Godmorgen.
I dag handler nyhederne om:
- Et kollaps af en vigtig havstrøm, som kan være tættere på end ventet
- Billetgiganten Live Nation, som ejer Ticketmaster, har drevet ulovligt monopol
- Borgerkrigen i Sudan, som har udviklet sig til, hvad FN kalder verdens største humanitære krise
- Et nyt initiativ aftalt mellem Dansk Industri og fagbevægelsen, som udvider din lønseddel
Forskning: Kollaps af vigtig havstrøm kan være tættere på end ventet
Det livsvigtige havstrømssystem Atlantic Meridional Overturning Circulation kan være langt tættere på et kollaps end hidtil antaget. Det viser ny forskning ifølge mediet The Guardian. Forskningen peger på, at de mest pessimistiske klimamodeller også er de mest realistiske – og at opbremsningen accelererer i takt med opvarmningen i Arktis.
Dr. Valentin Portmann fra Inria-forskningscenteret i den franske by Bordeaux har stået i spidsen for den nye forskning.
»Vi fandt ud af, at Amoc vil svækkes mere end forventet sammenlignet med gennemsnittet af alle klimamodeller. Det betyder, at vi har en havstrøm, der er tættere på et vendepunkt«, siger Portmann ifølge The Guardian.
Forskerne har kombineret observationer fra virkeligheden med klimamodeller og dermed reduceret usikkerheden. Resultatet peger på en sandsynlig svækkelse af havstrømmene på 42-58 procent frem mod 2100 – et niveau, der næsten med sikkerhed vil føre til et kollaps. Allerede i dag er systemet svækket til sit laveste niveau i 1.600 år.
Konsekvenserne kan blive omfattende for Europa, Afrika og hele det amerikanske kontinent. Et kollaps vil ændre nedbørsmønstre globalt, ramme landbrug i store dele af verden og udløse ekstreme vejrforhold i Europa med hårdere vintre, tørke om sommeren og stigende havniveauer. Amoc spiller en central rolle i at transportere varme mod nord, og uden den risikerer klimasystemet at tippe markant.
Juryen i New York slår fast, at Live Nation har ulovlige monopoler på markedet for billetydelser til mere end 200 større spillesteder samt på markedet for flere store spillesteder, som kunstnere booker.
Billetgigant har drevet ulovligt monopol
Live Nation, der ejer Ticketmaster, har drevet et ulovligt monopol, som har presset billetpriserne op, fastslår et nævningeting i New York. Afgørelsen kan ifølge The New York Times få vidtrækkende konsekvenser for hele musikindustrien.
Retssagen, der varede syv uger, kan føre til, at Live Nation og Ticketmaster bliver splittet op og dermed åbne markedet for mindre billetudbydere og spillesteder, som får bedre mulighed for at konkurrere om publikum og liveoptrædener.
Øget konkurrence kan samtidig presse billetpriserne ned og gøre det lettere for mindre kendte kunstnere at få adgang til spillestederne. Sagen blev rejst af føderale myndigheder med netop en opsplitning som erklæret mål, men den endelige beslutning om sanktioner træffes først senere af dommeren.
Ud over et muligt opbrud kan selskabet blive mødt af omfattende erstatningskrav. Juryen vurderer, at Ticketmaster har opkrævet overpris per billet, hvilket samlet kan koste dyrt. Live Nation afviser fortsat at have monopol og fastholder, at det opererer i et konkurrencepræget marked, selv om selskabet dominerer billetsalget markant.
Sudanesiske flygtninge i nabolandet Tchad i juli 2023.
Tre år senere er Sudan stadig fanget i en blodig borgerkrig
Onsdag i denne uge er det præcis tre år siden borgerkrigens begyndelse i Sudan.
Afrikas tredjestørste land er i dag stadig fanget i en blodig borgerkrig, der har kostet hundredtusinder sudanesere livet. 14 millioner er fordrevet, og over halvdelen af befolkningen er afhængig af nødhjælp, som kun delvist når frem. Krigen mellem regeringsstyrkerne og den paramilitære RSF har udviklet sig til, hvad FN kalder verdens største humanitære krise.
»De har mistet deres hjem, de har mistet familiemedlemmer. Mange har været på en meget vanskelig rejse på flugt for deres liv og har mistet deres ejendele. De er udsatte og har brug for beskyttelse«, forklarer Assadullah Nasrullah, der er talsperson for FN’s flygtningeorganisation i Sudan.
På årsdagen mødtes repræsentanter for en række lande onsdag i Berlin til en konference for at afhjælpe nøden og søge en vej mod fred i den ofte oversete krig. Her blev der lovet milliarder i støtte. Tysklands kansler, Friedrich Merz, kaldte det »den største humanitære krise i vores tid, som ikke er i offentlighedens søgelys særligt ofte«.
