Sidste uge var viet til håbet og alt det optimistiske, men denne uge går det ikke længere. Nu kalder virkelighedens verden også dette nyhedsbrev, og her ser det som bekendt ikke overvældende lyst ud. I Iran flyder blodet, og tusinder er formentlig døde i præstestyrets desperate kamp for at klynge sig til magten.
Der er stort set intet godt at sige om præstestyret, der har forarmet og isoleret et gammelt kulturfolk med en veluddannet befolkning og enorme naturressourcer, men samtidig er det let at frygte, hvad der sker, hvis det hele ender med en blodig borgerkrig. Sporene fra Syrien skræmmer, og Iran er et langt større land med omkring fire gange så stor en befolkning. Alt dette bare for at sige, at det er med frygt og bæven og bekymring – men også lidt håb, trods alt – at jeg personligt følger udviklingen i Iran, der, hvis man ser bort fra regimet, er et helt igennem vidunderligt land, som fortjener utroligt meget bedre.
Jeg boede der selv i nogle måneder ved årtusindeskiftet og har været tilbage gentagne gange og holder utroligt meget af landet, maden, kulturen og den enorme diversitet, som det rummer. Jeg er med andre ord fuldkommen enig med den dansk-iranske Shahin Aakjær, der indleder sin fine kronik om krisen således: »Iran er ganske enkelt et af de mest fortryllende steder i verden. Jeg kender ikke et eneste menneske, der har været i Iran, uden at bære rundt med en lille kærlighed til landet og befolkningen resten af livet«.
Sådan er det nemlig, og hvor ville det være fortryllende, om 2026 blev året, hvor Iran kom ind på et bedre spor. Men vejen er lang og går efter min mening ikke gennem militær intervention fra USA. Supermagten har blandet sig rigeligt i Irans affærer, fra kuppet i 1953 og videre til sidste sommers bombning af atomanlæggene. Et bombetogt nu vil være en ekstremt farlig ting at begynde på og noget, som endda måske kan ende med at hjælpe præstestyret. Det skriver jeg i denne leder, og det er ikke noget, jeg er alene om at mene. Også de andre lande i regionen tigger USA om at holde pistolen i bæltet lidt endnu – at det er den klogeste vej, er der en sjælden enighed om mellem selv Israel og de arabiske lande.
Vi skal videre, men inden da vil jeg bare lige give et par tips til at blive klogere på Iran – læs digteren Hafez, læs Azar Nafisis mesterværk ’Reading Lolita in Teheran’, læs Marjane Satrapis tegneserie Persepolis eller se den danske film Frøet fra det hellige figentræ, der kom for godt et år siden. Iran er mageløst, misforstået, og alt for mange ved alt for lidt om landet.
Men verden brænder på utallige andre fronter.
Næste uge er det et år siden, at Donald Trump kom til magten, og på de 12 måneder har han mere eller mindre brændt den vestlige verdensorden ned til grunden. Her i Danmark er fokus forståeligt nok mest på Grønland og hans absurde krav om at overtage øen. Der har været sindssygt meget om Grønland, så jeg skal holde mig lidt i korthed her i nyhedsbrevet, men efter det nervepirrende møde i Washington kippede vi med hatten for den dansk-grønlandske håndtering i denne leder.
Og så er det naturligvis vigtigt at huske, at USA er meget andet end Trump, og mange er utroligt uenige med ham og faktisk skammer sig over den kurs, som byggematadoren fra New York har ført supermagten ind på. Det skriver pensionisten Philip McAndrew fra Wisconsin fornemt om i dette debatindlæg, hvor han også beder omverdenen om hjælp.
»Hjælp os, de amerikanske borgere, ved at udtrykke foragt for alle vores leders ulovlige og korrupte handlinger på internationalt niveau. Boykot Amazon, Tesla, Walmart, Target, Starbucks, Home Depot, og træk jeres investeringer fra dem samt fra alle vores tech-virksomheder. Disse milliardærer og deres virksomheder gav os vores leder, og de fortjener at miste mange penge for deres besvær.
