Godmorgen.
Denne tirsdag morgen skal vi forbi landbrugspraktikantordningen, som både SF og Socialdemokratiet nu mener skal nedlægges.
Den amerikanske præsident Donald Trumps gamle løgn om, at haitianere spiser hunde og katte i Springfield, har fæstnet sig i byen, hvor flere frygter den reelle risiko for at blive deporteret til Haiti.
I San Diego, USA, blev tre personer mandag aften dansk tid dræbt i et skyderi ved en moské i den amerikanske delstat Californien. Sagen efterforskes som en hadforbrydelse.
Vi runder af herhjemme, hvor musiker og sanger Stig Møller, stifter af rockgruppen Steppeulvene, er død i en alder af 80 år.
Vietnamesiske Hieu tog i praktik på dansk gartneri for at lære om planter, men blev slemt skuffet: »Det handlede bare om at arbejde«
Hver tredje medarbejder hos landmænd og gartnerier er praktikant. Tallene vækker bekymring på Christiansborg, da flere partier mener, at praktikantordningen er en genvej for landbruget til billig arbejdskraft. SF’s folketingsmedlem Karsten Hønge, der længe har tordnet mod ordningen, mener, at den bør nedlægges. Det samme mener Socialdemokratiet.
Formålet med ordningen er, at udenlandske studerende kan komme til Danmark og blive klogere på, hvordan man driver landbrug eller gartneri.Ifølge tidligere landbrugspraktikant Do Trung Hieu var problemet, at praktikanterne udelukkende blev betragtet som menige medarbejdere: »Vi arbejdede lige så meget som de andre ansatte, nogle gange endda hårdere, selv om vi blev betalt meget mindre«, siger han.
Timelønnen for en landbrugspraktikant udgør i første del af praktikperioden 79,86 kroner og i den sidste del 107,25 kroner. Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Claus Feldborg, der er CEO hos EasyCare Plants, kan slet ikke genkende den kritik, som Do Trung Hieu retter mod gartneriet, hvor han var i praktik.
- Læs Lindas oplevelse som praktikant her: »På et tidspunkt tog han en kolort og kom mod mig, som om han ville tvære det i mit ansigt«: Ugandiske Linda fik sit livs mareridt som praktikant på en dansk gård
- Læs også: Kritik af omstridt ordning tager til: »Jeg vil beskrive det som udnyttejob«
Trumps absurde løgn om hundene og kattene gik viralt, og han sagde aldrig undskyld: Siden har frygten fået fat i Springfield
Flere haitianere er bange for, at den amerikanske præsident, Donald Trump, vil sende dem tilbage til Haiti. Et land præget af vold og kaos. USA-korrespondent Anders Tornsøe har besøgt Springfield, byen, som blev centrum i den amerikanske valgkamp i 2024.
»De personer, der kommer til Springfield, spiser hunde, og de spiser katte. De spiser indbyggernes kæledyr«, sagde Trump under tv-duellen med Kamala Harris.
Mere end halvandet år efter tv-duellen fylder frygten og usikkerheden i mange haitianeres hverdag i Springfield. Trump-administrationen forsøger at afskaffe Temporary Protected Status (TPS) – et humanitært program, som har givet omkring 350.000 haitianere mulighed for midlertidigt at bo og arbejde lovligt i USA på grund af situationen i Haiti.
Det sker, selv om USA’s udenrigsministerium advarer amerikanere mod at rejse til Haiti »på grund af risiko for kriminalitet, terrorisme, kidnapninger, uro og begrænset adgang til sundhedspleje«.
- Racisme i USA: Kritikken af Trump vokser, også i eget parti. Men racismeanklagerne er ikke nye – de har fulgt ham siden 1970’erne
- Læs også: Trump vil gøre USA hvidt igen – borgerinitiativ kæmper mod historisk censur
Flere dræbt i skyderi ved moské i San Diego
Tre personer blev mandag aften dansk tid dræbt i et skyderi ved en moské i San Diego i den amerikanske delstat Californien. Det oplyser politichefen i San Diego, Scott Wahl, på et pressemøde, ifølge Ritzau og DR.
Personerne er af politiet blevet identificeret som tre mænd, heriblandt en sikkerhedsvagt fra Det Islamiske Center, hvor skyderiet fandt sted. De to formodede gerningsmænd på 17 og 19 år blev senere fundet døde i et køretøj i nærheden med selvpåførte skudsår. Politiet efterforsker skyderiet som en hadforbrydelse. Han siger, at der med sikkerhed var »hadsk retorik involveret«. Politichefen understreger, at der ikke længere er nogen trussel.
Forud for skyderiet skulle politiet angiveligt have modtaget oplysninger om en mulig trussel, da en mor omkring klokken 9.42 lokal tid ringede og fortalte, at hendes søn var forsvundet sammen med en anden person. Ifølge moren var de begge klædt i camouflage, og flere af morens våben samt hendes bil var forsvundet.
Den amerikanske præsident Donald Trump har siden kaldt skyderiet »en forfærdelig situation«.