Udsigten til fred er fortsat fjern. Kampene intensiveres i flere regioner, og brugen af droner har gjort volden mere konstant og uforudsigelig. Civile rammes hårdest, mens håbet om at vende hjem langsomt svinder – trods vedvarende appeller om både humanitær hjælp og politisk handling fra omverdenen.
Ny lønseddel skal vise hele lønnen – også pension og fritvalgskonto
Danske lønmodtagere får snart et mere retvisende billede af deres indkomst. Frem mod 1. juli vil de fleste lønsedler blive udvidet med en ny linje, der viser den samlede løn – inklusive pension, fritvalgskonto og feriepenge, som mange i dag overser.
Initiativet er aftalt mellem Dansk Industri og fagbevægelsen og ventes at omfatte omkring 90 procent af de privatansatte. Formålet er at synliggøre de såkaldte indirekte lønelementer, som i dag udgør en betydelig del af lønnen, men ofte ikke bliver opfattet som »rigtige penge«.
Både arbejdsgivere og pensionsselskaber peger på, at den manglende synlighed har ført til, at mange undervurderer deres reelle løn. Med de nye lønsedler håber man at gøre det lettere at sammenligne jobtilbud og øge forståelsen for værdien af overenskomster og opsparing.
Du lytter til Politiken
Kanye West, der nu bare kalder sig Ye, er en af det 21. århundredes mest betydningsfulde musikere. Han har netop udgivet sit 12. album.
Kanye West vil gerne tilgives. Er vi klar til det?
De sidste 20 år har han været umulig at komme udenom. I toppen af hitlisterne, på sociale medier og i alle hjørner af modeindustrien. Kanye West var overalt. Men så gik det helt, helt galt for ham.
Nu har han udgivet det nye album ’Bully’. I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ spørger vært Kathrine Rossau Politikens musikredaktør Simon Lund, om det er vejen mod en ny musikalsk storhedstid for Kanye West – eller Ye, som han hedder i dag. Og om vi kan tilgive ham for alt det vanvid, han har budt verden de senere år.
Det bedste fra Politiken
Kærlighedseksperten har et godt råd
Er der egentlig forskel på at være elsket og at føle sig elsket?
Ja, lyder svaret fra den amerikanske kærlighedsekspert Harry Reis, professor i psykologi ved University of Rochester. Han er aktuel med bogen ’How to Feel Loved: The Five Mindsets That Get You More of What Matters Most’, som er skrevet sammen med lykkeforskeren Sonja Lyubomirsky.
På baggrund af mange års forskning konkluderer de to forfattere, at det har afgørende betydning for, om man føler sig lykkelig, om man føler sig elsket eller ej.
Harry Reis har en række råd til at føle sig mere elsket, uanset hvilken relation du gerne vil føle dig mere elsket i. Det begynder med et valg, siger han. Med at se indad. Med at blive bedre til selv at vise kærlighed til andre. At være åben, ærlig og sårbar.
Frede måler alt
Frede Olesen drømmer om at blive superhuman. Han vil finjustere livets tandhjul til en slidfri rotation og optimere alt fra sin livslængde til tarmflora.
»Mit end goal er at nå et stadie, hvor jeg er 100 procent mentalt til stede. Hele tiden. Hvor jeg aldrig tænker over, hvordan jeg har det, fordi jeg altid har det godt«, siger han.
Derfor tracker han sin hjerterytme og kropstemperatur i døgndrift, sluger kosttilskud i store mængder og lever i perioder af mad, der er så uspiseligt sundt, at det knap kan synkes. Hver dag indtaster han stort set alt, hvad han har foretaget sig, i en app, han selv har programmeret til at kortlægge sammenhængen mellem sine vaner og krops ydeevne. Morgensol og takeaway. Lysterapi, sauna og læsning inden sengetid. Alt skal i appen.
Dagens tegning
Trump The Almighty
Det sker i dag
- I dag er det dronning Margrethes 86 års fødselsdag. Klokken 12.00 overværer dronning Margrethe en koncert af Den Kongelige Livgardes Musikkorps i Indre Slotsgård på Fredensborg Slot, hvor kong Frederik og dronning Mary også er til stede. De opholder sig på slottets hovedtrappe og fra klokken 11.45 inviteres borgere til at komme ind i Indre Slotsgård og være med til fejringen.
- Retten i Helsingør ventes at holde retsmøde i en sag, hvor en bilsynsassistent sigtes for gennem næsten tre år at have ladet sig bestikke for at godkende biler ved syn. Han så ikke bilerne. Over 60 tilfælde skal der være tale om. Manden ventes at tilstå.
- Der er G20-møde for finansministre og centralbankchefer under USA’s formandskab i Washington D.C. Mødet samler finansministre og centralbankchefer fra G20-landene for at drøfte globale økonomiske og finansielle spørgsmål.