Godmorgen.
Her til morgen handler nyhederne om:
- Ed Sheeran-turné rammes af boykot fra propalæstinensiske musikere
- Nyt højhus kan smadre Københavns mulighed for at komme på verdensarvslisten
- De radikales bagland er modstandere af kontrollov, partiet måske stemmer for
- Kunstig intelligens’ fremmarch på arbejdsmarkedet
Lukas Graham og andre opvarmningsnavne trækker sig fra Ed Sheeran-turné efter fyring af rapper
Lukas Graham – og flere andre musikere – trækker sig nu fra den USA-turné, hvor det danske band skulle varme op for den britiske popstjerne Ed Sheeran. Det skriver forsanger Lukas Forchhammer på vegne af bandet på Instagram: »Jeg elsker Ed, og jeg er taknemlig for, hvad vi har delt. Det har ikke ændret sig. Men jeg kan ikke sprede budskabet til verden og fortsætte med turneen, som det er nu. Vi trækker os fra de resterende datoer«.
Udmeldingen kommer efter, at den amerikanske rapper Macklemore blev fyret fra turnéen, fordi han under to koncerter udtrykte sin støtte til Palæstina. Da Macklemore tidligere på måneden varmede op for Ed Sheeran i New Jersey, råbte rapperen ‘Free Palestine’ fra scenen og viste billeder af bombardementer i Gaza.
Ed Sheeran har erklæret, at han vil fastholde et apolitisk show: »Jeg har altid brugt min platform og musik til at bringe mennesker fra alle baggrunde og kulturer sammen. Jeg vælger at holde samtalen åben, ikke lukket. Jeg har brugt ugen på at forsøge at bygge broer, men var uheldigvis ikke i stand til at gøre det«. Sagen understreger splittelsen i musikverdenen, hvor festivalarrangører ifølge den amerikanske rapper Azealia Banks har krævet, at hun fra scenen skulle råbe, at hun støtter Palæstina. Hun stod fast og afviste kravet med det lidet diplomatiske svada: »Hul i jeres dumme møgslogans og performative pis. I vil alle demonstrere en holdning, men I står ikke for noget som helst«.
- Læs også: Ed Sheeran afviser at have fyret rapper fra sin turné
- Anmeldelse: Sangene føles som balloner, der pustes op til bristepunktet
Nyt højhus kan ødelægge danske planer for mere Unesco-verdensarv
Hvis det står til politikerne i Københavns Kommune, vil et højhus på 120 meter om få år tårne sig op for enden af Langelinie. Men nu advarer Unescos rådgivere i Danmark om, at højhuset kan få konsekvenser for Frederiksstadens kandidatur til at komme på organisationens verdensarvsliste.
Frederiksstaden er området omkring Amalienborg og Marmorkirken og blev anlagt i 1749 under Frederik V. Det er kendt for sin rokokobyplan med lange, lige gader, palæer og mange fredede huse. Området er et af de i alt fire, der er på Danmarks såkaldte tentativliste over områder, der aspirerer til at blive optaget på den eftertragtede liste over verdensarv: »Grunden til, at vi reagerer, er, at vi er med til at håndtere Unesco-verdensarven ved at vurdere, hvilke værker der kommer på tentativlisten. Og Frederiksstaden er et af de vigtigste arkitekturværker i Danmark«, siger Mogens Morgen, der er formand for Icomos i Danmark. Icomos er et ekspertorgan, der rådgiver Unesco om dansk kulturarv som bygninger, historiske bymiljøer, kulturlandskaber og arkæologiske steder.
I forvejen forsøger en lang række fagfolk at få politikerne til at besinde sig. Knap 400 arkitekter og andre fagfolk fra byggebranchen har skrevet under på et åbent brev og høringssvar til kommunen, hvori de kritiserer planerne: »Forestillingen om, at København skal markere sig gennem monumentale objekter og spektakulære vartegn, tilhører en forældet byudviklingslogik. København er ikke interessant på grund af sin skyline. København er interessant, fordi byen stadig har en menneskelig skala«. Overborgmester Sisse Marie Welling (SF) ønsker ikke at kommentere sagen, før høringen er afsluttet 21. september
- Åbne altaner i 120 meters højde?: God fornøjelse og husk sikkerhedslinen
- Opråb: Fagfolk går sammen i protest mod nyt højhus i København
»Det er en retsstat i forfald«
De Radikale er med i regeringen. Men baglandet er bekymret over et af de forslag, der fremsættes af den: »Det handler om helt basal retssikkerhed. PET skal ikke have beføjelser, der går uden om retssystemet, og den debat må vi tage i partiet, som altid er gået op i at beskytte retsstaten«, siger Mads Bondo Dydensborg, medlem af De Radikales hovedbestyrelse og byrådsmedlem i Gladsaxe.