- Jødehad i England: Efter endnu et angreb på jøder i London: Antisemitismen i England kaldes »ude af kontrol«
- Læs også: To personer anholdt efter nyt angreb på synagoge i Storbritannien
Grundlægger af Steppeulvene Stig Møller er død
Musiker og sanger Stig Møller, der blandt andet var med til at danne rockgruppen Steppeulvene, er mandag død i en alder af 80 år.Det oplyser hans nære ven Peter Ingemann til Ritzau.
Stig Møller dannede Steppeulvene sammen med Eik Skaløe i 1966, og står bag den folkekære sang ’Sikke’n dejlig dag’. Alle kunne synge med på ’Sikke’n dejlig dag’, og den blev brugt både i reklameslogans og som slagsang for fodboldfans.
»Vi kommer til at savne ham utroligt meget. Men desværre er der ikke mere liv tilbage til Stig«, siger Peter Ingemann.
Makkeren i Steppeulvene, Eik Skaløe, døde kort efter udgivelsen af ’Hip’. Men gruppen blev gendannet flere gange med skiftende besætning–uden dog at indspille nogen plader.
Peter Ingemann og Stig Møller var et mangeårigt musikalsk makkerpar. Stig Møller var blandt andet i en periode med i gruppen Skousen og Ingemann. Stig Møller plejede også en solokarriere og udgav flere albummer. Altid med musik, der hyldede positiviteten og hippietidens livssyn.
Læs portrættet af Stig Møller: »De var underligt smukke og søde og rendte halvnøgne rundt, du ved«
Det bedste fra Politiken
Francis Fukuyama: »Ingen kommer nogensinde til at nå Danmark«
Der er gået mere end en generation siden Berlinmurens fald, hvor den unge embedsmand Francis Fukuyama med ét blev verdensberømt med tesen om ’The End of History?’. »Min største selvkritik er nok, at jeg undervurderede, hvor svært det er at opbygge en moderne, effektiv og liberal stat. Dengang troede vi, at hvis man fjernede diktatoren, ville demokratiet og markedsøkonomien dukke op af sig selv«, fortæller politologen i et interview med Politiken. Siden har han fremhævet Danmark som det ultimative politiske ideal for resten af verden med vendingen »getting to Denmark« (at nå til Danmark). Han mener, at lande har brug for en stærk kulturel identitet. Her har Danmark formået at uddanne en befolkning i et nationalt ’vi’ gennem Grundtvigs højskole. Politologen tror dog ikke, at lande som Somalia og Afghanistan kan forvandle sig til Danmark. »Ingen kommer nogensinde til at nå Danmark. Heller ikke USA«.
Søren Torpegård Lund fik en syvendeplads, den bedste danske placering siden vi vandt i 2013.
Tak Østrig, det behøver I ikke gøre igen i lang tid!
Hvis du ikke så lørdagens Eurovision, så har Politikens Pernille Jensen og Felix Thorsen Katzenelson set det for dig. I år vandt Bulgarien med en skønt gakket sang. Alligevel føltes Danmarks placering som en sejr i et dødkedeligt show. Et show, der bød på ai-illustrationer, et »dovent medley« og et Billy Joel-interview. »Sjældent har der været så meget (under)liv og energi i det danske bidrag. Ingen kunne udtale hverken Sørens fornavn eller titlen ’Før vi går hjem’ med alle de besværlige vokaler. Alligevel føltes den syvendeplads som en sejr«, vurderer Pernille Jensen, og konklusionen fra Felix Thorsen Katzenelson er: »Tak for at beværte showet, Østrig, det behøver I ikke gøre igen i lang tid«.
Sådan hyggede danskerne sig til dystre kræftrekorder
En lillebitte cigaret eller to efter arbejde. En solstråle, der nærmest inviterer til fadøl med vennerne på en helt almindelig tirsdag. Lange dage på kontoret, som vi kører til – og fra – i den bil, vi så længe har drømt om.
Det lyder måske meget dejligt, men det er en del af forklaringen på, hvorfor danskerne meget oftere får kræft end andre befolkninger. Og hvorfor vi oftere dør af det.
I dagens ’Du lytter til Politiken’ taler vi med Politikens sundhedsredaktør, Lars Igum Rasmussen, om de fatale kræftrekorder, de fleste danskere slet ikke aner, at vi har. Og vi spørger ham, om vi har hygget os så meget i Danmark, at vi risikerer at dø af det.
Det sker
- I dag foregår tiende etape af cykelløbetGiro d’Italia.
- EU-lovgivere forventes at genoptage forhandlingerne om lovgivning til gennemførelse af en handelsaftalemellem EU og USA.
- Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal på besøg i Kina hos landets præsident, Xi Jinping, for at drøfte landenes økonomiske samarbejde og ’vigtige internationale og regionale spørgsmål’.
- Retten i Næstved behandler en straffesag mod en mand, der som overordnet og chef i Søværnet skal have tildelt flere underordnede såkaldte hestebid eller have masseret deres skuldre uden samtykke.
- Det tredje topmøde mellem de nordiske lande og Indien finder sted i den norske hovedstad Oslo.
- Modtageren af International Booker Prize 2026 bliver i dag offentliggjort.
Dagens tegning:
Egnsafvikling
Svineproducenternes udvidelsestrang er blevet et stort problem for en lang række kommuner.