Hjælp os, de amerikanske borgere, ved at udtrykke foragt. Vi, de amerikanske borgere, ved, hvem vores venner er, og vi har brug for jeres hjælp nu mere end nogensinde før.«
Just præcis - noget af det mest skuffende og overraskende har været de amerikanske eliters utrolige svigt overfor Trumps åbenlyse ulovligheder. Hvorfor siger de stenrige tech-bros – Mark Zuckerberg, Jeff Bezos og Bill Gates eksempelvis (Elon Musk er nok uden for pædagogisk rækkevidde) – dog ikke fra, men sidder i stedet og skåler for præsidenten?
Og hvor er forretningseliten og investorerne, som da må kunne se, at det er en katastrofe for USA’s troværdighed, og dermed for USA som sted at investere, at Trump fører krig mod den grønne omstilling og underminerer nationalbankens uafhængighed? Hvorfor fører de med alle deres enorme ressourcer og rigdom ikke an i kampen mod Trump og forsvaret for den amerikanske retsstat og demokrati?
Det er ubegribeligt og et moralsk svigt af dimensioner. Tænk sig, at det er en pensionist fra Wisconsin, der skal turde sige det, som alle disse stenrige og veluddannede mennesker også inderst inde må vide: At USA med McAndrews ord har »en leder, hvis eneste interesse er hans egne interesser og ikke det amerikanske folks eller vores naboers og venners«.
Mange ser Trump som mere en gangster end en politiker, og det er jo sådan set forståeligt nok. Som min kontorfælle Michael Jarlner – Politikens internationale kommentator – skriver i denne analyse, er det værd at holde øje med mafiadoktrinen.
»For under Donald Trump råder det, den amerikanske professor Noam Chomsky har kaldt »mafiadoktrinen«: Mafiabossens ord er lov. Den, der kommer på tværs af ham, bliver straffet. Kun de, der adlyder, skal regne med hans beskyttelse«, skriver Jarlner.
Det er på sin vis rigtigt nok, men samtidig er Trump en elendig mafiaboss. For ideen med at betale beskyttelsespenge til mafiaen er jo, at man så rent faktisk får beskyttelse. Det nytter ikke noget, at bøllerne så ikke kommer og passer på butikken, når krisen rammer. Så er det hele jo nytteløst, og derfor er gangsteranalogien, som Financial Times-kommentatoren Edward Luce skriver her, ikke helt retvisende.
»No sane customer would pay more for a product they are not sure will be delivered. Contrary to the mafia analogies, Trump is offering America’s partners a deal they cannot accept«, skriver Luce, og det er faktisk også ved at gå op for de fleste.
En ny global meningsmåling foretaget af European Council on Foreign Relations (ECFR) og Oxford Universitet i 21 lande i november viser et historisk tillidsbrud i det transatlantiske forhold. For første gang opfatter mange europæere USA som en trussel snarere end en beskytter, skriver vi i denne artikel i dag.
Faktisk er det kun 16 procent af EU’s borgere, der betragter USA som en allieret, mens omkring hver femte ligefrem ser på USA som en rival eller en fjende. At supermagten på mindre end et år har pisset mange årtiers opsparet goodwill bort, er forunderligt. Hvorfor de har gjort det, er svært at begribe. Men langt om længe er det tilsyneladende gået op for os europæere, at vi er helt alene hjemme.
Og ja, det er lidt en nederen måde at runde af på, men sådan bliver det. Det er januar, måske den allermest alvorstunge måned i kalenderen, og nu må det være slut med at tale Trump efter munden. Men næste gang lover jeg at være i det muntrere hjørne, og husk som altid at skrive til mig på marcus.rubin@pol.dk med alt, hvad I kan finde på – links, ideer, brok, undren.
kh
Marcus