Han og flere radikale partifæller er kritiske over for et kommende lovforslag fra justitsminister Nicolai Wammen (S), som vil give Politiets Efterretningstjeneste (PET) udvidede beføjelser til at foretage en række vidtgående indgreb i grundlæggende frihedsrettigheder. Lovforslaget giver PET mulighed for at indføre sanktioner mod personer over 15 år, som ikke tidligere er dømt for noget, men som vurderes at være »særligt farlige radikaliserede«.
Det har fået en stribe radikale partimedlemmer, som både tæller folkevalgte, hovedbestyrelsesmedlemmer og andre, til på weekendens landsmøde at stille et såkaldt resolutionsforslag, der går skarpt imod regeringens bebudede lovforslag: »Det er ikke et stærkt demokrati. Det er en retsstat i forfald«, hedder det i udkastet. En kilde i partiets hovedbestyrelse oplyser, at partiformand og erhvervsminister Martin Lidegaard på de indre linjer har gjort det klart, at De Radikale er nødt til at sluge denne kamel. Retsordfører Maria Georgi Sloth siger, at der er forståelse for baglandets bekymringer og at de tages med ind i arbejdet med de regler, der er på vej.
- Lovforslag: »Pludselig er det os alle, som kan blive ramt af forslaget og klassificeret som radikaliseret«
- Retssikkerhed: Betjente advarer om konsekvenser af ny lov
Nu viser vores tal konsekvenserne af, at ai er på vej ind på danske arbejdspladser
Kunstig intelligens breder sig så hurtigt i Danmark, at 59 procent af alle danske virksomheder nu har taget det i brug – en stigning fra 42 procent sidste år. Og det har allerede en konsekvens: I de virksomheder, der begyndte at bruge kunstig intelligens i 2023 og 2024, stiger antallet af ansatte mindre end i andre virksomheder. Mere præcist vokser beskæftigelsen 11 procent mindre i disse virksomheder. Og det er særligt unge mennesker og folk med lange uddannelser, der er ramt, viser en ny analyse fra Danmarks Nationalbank.
»Det er nok allerede klart for de fleste, at kunstig intelligens er på vej ind på danske arbejdspladser. Det nye er, at vi nu kan se konsekvenserne i vores tal. Det står klart, at virksomheder, der begynder at bruge kunstig intelligens, ansætter færre mennesker i de efterfølgende år«, siger nationalbankdirektør Signe Krogstrup om den udvikling, hun ser i tallene.
Der er stor forskel på, hvilke job der bliver hårdest ramt af kunstig intelligens, kaldet ai. I virksomheder, der bruger ai, vokser beskæftigelsen blandt de yngste på 18 til 30-årige hele 15,5 procent mindre, viser analysen. For alle andre aldersgrupper er effekten mere beskedne 3,7 procent. Det er der en oplagt forklaring på, vurderer Nationalbanken: ai har lettest ved at overtage de ofte rutineprægede opgaver, som hidtil har været begynderarbejde for unge nyansatte. Det er, venter Nationalbanken, ikke noget problem. Når ai overtager job, ser det ud til, at folk finder arbejde andre steder.
- Fremtidsudsigt: En højtuddannet faggruppe er særligt i fare for at miste jobbet
- Bill Gates: Kunstig intelligens er det farligste, der nogensinde er opfundet
Det bedste fra Politiken
Min generations (70+) ophobede formuer på hundreder af milliarder pumpes ud som et generationstyveri til arvingerne og skaber uligevægt og ubalance i samfundet, skriver Troels Brücker, i dette indlæg.
