0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Moderaterne bliver en del af velfærdsforliget

Godmorgen.

Nyhederne her til morgen handler om:

  • Lars Løkke Rasmussen (M), som deltog i regeringsforhandlinger på Marienborg onsdag, efter at have været en no-show i 12 dage, og som nu kan bekræfte, at Moderaterne skal være en del af velfærdsforliget.
  • En 81-årig mand, som var nødt til at sælge sit hus på grund af omfattende kontaktsvindel, som ifølge en ny rapport er et omfattende problem.
  • Den nye film om Michael Jackson, som har fået hård modvind af anmeldere, hvor den blandt andet bliver omtalt som ’propaganda’.
  • Den amerikanske flådeminister, som fratræder øjeblikkeligt, trods den amerikanske flådes store rolle i at fastholde den amerikanske blokade i Hormuzstrædet.

God læselyst og god dag!


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Moderaterne skal være en del af velfærdsforliget

Flere partiledere har de seneste uger opfordret Moderaterne til at vende tilbage til regeringsforhandlingerne, og i går satte partileder Lars Løkke Rasmussen benene på Marienborg for første gang i 12 dage. Nu har partiet fået bekræftet, at de kan være en del af det centrale velfærdsforlig og ser frem til yderligere forhandlinger mandag. Det siger Lars Løkke Rasmussen.

»Jeg har fået et ubetinget tilsagn uden forbehold om, at Socialdemokratiet - når der er dannet en regering - vil byde Moderaterne velkommen i forligskredsen«, siger Løkke. Samme melding kommer fra Mette Frederiksen i en skriftlig kommentar: »Socialdemokratiet har givet Moderaterne et ubetinget tilsagn om, at de kan indtræde som fuldgyldigt medlem af velfærdsforliget, når der er dannet en ny regering - uanset hvilke partier den regering i øvrigt består af«, siger hun.

Moderaterne har tiltrådt forliget, da partiet gik med i SVM-regeringen i 2022, men ifølge Finansministeriet er partiet ikke længere en del af forliget, hvilket skulle være praksis i forbindelse med nye regeringsdannelser. For Løkke var det centralt at få en aftale i hus, inden partierne kunne fortsætte forhandlingerne om at danne regering efter folketingsvalget i marts.


Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN

81-årig mand måtte sælge sit hus som konsekvens af svindel

81-årige Ejnar Jensen sad tidligt forår 2025 og scrollede på computeren, da den kendte tv-vært Sofie Linde pludselig dukkede op i en Facebook-artikel, der fangede Ejnar Jensens interesse: »Sådan tjente Sofie Linde en halv million kroner i kryptovaluta«, stod der blandt andet, hvorefter tv-værten uddybede det mirakuløse møde med kryptovalutaens vilde afkastgrader.

Opslaget var selvfølgelig falsk, og Sofie Linde har intet med svindlen at gøre. Men han klikkede på linket og besluttede sig for at teste fidusen med en forsigtig engangsinvestering på 1.000 eller 1.500 kroner. Da Ejnar Jensen et halvt år senere forstod, at han var blevet udsat for svindel, havde han mistet over en million kroner.

Hele 37.000 danskere blev udsat for såkaldt kontaktsvindel i 2024. En usædvanlig kynisk svindelform, hvor personlige relationer og psykologisk manipulation bliver brugt til at lokke store pengebeløb ud af sagesløse ofre. Typisk i form af kærlighedssvindel, investeringssvindel eller kendissvindel. Både antallet af sager og anmeldelser stiger, og ofrene dukker op i stort set alle samfundslag. Det fremgår af den første færdige årsrapport fra det nye Center mod Økonomisk IT-svindel.

Advokat Kristian Elvang-Gøransson peger på behovet for en særlig seniorbeskyttelse.


Kevin Mazur
Foto: Kevin Mazur

Michael Jacksons nevø, Jafaar Jackson, når ganske langt med hensyn til at ligne sin farbror i 'Michael'. Men gemmer der sig en rigtig person bag al makeuppen og alle kostumerne?

Ny film om Michael Jackson får hård kritik fra anmeldere

Den nye biograffilm om Michael Jackson vækker ikke stor begejstring hos de danske anmeldere. Filmen er nemlig produceret af den afdøde popstjernes egen familie, og det kan mærkes.

Det skriver anmeldere fra både Soundvenue og her hos Politiken. Her modtager filmen kun to ud af seks stjerner. Og det skyldes, som vores anmelder Michael Bo skriver, at der gås i vide buer uden om noget som helst, der kunne true Jackson-brandet. Blandt andet udelades de pædofilianklager, som fulgte Jackson i årene op til sin død.

Filmmagasinet Ekko dog mere positive. De kvitterer med fire stjerner og roser særligt filmens koncertscener, hvor de mener at nevøen Jafaar Jackson brillierer med sin lange dansetræning. Der er hele seks medlemmer af Jackson-familien krediteret som executive producers på filmen ‘Michael’, hvor popstjernens nevø Jafaar Jackson spiller hovedrollen.


