Hej! I dag havde jeg tænkt mig, vi skulle tale om alt det, der ikke virker vigtigt, men som betyder utrolig meget.

Som fx en fodboldturnering – men den kommer først lidt længere nede.

Men altså: Emner, der på overfladen virker små, kan ikke desto mindre vække meget store følelser. For nylig havde vi et af de debatindlæg, som man kan mærke er skrevet i en sublim raserieksplosion og losset ind i debatredaktionens afleveringsportal lige med det samme. Sådan en raserieksplosion ligesom youtube-fænomenet Snehaderen, hvis rasende skvattetur gennem dyb sne på Østerbro I måske kan huske gik viralt for nogle år siden.

Det raseriudbrud af et indlæg, vi bragte forleden, handlede om, at katte, der er blevet væk, faktisk ikke er blevet væk. De er bare gået. Så hold op med at efterlyse dem hele tiden. Og lad mig bare sige, at det indlæg skabte virkelig meget vrede og glæde hos rigtig mange læsere.

Kort efter havde vi et mere alvorligt indlæg om, hvor nedtur det er for kaniner at bo i et bur og få forkert mad. Det er jo sådan et indlæg, der viser os, at vores empatiske grænser flytter sig over tid. Engang mente man heller ikke at børn tog skade af at få et par på kassen.

Pointen her er, at på en måde lyder indlæg om kæledyr ikke som så vigtige, men de rører ved folk. Det kan man se af, hvordan de bliver læst. Og det er også vigtigt at blive rørt og mærke efter, hvad der rører en. Hjemme hos mig bor der for eksempel en kanin, der hedder Montgomery, og ham og hans ene opadpegende øre har jeg altså fået betydeligt dybere følelser for, end jeg havde forventet. Montgomery er vigtig. Her er han:

Og så er der jo altså sport. Sport er indbegrebet af noget, som på en måde ikke burde være vigtigt, who cares om 22 mand render rundt efter en bold i 90 minutter, men som åbenlyst, åbenlyst er det. Derfor vælter det også for tiden ind med vidunderlige, tankefyldte debatindlæg i anledning af VM i Qatar. De demonstrerer det, som sport og ikke mindst storskalasport som slutrunder, olympiske lege og den slags alle dage har været sublimt til: at fortælle vores store eposser og iscenesætte vores største dilemmaer og konflikter. Vigtigt.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Vi har for eksempel rigets mest kyndige kender af krydsfeltet mellem politik og sport, professor i idrætshistorie Hans Bonde, der skrev doktordisputats om højreradikalismens brug af personkult, masseforførelse og kontrol over ungdommens kroppe i 1930’erne og besættelsestiden. Forleden skrev han, at det slet ikke er muligt at være apolitisk deltager ved VM i Qatar. Det er fordi, begivenheden allerede er så gennempolitiseret, at man som deltager er nødt til at gennemføre en modpolitisering for ikke at blive en brik i et kæmpe stykke propaganda.

Men kunne vi til gengæld droppe ørkenklicheerne om Qatar, skrev en af vores store Mellemøst-kendere, Helle Malmvig, forleden. Og hendes kollega ved Dansk Institut for Internationale Studier, antropologen Sine Plambech, udpegede en bekvem lille blindhed i al vores forargelse over, hvor slemt det er at være migrantarbejder i Qatar: Migrantarbejderne ville sguda lige så gerne til Danmark. De kan bare ikke komme ind. Den pointe fortalte Plambech i øvrigt efterfølgende videre om i Deadline på DR2.

Politikens sportsredaktør Christian Heide kaldte den på vores morgenmøde fredag: VM i Qatar bliver den mest politisk skelsættende sportsbegivenhed nogensinde. Aldrig nogensinde har 32 x 11 mand og nogle fodbolde været vigtigere.

Og det bruser igennem debatten, så det er en fryd. Sport som scene og omdrejningspunkt for alt det vigtigste i verden lige nu. Faktisk så meget, så man endnu ikke har mærket så meget til de store fortællinger i selve spillet, selv om filosoffen Peter Sloterdijk har forsøgt at slå dem an. Før torsdag aften, da Brasiliens Richarlison fik voksne mænd til at græde bag fjernsynsskærmene med det smukkeste mål, jeg nogensinde har set.

Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix

Den prøjsiske general von Clausewitz bliver altid citeret for, at krig er en fortsættelse af politik med andre midler. Han glemte sport i ligningen, men sport kan oversætte og transformere både krig og politik.

Nedenfor linker jeg til et par andre af ugens stærkeste tekster på debatsiderne. Men først skal vi lige ud i verden:

3 fra den store verden

De andre medier: Ugens mest særlige læserbrev, som jeg godt gad have bragt, stod i Jyllands-Posten og rejser på en anden måde også spørgsmålet om, hvad der er vigtigst - her mere specifikt hvor mange timers forsinkelse, et menneskeliv er værd.

Soundtracket: Uenigheder og konflikter er alt muligt og kan blive til sport, krige, politik og debatindlæg. Men den tidløse uenighedsklassiker kæresteskænderiet, det kender jeg ikke mange gengivelser af, der er mere perfekt (men ikke for børn) end Kendrick Lamars ’We Cry Together’. Den måde man gentager sig selv og i perioder ikke har andre ord tilbage end Fuck. Dig. Sådan er det nogle gange. Heldigvis kommer sproget næsten altid tilbage igen.

Reolen: Engang var vi mere opmærksomme på, hvor vigtige, og også farlige, dyr er. Her er nogle af dem der hærgede Anna Bartskiær i Køge i 1669 i et omfang, så jagten på dem endte med at 13 trolddomsanklagede kvinder blev brændt levende – heraf Volborg Bødkers, der var under anklage for at have fået 24 gæslinger til at forsvinde og Mette Banghors, der var anklaget for at have tryllet en mand op af en bæk i en rottes skikkelse. Det er fra Olga Ravns temmelig magiske Mindesmærke-bog, der vist kun kan fås på KØS-museet i Køge.

God weekend!