0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Politiken anmelder Københavns Politi for »groft overfald«

Godmorgen.

I morgenens nyhedsbrev kan du læse om:

  • Søren Gade stopper i Folketinget
  • Politiken anmelder Københavns Politi for groft overfald
  • Boligsituation spiller vigtig rolle i faldende børnetal
  • Macrons vrede og skam over optøjer i Frankrig


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Søren Gade stopper i Folketinget

Den tidligere minister og formand for Folketinget Søren Gade stopper i Folketinget. Det meddeler han i et opslag på Facebook i går aftes. Han skriver, at han ikke længere kan stå inde for sit partis retning, og fremhæver særligt den interne splittelse i Venstre oven på gødskningsloven, hvor han stemte imod partilinjen og loven, som hovedårsagen.

»Det er ganske enkelt ikke rimeligt over for de mange danskere, der vil mærke konsekvenserne af loven«, skriver Søren Gade.

Han henviser desuden til et portræt af ham, som Jyllands-Posten bragte i begyndelsen af oktober, som han beskriver har »pillet ham i stykker som menneske med afsæt i anonyme kilder«.

»Tanken om, at mennesker, jeg har arbejdet sammen med og stolet på, har været en del af det, gør mig oprigtigt ked af det«, skriver han og tilføjer: »De sidste uger har jeg været gladere for at gå i seng om aftenen end for at stå op om morgenen. Sådan skal livet ikke være«.

Han kalder de sidste uger for en »barsk omgang« og peger på Lemvigs borgmester Erik Flyvholm (V) som sin afløser. Venstres formand Troels Lund Poulsen skriver på Facebook, at han er ked af »Sørens konklusion«. Dog vurderer Elisabet Svane, Politikens politiske analytiker, at det samtidig må være en lettelse for Troels Lund Poulsen:

»Det er en strukturel krise, Venstre befinder sig i. Men når det er sagt, må Søren Gades exit også være en lettelse for Troels Lund Poulsen. For Søren Gade har været en mand, der på alle måder har fyldt meget og farver sine omgivelser. På godt og ondt«, lyder vurderingen.


Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Politiken anmelder Københavns Politi for »groft overfald«

Lørdag var en af Politikens fotografer på arbejde ved Højbro Plads i København for at dække demonstrationer for og imod remigration. Med sin knippel hævet styrter en af betjentene pludselig hen mod fotografen. Første slag rammer fotografens skulder. Derefter trækker betjenten sig tilbage. Anden gang rammer betjenten fotografen med to slag, hvoraf det ene knuser kameraet. Ifølge Politikens fotochef Peter Hove Olesen havde fotografen »tydelige mærker efter knippelslag på skulderbladet« og var efterfølgende på skadestuen til undersøgelse oven på slagene.

»Vi har set videoer fra to forskellige vinkler, hvor det tydeligt fremgår, at fotografen gør det, han er ansat til. Nemlig at fotografere. Han er ikke en trussel for politiet, der skal nedkæmpes. Første gang, han bliver slået af betjenten, er han i gang med at dokumentere en anholdelse med sit kamera og gør betjenten opmærksom på, at han er på arbejde«, siger Politikens fotochef og tilføjer: »Efterfølgende fortsætter fotografen sit arbejde og dokumenterer med sit kamera, hvem det er, der har slået ham. Og så går den samme betjent frem igen og giver fotografen to slag mere. Vi har tydelige billeder af, hvem det er, der slår«.

Fra Sisse Stroyer, som er formand for Pressefotografforbundet, lyder det, at politiets opførsel over for Politikens fotograf er både »helt utilstedelig« og præget af en voldsomhed, som er »langt over stregen«.

At politiet ender med at angribe både en fotograf fra Politiken og en kollega fra Ekstra Bladet, der under samme demonstration blev slået af civilklædte betjente, er ifølge Christian Jensen, Politikens ansvarshavende chefredaktør, aldeles uantageligt og dybt kritisabelt.

Christian Jensen henviser i avisens leder til en episode fra 2023, hvor en fotograf fra Politiken blev fjernet fra en klimademonstration, og en episode fra 2015, hvor en fotograf blev anholdt for at rapportere om syriske flygtninge. Han påpeger, at »der tegner sig altså et ubehageligt mønster af et politi, der i højpolitiske begivenheder ikke tøver med at afskære de »traditionelle medier« fra at passe deres arbejde«. Desuden fremhæver han de »uhyggelige« internationale eksempler, der ses på, hvor hurtigt en fri presse kan blive kvalt af både politi og politikere.

