Kære læser,
Roskilde Festival er i gang, og vanen tro er Politiken stærkt repræsenteret på pladsen med journalister, anmeldere og fotografer.
I nyhedsbrevet her har jeg samlet udvalgte dele af vores dækning, som naturligvis fortsætter for fuldt blus festivalen ud.
Vi opdaterer vores liveblog løbende med seneste nyt.
Robert Smith i front for The Cure.
Vi begynder med et af festivalens absolutte hovednavne, The Cure.
Robert Smith og co. gav en maratonkoncert onsdag aften, der var spækket med gode, gamle hits.
Anmelder Pernille Jensen var begejstret og gav 5 hjerter:
»The Cure, der er ingen som dem. De er 15 år og 500 på en og samme tid. Forvirrede og fortvivlede, fulde af længsler og store følelser. Nogle gange fjollede, andre gange komplet fastfrosset i egen nedtur«, skriver hun.
Læs hele anmeldelsen her:
Pil var den første kunstner på den nye, større Orange Scene.
Nogle timer forinden havde danske Pil fået æren af at åbne den nye Orange Scene.
Hun rystede næsten undseligt armene og tog en dyb indånding. Det var lige før, man kunne mærke nerverne sitre.
Men så sang hun:
»Vil du det?/ Vil du bli’ her, indtil alle andre er gået?/ Bare lidt endnu, bare lidt endnu«.
Og derefter begyndte det hele at falde på plads for hende. Med stadig mere sikker stemmeføring gennem hendes mildt stemte popsange.
»Pil sang for alle dem, der slikker deres sår uden at råbe det ud i hele verden. Dem skal der være plads til. Og den plads skabte Pil«, skriver Simon Lund i sin anmeldelse og kvitterer med 4 hjerter.
Læs hele anmeldelsen her:
Signe Lopdrup er direktør for Roskilde Festival.
Da Roskilde i 2020 måtte aflyse på grund af pandemien, stod verdensstjerner som Taylor Swift og Kendrick Lamar på plakaten.
Siden da har Taylor Swift ikke fundet vej til Dyreskuepladsen, men har i stedet tjent milliarder af kroner på sin verdensomspændende arenaturné.
Flere verdensstjerner har de seneste år foretrukket at slå sig ned i storbyer og spille flere koncerter på samme sted frem for at turnere på festivaler.
Direktøren for Roskilde Festival, Signe Lopdrup, anerkender, at markedet har ændret sig.
»Men navne som Gorillaz, David Byrne og The Cure vælger at spille her i år. Ja, det er nogle andre headlinere, men jeg synes faktisk, at Roskilde Festival stadigvæk kan præsentere de helt store og relevante navne«, siger hun.
Kritikere har dog påpeget, at Roskilde er blevet overhalet indenom af andre festivaler, men det er direktøren pudsigt nok ikke enig i.
Læs hele interviewet med hende, som Lars Eriksen har lavet:
22-årige Emma Sølgaard har været på Roskilde Festival en del gange, men aldrig før en hel uge som i år. Hun har brug for at lade op alene og har måttet finde måder at trække sig fra festen.
Mange festivalgæster tager den fulde oplevelse: Fire opvarmingsdage plus fire musikdage.
Men otte dage med fest og tusindvis af fremmede mennesker kan være en ordentlig mundfuld, så mange vælger at tage hjem og få en puster undervejs.
Andre vælger at gå ind i sig selv. De bliver nonverbale, som det hedder.
Johanne Lerhard har talt med gæster og eksperter om behovet for at trække stikket:
»I dag er mange unge mætte, allerede når de ankommer til festivalen. For ikke så mange år siden tog man på en festival for at få en masse indtryk, kaste sig ud i det ukendte, blive forstyrret. Nu er de unge forstyrrede på forhånd«, siger sociolog Emilia van Hauen.
Læs hele artiklen her:
Natten i Dream City er lig med dj's og fest.
Natten på Roskilde betyder puttetid for nogle, men partytid for mange andre.
Fotograf Thomas Borberg har begået en række pletskud fra Dream City, som du kan se her:
Tak fordi du læste med.
Og husk at følge med i dækningen - uanset om du er på festival eller ej.
Mange hilsner
Tommy Grøn