Jessica Koscielniak/Ritzau Scanpix
Foto: Jessica Koscielniak/Ritzau Scanpix

Amerikansk flådeminister fyret med øjeblikkelig virkning

Den amerikanske flådeminister, John Phelan, forlader sin post og præsident Donald Trumps administration. Det oplyser Sean Parnell, som er talsperson for USA’s forsvarsministerium, Pentagon, onsdag aften i et opslag på det sociale medie X. Årsagen fremgår ikke umiddelbart.

»På vegne af krigsministeren (Pete Hegseth, red.) og vicekrigsministeren (Steve Feinberg, red.) takker vi minister Phelan for hans indsats for ministeriet og for USA’s flåde. Vi ønsker ham held og lykke fremover«, skriver talspersonen i opslaget. I stedet overgår posten til Hung Cao, som i øjeblikket er viceflådeminister.

Meldingen kommer, efter at general Randy George, som var den amerikanske hærs stabschef, samt to andre højtstående officerer tidligere på måneden blev afskediget. Flere demokrater har udtrykt bekymring for, om der er tale om en mulig politisering af USA’s militær, som har tradition for at være politisk neutralt.

Meddelelsen kom særligt overraskende på nuværende tidspunkt, da flåden spiller en afgørende rolle i at forhindre iranske skibe i at krydse Hormuzstrædet, hvor USA fortsat fastholder deres blokade. Indtil videre har amerikanske styrker omdirigeret 31 skibe til at vende tilbage til havnen, skriver CNN.



Det bedste fra Politiken

Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Stéphanie Surrugue, her fotograferet på Glyptoteket, er en passioneret kunstsamler og elsker med egne ord mennesker, der er for meget. Som kunstsamleren Peggy Guggenheim: »Jeg har en klar idé om, at hvis vi mødtes, ville vi blive veninder«. 

Stéphanie Surrugue: »Jeg kan næsten ikke tilgive mig selv, at jeg ikke nåede det«

Det kan godt være, Stéphanie Surrugue er mest kendt for sit arbejde som korrespondent, men inderst inde er hun en kæmpe kunstelsker. Derfor har Politiken spurgt hende til de kunstværker, der har sat sig dybest i hende, hvad hun allerhelst ville have nået at se, og hvad der aldrig kommer til at hænge på hendes vægge.

Stéphanie Surrugues svar tager os forbi Glyptoteket, Abu Dhabi, Venedig, London og på en drømmende tur til en den koncert, hun altid vil fortryde, hun ikke købte billet til. Vi kan godt afsløre, det har noget med de allerfineste italienske toner at gøre - og så må du selv læse resten.

God fornøjelse!


Andrew Caballero-reynolds, Saul/Ritzau Scanpix
Foto: Andrew Caballero-reynolds, Saul/Ritzau Scanpix

Ved fremlæggelsen af Amnesty Internationals årlige rapport i London fordømte generalsekretær Agnès Callamard USA’s præsident, Donald Trump, Ruslands Vladimir Putin og Israels Benjamin Netanyahu som »rovdyr«.

Rovdyrene og kujonerne: Amnesty advarer om verdensorden i opløsning

»Rovdyrenes tid er kommet og med den kujonernes tid«.

Sådan lød det fra Amnesty Internationals generalsekretær, Agnès Callamard, på et pressemøde 20. april, dagen før organisationen udgav sin årlige rapport, der konkluderer, at den regelbaserede verdensorden er ved at kollapse.

Skylden tillægges i høj grad »rovdyrene« – primært USA, Israel og Rusland – der med ulovlige krige, besættelser og kidnapninger har undergravet den internationale orden.

Men heller ikke Europa går fri. »Kujonerne« har gjort alt for lidt for at beskytte den orden, landene ellers taler så højt og flot om. Læs mere om konklusionerne fra Amnestys rapport, samt om hvad der egentlig menes med europæisk eftergivenhed.


Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Sådan blev lykkemønten Trump giftig for Europas højrefløj

Italienske kindkys, tysk begejstring og franske jubelråb.

Siden begyndelsen af hans anden præsidentperiode har Donald Trump badet i støtte fra den europæiske højrefløj, som har taget ham til sig som en tæt allieret i kampen for nationalisme på tværs af kontinentet.

Indtil nu.

For Trumps stærke bånd til politiske stjerner i lande som Italien, Tyskland og Frankrig er begyndt at løsne sig. Faktisk ønsker nogle at kappe dem helt.

I dag taler vi med Politikens EU-korrespondent, Karin Axelsson, om, hvordan lykkemønten Trump forvandlede sig til en forbandelse for den europæiske højrefløj. Og om, hvordan det kan forandre det Europa, som Trump længe har ønsket at svække. Lyt til dagens udgave at ’Du lytter til Politiken’.


Det sker:

  • Danmarks nationale handledag for klimaet, klimahandledagen, er en anledning for alle danskere til at gå sammen om at gøre hverdagen lidt grønnere.
  • Musicalen Another Brick in the Wall, Part 5 har i dag premiere i en nyopsætning til arenaer i Jyske Bank Boxen
  • Den Uafhængige Politiklagemyndighed udgiver denne dag politiklagemyndighedens årsberetning for 2025
  • Guldkampen i Superligaen fortsætter, når AGF møder FC Nordsjælland, og FC Midtjylland møder Sønderjyske.

Dagens tegning

Mette Dreyer/POLITIKEN
Tegning:: Mette Dreyer/POLITIKEN

Hvem blinker først?

Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7.