytning til øen. 89 af dem er medunderskrivere på et åbent brev til kulturminister Zenia Stampe (R), hvor de protesterer mod lukningen af bibliotekerne. Andrea Fehlauer er blandt initiativtagerne til det åbne brev til kulturministeren, som er skrevet »i desperation« over bibliotekslukningerne.
»Vi er desperate over, at den store værdi, bibliotekerne udgør, bliver lukket. Vi kan se, det også sker andre steder i landet, samtidig med at vi står i en læsekrise med historisk dårlige PISA-resultater«, siger hun.
I Kulturmonitor, som har bedt kulturministeren forholde sig til et debatindlæg om den planlagte lukning af de fem biblioteker, skriver Zenia Stampe, at hun er »oprigtigt ked af det og trist«. Ministeren skriver også, at hun håber, kampen for bibliotekerne på Bornholm vil fortsætte, og understreger, at det ikke er hende, der lægger budget på Bornholm eller forhandler økonomi mellem stat og kommune. Dog siger Bornholms borgmester Frederik Tolstrup (V), ifølge TV 2: »Ministeren kunne passende arbejde for, at vi fik penge til at give vores børn og unge en ordentlig kulturel ballast som i hovedstadsområdet, hvor ministeren i øvrigt selv bor«.
- Kulturfolk i fælles opråb: Kære kulturminister, man udvikler ikke ved at afvikle biblioteker
- Bibliotekerne har ingen pårørende, der råber op: Han har set forvandlingen gennem 50 år
Norske psykologer kræver 18-års grænse for smartphones
18 år. Så gamle bør nordmændene være førend de begynder at anvende smartphones. Det er det centrale budskab i et opråb til politikerne, 550 psykologer er gået sammen om. Initiativet kommer fra specialpsykolog Kjersti Kjerschow Lohne, der startede en underskriftsindsamling efter offentliggørelsen af Pisa-undersøgelsen fra september. Undersøgelsen viste, at det går tilbage, når det gælder de 15-åriges evner udi læsning og matematik.
Forsker i børns trivsel og skærmbrug ved Syddansk Universitet (SDU) Aida Bikic deler de norske psykologers bekymring for unges brug af smartphones: »Det er en medvirkende faktor til, at eleverne klarer sig dårligt. Smartphones kan påvirke elevernes indlæring på forskellige måder. Blandt andet træner sociale medier deres opmærksomhed til hurtig belønning og konstant stimulation, og det svækker evnen til at fordybe sig. Det gør det sværere for eleverne at læse og lære«.
Aida Bikic fremhæver et studie, der viser, at børn, som kommer på sociale medier som 11-13-årige, senere klarer sig dårligere i matematik og sprogligt end børn, der venter, til de er 15 år eller ældre. Af samme grund glæder hun sig over, at de danske skoler arbejder hen imod en mere analog undervisning.
- Ny stor kortlægning: Teenagepiger er mest afhængige af sociale medier og har lavere trivsel
- Unges mobilbrug: »Det er en måde for mig at holde kontakt til de af mine venner, som jeg ikke ses med«
Bezzerwizzerquizzen åbner i dag med spørgsmålet: Hvad hedder skyskraberen i Milano, som har navn efter den dækfabrikant, der lod den opføre i 1950’erne?