Godmorgen.
Her til morgen er der både kritik af politi og politikere. Rigsrevisionen kritiserer politiet for ikke at handle hurtigt på voldtægtssager, Keir Starmer bliver opfordret til at gå af af sine partifæller, Troels Lund Poulsen har haft møder med samtlige partier, og sygehuspersonale har begået fejl i forbindelse med hantasmitte.
Voldtægtssager bliver ikke efterforsket godt nok
Politiet sylter anmeldelser om voldtægt, hvilket »medfører en risiko for, at anmeldelser om voldtægt, som kunne have været opklaret, ender med at blive henlagt, fordi de ikke blev behandlet i tide«. Sådan lyder den skarpe kritik i en ny beretning fra Rigsrevisionen.
Rigsrevisionens beretning tyder på, at mange sager strander på politistationer rundt omkring i landet. Ifølge Rigspolitiets retningslinjer må politiet kun »helt undtagelsesvis« oprette voldtægtsanmeldelser som såkaldte undersøgelsessager. Alligevel har Rigsrevisionen identificeret mindst 2.000 voldtægtssager, der siden 2019 er blevet oprettet som undersøgelsessager.
Rigspolitichef Thorkild Fogde anerkender kritikken, eller rettere sagt dele af den. Men står det til rigspolitichefen, er der i den grad brug for at justere og nuancere det forstemmende billede af dansk politi, som Rigsrevisionen tegner mandag med to stærkt kritiske beretninger. »Når jeg læser beretningerne, kan man få det indtryk, at politiet ikke passer sit arbejde. Derfor er det vigtigt for mig at sige, at politiet rejser mere end 400.000 sigtelser om året, det svarer til over 1.000 sigtelser i døgnet. Domstolene ligger underdrejet i straffesager, og fængslerne er fyldt til randen. Så der laves rigtig mange straffesager i politiet, og det hører også med til billedet. Og der har altid været diskussioner om politiets prioriteringer«, siger Thorkild Fogde til Politiken.
- Samtykkeloven:Vi har gransket knap 300 voldtægtsdomme. Her er, hvad der kendetegner dem.
- Reaktion: »Hvis politikerne vil bestemme, hvad vi skal lave, skal de fandeme også bestemme, hvad vi ikke skal lave«
- Leder: De svigt, som Rigsrevisionen har afsløret, er udtryk for en syg arbejdskultur og et systematiseret svindel, som ikke bør være mulig i et retssamfund
Troels Lund: Langtfra alle vil være med til at føre ansvarlig økonomisk politik
Venstres formand Troels Lund Poulsen har mandag aften haft samtlige partier forbi sig på Hotel Scandic.»For uanset hvordan en regering ser ud, så skal vi kunne samarbejde på tværs af Folketinget«, skriver han mandag aften.
Ifølge den kongelige undersøger har dagens møder været »en god lejlighed til at drøfte partiernes ønsker til mulige reformer, der kan forbedre dansk økonomi. For det ønsker vi i Venstre«. Ifølge Troels Lund Poulsen er det »langtfra alle partier, der vil være med til at føre den ansvarlige økonomiske politik, der er helt nødvendig«. »Forudsætningen for at kunne styrke kernevelfærden, sikre rent drikkevand, investere i Forsvaret, skabe bedre rammer for erhvervslivet, forbedre dyrevelfærden og give danskerne mere luft i privatøkonomien er, at dansk økonomi bliver stærkere, så der er penge til at prioritere fremtidens investeringer«.
Morten Messerschmidt var forbi Troels Lund i halvanden time, og ifølge ham kunne en regering med DF og V komme langt, hvis den bestod af de to partier. De nordatlantiske mandater sluttede møderne på Hotel Scandic af. Og for det grønlandske folketingsmedlem Naja Nathanielsen har Venstre-formanden som ny kongelig undersøger dog ikke ændret på, at hun fortsat hælder til en rød statsminister. Men hvis hun skulle få endnu en blå invitation, takker hun ja.
- Ultimative krav: Blå partiledere lægger pres på Messerschmidt: »Jeg håber, at Morten også vil se på mulighederne her«
Partifæller kræver Keir Starmers afgang
Ved de netop overståede lokalvalg i Storbritannien fik Labourpartiet en voldsom afklapsning. Vælgerne gik ikke blot over til det indvandringskritiske Reform, det venstreradikale grønne parti eller til nationalistpartierne i Wales og Skotland. De løb.
Det må Labours leder, Keir Starmer, tage på sig, mener en række af hans partifæller. Over 80 af dem opfordrer nu premierministeren til at gå af eller i det mindste sætte en tidsfrist på, hvornår han forlader posten som regeringsleder. Det kunne ske ved partiets årsmøde til september. Flere ministre har tilsluttet sig kravet om hans afgang, blandt dem indenrigsminister Shabana Mahmood, skriver Berlingske.