Københavns Politi ønsker ikke at udtale sig, før de har undersøgt sagen, selv om det ifølge Christian Jensen burde være hurtigt gjort, »fordi der helt entydigt og indiskutabelt var tale om et groft overfald«. Derfor bliver episoden også anmeldt.


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Boligsituation spiller vigtig rolle i faldende børnetal

Det er ikke kun biologiske faktorer, der er skyld i, at danskere får færre børn. Også hvordan folk bor, har stor betydning. Det viser ny forskning fra Rockwool Fonden, som peger på, at børnetallet er faldet meget mere blandt folk, der bor i leje- og andelsboliger, end blandt folk, der bor i ejerboliger.

Studiet har undersøgt og sammenlignet 20-34-årige kvinders chance for at få børn i 2008 og i 2022, alt efter om de boede i ejerbolig eller ej. Allerede i 2008 havde folk i ejerlejligheder 30 procent større chance for at blive forældre end folk i leje- og andelsboliger. Samtidig havde kvinder i ejerboliger i år 2022 hele 50 procent større chance for at blive mødre end kvinder i leje- og andelsboliger.

Forskellen kan ifølge forskningsprofessor Peter Fallesen skyldes, at børn kræver plads – og ejerboliger oftere kommer med flere kvadratmeter og en have. Derudover er det »oftere folk med ressourcer, som får børn i dag. Og de ressourcestærke bor oftere i ejerboliger«, siger han. Forskerne har renset tallene for forskelle i kvindernes uddannelse, beskæftigelse, herkomst og om de bor på landet eller i byen. Men forskerne kan ikke kontrollere for forskelle i formuer. Og folk i ejerboliger har ofte større formuer, blandt andet i form af friværdi, påpeger Fallesen.

Den voksende forskel i børnetallet i de forskellige boligformer er ikke kun i sig selv opsigtsvækkende. Den kan også forklare en væsentlig del af faldet i hele Danmarks samlede børnetal.

Der er nemlig en markant mindre del af landets yngre kvinder, der i dag bor i ejerbolig. En større del af dem bor dermed i stedet i leje- og andelsboliger – hvor forskningen viser, at de får markant færre børn.

Ifølge Peter Fallesen er denne viden »en ny og vigtig brik i puslespillet til den samlede forklaring på, hvorfor der bliver født færre børn i Danmark nu end før«.


Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix

Macron: »Den franske regering vil være »kompromisløs« over for »tøjlesløs vold«

I flere franske byer har demonstranter i løbet af weekenden protesteret mod høje leveomkostninger og en samfundsmodel, der ifølge dem ikke sørger for social mobilitet og tryghed. Demonstrationerne har flere steder udviklet sig voldeligt og medført, at knap 2400 personer er blevet anholdt, oplyser det franske indenrigsministerium i går ifølge AFP.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, siger søndag aften, at ingenting retfærdiggør den ’tøjlesløse’ vold, som demonstrationer på tværs af Frankrig har medført i løbet af weekenden.

»I aften føler vi alle vrede og skam«, siger Macron i en tale til nationen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Præsidenten siger samtidig, at man må skelne mellem demonstranters ’legitime krav’ og ’dem, som ødelagde, smadrede og plyndrede’.

Efter lørdagens demonstrationer vågnede franskmænd flere steder i landet til ødelagte biler og smadrede butiksvinduer. I både Lille og Marseille har demonstranter ifølge AFP tiltvunget sig adgang til byens rådhus og gjort skade på bygningen, mens der i Lyon er blevet sat ild til et turistkontor.

Demonstrationerne begyndte i september på gymnasier i Paris’ nordlige områder, hvor mange udtrykte utilfredshed med læreres fravær og nedslidte skolefaciliteter. Det har efterfølgende udviklet sig til en landsdækkende bevægelse mod ulighed, utilstrækkelige offentlige midler og dalende standarder. Det franske politi har tidligere fået kritik for sin måde at håndtere de mange demonstranter på. Macron lover søndag aften, at der vil være ’fuld gennemsigtighed’ i forhold til sikkerhedsstyrkers respons på demonstrationerne.



