Kære læser
I dagens overblik kan du læse om:
- Morten Messerschmidt taber retssag
- Zelenskyj løber med omtalen ved EU-topmøde
- Sanger Søren er død
- Fynsk mand anklages for krænkelser af 68 børn
God weekend.
Messerschmidt taber retssag
Martin Lidegaard (R) holdt sig inden for ytringsfrihedens grænser, da han under en debat i november 2025 kom med en række udsagn om Morten Messerschmidts (DF) udlændingepolitik. Det har Retten på Frederiksberg slået fast i dag og frifinder derfor Lidegaard for injurier mod Messerschmidt.
Sagen blev anlagt af Messerschmidt på baggrund af en politisk debat i Randers 10. november sidste år, hvor Lidegaard ifølge DF-politikeren kom med injurierende udsagn. Her sagde Lidegaard blandt andet, at »man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her«.
I rettens afgørelse lægges der blandt andet vægt på, at Lidegaard som folketingsmedlem har en »særlig vidtgående ytringsfrihed«.
»Martin Lidegaards udsagn må således anses for fremsat som led i en offentlig debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse«, fremgår det af dommen.
Morten Messerschmidt ønsker ifølge TV 2 ikke at anke byrettens dom.
»Nederlaget vil ikke skade ham (Messerschmidt, red.), han kommer ikke til at tabe vælgere på det, hans vælgere synes lige nu, at han er vidunderlig. Jeg tror ikke, at Messerschmidt troede, han ville vinde, og derfor anker han ikke. Men det er historisk vigtigt for DF ikke at kunne kritiseres for racisme i ordets bogstaveligste forstand, fordi partiet ligger så langt til højre, har de altid slået hårdt ned på netop den sten«, siger Politiken politiske analytiker, Elisabet Svane.
- Retsmødet:»Stop! Stop, stop!«, afbrød Lidegaards advokat, når Messerschmidt forsøgte at svare udenom
- Liveblog om dansk politik:Elisabet Svane: Messerschmidt har lige tabt, men hvis jeg kender ham ret, ser han det ikke selv sådan
Zelenskyj blev hovedperson på EU-topmøde
På et EU-topmøde, hvor mange dagsordener har været i spil, har én person og dennes dagsorden præget både mødets program og de udtalelser, der har været mest markante fra Bruxelles. Der er tale om Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, der med en appel om at hjælpe Ukraine gennem den kommende vinter med flere hjælpepakker og mere økonomisk støtte har fået mange europæiske ledere til at vise deres sympati.
Formanden for Det Europæiske Råd, António Costa, stod i dag skulder ved skulder med Zelenskyj og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og sagde foran den fremmødte presse: »Vores besked til præsident Zelenskyj er meget enkel. Vores støtte til Ukraine er så stærk, som den nogensinde har været«. »Vi skal fortsætte støtten og øge presset på Rusland«, tilføjede han, inden han roste Zelenskyj for hans lederskab.
Mette Frederiksen mente også, at Ukraine som dagsordenspunkt var vigtigt på linje med Europas udlændingepolitik og spørgsmål om migration. Om situationen i Ukraine udtalte hun:
»Det er en svær situation med de meldinger, der kommer fra USA. Vinteren står for døren, russerne ødelægger energiinfrastruktur, i går var der en masse mennesker i Kyiv, der ikke havde el og lys«, sagde hun og tilføjede, at selv om der er prisstigninger og problemer i egne lande, »bliver vi nødt til at hjælpe Ukraine, for ellers gør vi det alt for let for russerne«.
- Liveblog:Læs med her
- Udfordringer: To lande sidder med nøglen til EU’s problemer
- Overblik: Hun er ikke en del af festen, men hun er elefanten i rummet hos EU-lederne
Fynsk mand anklages for krænkelser af 68 børn over hele landet
En fynsk mand sidder på anklagebænken for at have udsat 68 børn for grooming og såkaldt sextortion, der er en form for krænkelse, hvor gerningspersonen truer offeret med at offentliggøre billeder eller film. Det hævder anklagemyndigheden i en straffesag mod manden, der er 25 år. Den omfattende sag drejer sig om påståede forbrydelser mod børn, hvoraf de fleste var mellem 11 og 14 år, oplyser Fyns Politi.
Under kontakt på Snapchat eller på hjemmesiden OmeTV lykkedes det for manden at få børnene til at udføre seksuelle handlinger på sig selv, alt imens manden kiggede med fra sin egen skærm. Det er kun lykkedes politiet at få identificeret omkring halvdelen af ofrene, nærmere bestemt 27 ud af de 68, og her er de fleste fra Danmark.
Den 25-årige har siden marts 2025 siddet varetægtsfængslet under politiets efterforskning. Han nægter sig skyldig. Sagen indledes på tirsdag ved Retten i Svendborg og vil strække sig over en stribe retsmøder, hvoraf de fleste vil være lukket for offentligheden, oplyser Fyns Politi. Dommen ventes til december.
- Overtrædelse:Højesteret straffer ai-genereret overgrebsmateriale med børn som rigtige billeder
- Gennemdigitalisering:Snart bliver de store techplatforme forbudt for børn
- Skærpet:»Historisk« beskyttelseslov for børn og unge vender bevisbyrden mod techgiganterne
Han har været en del af det københavnske gadebillede i årtier. Nu er Sanger Søren død
Gadens sangstemme er forstummet, Sanger Søren er død. Det skriver det lokale medie MigogKbh. Han var det, man med et stort ord, som ikke her er et ord for stort, kunne kalde en københavnerinstitution. Ikke ret høj, men med et meget stort hoved, den filthat, han altid bar, skulle være størrelse XL, en stor, lys stemme og en forkærlighed for Shu-bi-dua- og Kim Larsen-sange.
Sanger Søren er ikke et menneske, der er nemt at skrive en nekrolog over. Han havde ikke en hjemmeside med et CV, kunne ikke slås op i Blå Bog og havde ikke en manager, der kan fortælle årstal og detaljer. Ingen ved præcis, hvor gammel han blev. 51? 61? Men fordi han i så mange år fyldte i det offentlige rum, kan man, hvis man leder i hjørnerne af internettet, finde bidder, der fortæller hans livshistorie.
De senere år kunne man møde ham på Vesterbro, hvor han havde fået en toværelses lejlighed »på femte sal med fransk altan på begge sider« og med et navneskilt på døren, hvor der stod Sanger Søren. I et interview i 2015 sagde han, at han ville blive ved med at synge. At sidde hjemme og drikke kaffe var ikke noget for ham. »Der er ikke nogen af os, der ved, hvornår vi skal herfra. Jeg gør det her, fordi jeg kan lide det, og jeg håber, folk sætter pris på det«.
Det første spørgsmål i dagens Bezzerwizzerwizzerquiz lyder: »Hvilken duo startede Søren Rasted i 2006 sammen med sin nevø, Nicolai Rasted?«