Det hjælper ikke, at Keir Starmer har påtaget sig ansvaret for det massive valgnederlag og bedyret, at han vil stramme an og gøre det bedre fremover. Og at han nu vil satse på at knytte Storbritannien tættere til EU. »Han lignede ikke en løsning«, skriver Berlingske med henvisning til avisomtalen af den slagne partileders nederlagstale.
- Resultat: Farages højrepopulistiske parti bliver valgets store vinder i Storbritannien
- Balkanisering: Muslimske kandidater truer Labour ved britiske lokalvalg
Sygehuspersonale begik fejl og skal nu isoleres af frygt for hantasmitte
Der er gode grunde til, at der er særligt strikse regler og procedurer for omgang med smittefarlige patienter i sundhedssektoren. Og hvis patienten så er en, der er ramt af den frygtede og livstruende hantavirus, så bør de især følges. Det er tilsyneladende ikke sket på et hollandsk sygehus, hvor personalet ikke fulgte reglerne for at undgå smittespredning godt nok.
Derfor er 12 medarbejdere nu sat i forebyggende karantæne for at sikre, at de ikke selv er blevet smittet. Fejlene er begået, da der er taget blodprøver af den smittede og i bortskaffelsen af patientens urin, meddeler sygehuset, vedkommende er isoleret på.
Hanta-udbruddet på et krydstogtskib, ’Hondius’, har foreløbig ført til, at otte er blevet ramt. Tre af dem er døde. Og yderligere to patienter er sandsynligvis ramt af smitten. Passagererne fra fartøjet er under store sikkerhedsforanstaltninger evakueret ved en international operation på den spanske ø Tenerife, hvor 94 personer fra 19 lande blev hentet hjem. Verdenssundhedsorganisationen WHO tilråder, at deres hjemlande anbringer dem i karantæne med daglige lægekontroller af deres tilstand.
- Læs også: Stor international evakueringsoperation er i gang på Tenerife
- Overblik: Her er, hvad du skal vide om hantavirus
Det bedste fra Politiken
Trump fortjener den største af alle skamstøtter
Ifølge Donald Trump selv er han historiens mest succesfulde præsident. Han er historiens største dealmaker. Han er historiens største fredsskaber. Kort sagt: Den største. På alle parametre. Nu forlanger han den største triumfbue opført i Washington som en anden kejser af vor tid. Han lader Det Hvide Hus ombygge, som var det hans kongelige residens. Og han vil have et Trump Tower rejst på Månen som en faraoisk manifestation af sin himmelske kraft og gudgivne genialitet. Alt er selvfølgelig løgn, latin og pral i et omfang, verden aldrig tidligere har set og hørt. Læs Christian Jensens klumme om den amerikanske præsident.
Bliver Tingbjerg en succes?
Det var tænkt så godt, men endte som et problemfyldt område i København. Nu får hele kvarteret et løft, og ser man på den nye arkitektur – især de små rækkehuse – tegner det fantastisk godt. Et af Københavns »røvsyge boligkvarterer« får nu et løft. Men bliver det en succes? Det tog Politikens designredaktør og arkitekturredaktøren ud for at finde ud af. Hvad de fik ud af det, kan du læse i deres anmeldelse af den berygtede bydel.
David Attenborough fylder 100: Han er naturens stemme i en krisetid
Overalt på planeten Jorden kender man hans stemme, man kender hans begejstring, og man kender hans ekstraordinære kærlighed til naturen.
Det er ofte at pynte sig med lånte fjer, når man kalder et menneske for en institution, men ikke når det gælder Sir David Attenborough. I sidste uge fyldte han 100 år, og i størstedelen af sin levetid har han fortalt os om vores fælles klode og de dyr, der bebor den.
Men hvorfor er det, at vi alle sammen lytter, når David Attenborough taler? Hvad var det, han fik kritik for ikke at bruge sin stemme til? Og hvad er egentlig hans yndlingsdyr? Det spørger vi Politikens videnskabsredaktør Lasse Foghsgaard om i dagens udgave af ’Du lytter til Politiken’.
Det sker
- Hjernesagen, Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden sætter fokus på hjerneblødninger og -blodpropper med den såkaldte stroke-dag.
- På søkrigsmuseet i Thyborøn indvies en særudstilling om dronekrigen i Ukraine.
- Retten i Lyngby afsiger 08.45 dom om svindel i et lægehus i Charlottenlund.
- Københavns Byret afsiger 16.00 dom mod en nu tidligere advokat, der er tiltalt for hvidvask af 1,9 mia. kr.
- I Skuespilhuset gennemføres Københavns Demokratitopmøde 2026 med bl.a. USA’s eks-sikkerhedsrådgiver John Bolton på talerlisten.
- EU-Domstolen afsiger i dag dom i en sag om en polsk våbenproducents brug af navnet Obelix, der som bekendt er en af hovedpersonerne i Asterix-tegneserien.
- I Cannes i Frankrig begynder årets filmfestival.
- Den første semifinale i Eurovision-sangkonkurrencen finder sted.
Dagens tegning
Ej blåt til lyst