Friværdi og dårlig smag i munden
Uligheden på alle parametre – sociale, økonomiske, kulturelle og privilegiemæssige – er i kraftig stigning. Det væsentligste bidrag til den voksende ulighed har været inflationsgevinsterne og værdistigningerne på ejerboliger. Som statsministeren sagde i sin seneste nytårstale: »Der er noget galt, når nogle er blevet rige – alene ved at bo det rigtige sted…«. Min generations (70+) ophobede formuer på hundreder af milliarder pumpes ud som et generationstyveri til arvingerne og skaber uligevægt og ubalance i samfundet. Et moralsk kollaps, fordi store grupper ikke er med på vognen. En skævvridende ulighedsgenerator igangsat af en ureguleret boligsektor. Læs Troels Brückers læserbrev om det store generationstyveri, politikerne ikke griber ind mod.
»Jeg er mindretalsdansker«
Det alvorligste problem, Poul Gaardbo (DF) fra byrådet i Brøndby ser i sit lokalområde, er beboersammensætningen i den del af Brøndby Kommune, som han bor i, Brøndby Strand. »Jeg er mindretalsdansker«, som han siger. Han henviser til tal fra Danmarks Statistik, som viser, at indvandrere og efterkommere udgør 56 procent af befolkningen i Brøndby Strand. Det giver, fortæller han, kultursammenstød. Børnene er længe oppe om aftenen, de larmer, og de tramper hans blomsterbede ned. Han siger, at det handler mere om kultur end om religion, men han kører alligevel bilen ned ad en lille vej for at vise, at der ligger to moskeer: »Vi vil ikke have yderligere islamificering«, erklærer han. Læs interviewet med stemmeslugeren fra Brøndby.
Trumps giftige stil har spredt sig i historisk midtvejsvalg
Der er lagt op til kamp i USA. Republikanerne kalder deres modstandere alkoholikere, børnemishandlere og kommunister. Imens gør demokraterne alt for at minde om alle de måder, Trump har gjort amerikanernes liv både dyrere og dårligere.
Slutspurten op til det måske mest historiske midtvejsvalg nogensinde gør for tiden det politiske klima i Guds eget land endnu mere giftigt.
For USA-korrespondent Bo Søndergaard kræver det kun en tur i det lokale supermarked at mærke, hvor meget der er på spil for de millioner af amerikanere, der til november skal i stemmeboksen.
I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller han, hvordan kampen om magten lige nu udspiller sig i USA. Og så svarer han på, om der overhovedet er grænser for, hvad partierne vil gøre for at vinde den.
Det sker
- Nordisk Ministerråd og Tænketanken Digital Infrastruktur holder konference i København om fremtidens digitale infrastruktur i Norden og Arktis.
- I Odense gennemføres årets Beredskabskonference.
- Og i København gennemfører Red Barnet en konference om ai og børn.
- Amnesty udgiver en rapport om det iranske regimes nedkæmpning af Kvinde-Liv-Frihed-oprøret i 2022. Organisationen udpeger 87 personer, der efter dens mening bør undersøges for forbrydelser mod menneskeheden.
- Der er Lego-modeller og så er der Lego-modeller: En næsten to meter lang model af Kongeskibet Dannebrog, bestående af 25.000 klodser, sættes til salg hos Bruun Rasmussen Auktioner.
- Retten i Aarhus ventes at afsige dom i en sag om voldtægt i Aarhus i efteråret 2024. To mænd fra Eritrea er på anklagebænken. En tredje rejste efterfølgende til Storbritannien, hvor han fik asyl, selv om der var en anholdelsesbeslutning mod ham.
- Folketinget har åbne samråd om skattestyrelsens fastholdelse af fejlagtige skattekrav og om ikke-vestlige kvinders overrepræsentation på krisecentrene.
- Macau indleder den første retssag efter Kinas udvidede nationale sikkerhedslov.
- I Sverige optæller de i dag brevstemmerne, inklusive dem, der er kommet ind fra svenskere i udlandet.
- I Hamborg går Reeperbahn-musikfestivalen i gang.
Dagens tegning
Is i maven
Verdenssituationen er skrøbelig, og mandag affyrede et russisk militærfartøj signalblus mod en dansk helikopter ud for Gedser.