Det bedste fra Politiken


Efterlyst for at dykke 80 meter ned og sprænge Nord Stream: Hvem er »frygtløse« og »vanvittige« Valeria?

Valeria eller ’Freya’ og ’Marisha’, som hun også kaldes, var ifølge den tyske anklagemyndighed med til at dykke 80 meter ned og med fare for sit liv placerede tidsindstillede sprængstoffer på Nord Stream-rørene. Det udløste en global diplomatisk krise i internationalt farvand lige ved småstaten Danmark.

For journalist Bojan Pancevski, der i forsommeren udgav bogen ’The Nord Stream Conspiracy’, er denne rødhårede dykker en historie, der næsten er for god til at være sand.

»Hun bliver en Hollywood-filmkarakter. Det er en meget ukrainsk historie, larger than life. Kun Ukraine kan levere en krigsindsats som denne her«, siger Bojan Pancevski, der til daglig er Europa-korrespondent for The Wall Street Journal.

Politiken tegner et portræt af kvinden med fornavnet Valeria, der tilsyneladende kun har brug for Gud og en dykkerflaske i sin kamp for at sikre Ukraines overlevelse.


Abdul Saboor/Ritzau Scanpix
Foto: Abdul Saboor/Ritzau Scanpix

Céline Dions comeback

Canadiske Céline Dion er en af de bedst sælgende musikere gennem tiderne. Hun har solgt næsten 260 millioner album.

Hvorfor taler hun til så mange mennesker? Jeg er taget til en af hendes koncerter for at prøve at forstå det. Og for at tale med de mennesker, der har brugt mellem 700 og 3.000 kroner på billetten.

Inden koncerten begik jeg den brøler at sige til en fransk veninde, at Céline Dion jo er lidt dårlig smag. Den ellers muntre samtale stoppede, hun kneb øjnene sammen og var stille et øjeblik, før hun spurgte: Hvad mener du. Tydeligvis havde jeg ramt et ømt punkt. Jeg sagde, at altså, det er jo nogle banale tekster, og der er delte meninger om den musikalske kvalitet.

Tine Kirkensgaard undersøger, hvorfor Céline Dion er blevet så stor.


På luksusophold for at snyde døden. Kan man købe sig til et længere liv?

Det er som taget ud af et afsnit af tv-serien The White Lotus. Bag store glaspartier på en lille nordtysk ø tjekker stenrige turister fra hele verden ind på et luksuriøst hotel med ét fælles mål: De drømmer om at blive så gamle som muligt. Koste, hvad det vil.

Det tyske hotel Lanserhof lover at gøre deres gæster yngre. Helt præcist syv til ti år på blot en uge.

Og netop det løfte får også journalist Clara Underdahl, da hun bliver modtaget af et hold speciallæger med alt fra rødbedekombucha, til medicinske frysere i menneskestørrelse og regler om at tygge hver bid - af en mildest talt sparsom kost - mindst 30 gange i deres repertoire.

I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller Clara Underdahl om det 115.000 kroner dyre såkaldte longevity ophold faktisk har gjort hende yngre. Og om, hvad det fortæller om vores tid, at jagten på at blive udødelig er blevet en ferieform.



Det sker i dag

  • Vietnams præsident Tô Lâm og hans hustru, Ngô Phương Ly, indleder statsbesøg i Danmark. Kongeparret holder gallataffel på Christiansborg Slot. Præsidentparret er på statsbesøg i Danmark 19.-21. oktober.
  • Den amerikanske militærdomstol på flådebasen Guantánamo Bay på Cuba holder retsmøde i sagen mod den saudiarabiske Abd al-Rahim al-Nashiri, der er tiltalt for sin rolle i bombeangrebet mod det amerikanske krigsskib USS Cole i Yemen i 2000.
  • Knæk Cancer-ugen indledes i dag til fordel for Kræftens Bekæmpelse og kulminerer med indsamlingsprogrammet ’Knæk Cancer Live’ på lørdag.



Dagens tegning


Roald Als/POLITIKEN
Tegning: : Roald Als/POLITIKEN

Remigration

Morten Messerschmidt tabte retssagen mod Martin Lidegaard.


Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7. Her kan du tilmelde dig nyhedsbrevet Politiken Morgen.