0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Hoteller fra hele Europa rejser kæmpesag mod Booking.com

Godmorgen.

Her til morgen handler det om hoteller fra hele Europa, der sagsøger Booking.com for urent trav.

Der er også nyt fra tinge, hvor regeringen vil give statsborgerskab til personer, der ikke nødvendigvis kan tale eller forstå dansk.

Nyhedsbrevet fortsætter med afsløringen af, at Alternativet-politikeren Signe Wenneberg gerne skælder og smælder over nedrivninger, men selv har væltet et sommerhus, straks hun købte det, og med en fadæse i Repræsentanternes Hus, der gavner den omstridte amerikanske krigsminister Pete Hegseth.


Kira Bube. Originalfotos: Magnific, Pexels, Texturelabs
Illustration: : Kira Bube. Originalfotos: Magnific, Pexels, Texturelabs

Over 18.000 hoteller går sammen i stort søgsmål mod Booking.com

Det lød måske meget forjættende for hotelejerne: Booking.com gør det muligt for brugerne at finde hotelværelser via virksomhedens hjemmeside. Men der var en hage. Hotellerne skulle skrive under på en en klausul om, at de ikke måtte udbyde værelser gennem andre salgskanaler, herunder deres egne hjemmesider, billigere end på Booking.com.

Det var ifølge et søgsmål mod den hollandske bookinggigant kravet i årene fra 2004 til 2024. Bag søgsmålet står over 18.000 europæiske hoteller, som får opbakning fra bl.a. vandrerhjemskæden Danhostel: »Platformen har en enorm markedsføringskraft og giver adgang til gæster eksempelvis fra udlandet, som det kan være vanskeligt for de enkelte Danhostels selv at nå ud til. Men det ændrer ikke ved, at samarbejdet skal foregå på fair og lige vilkår«, siger marketingchef Anette Brylov.

Booking.com afviser at have begrænset konkurrencen: »Vi fastholder, at disse krav er uden grundlag. Retten i Amsterdam fastslog tidligere i år, at de hoteller, der står bag lignende krav, fortsat ikke har fremlagt dokumentation for, at Booking.coms tidligere paritetsklausuler begrænsede konkurrencen, eller troværdig dokumentation for, at de har lidt et tab«. Virksomheden har ifølge sine egne oplysninger 2,3 millioner hoteller og andre overnatningsformer i sine oversigter over, hvor man kan sove i nat.


Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Regeringen indstiller til statsborgerskab, selv om det er usikkert, om modtagerne taler dansk

Egentlig er det et krav, at man skal kunne tale og læse dansk, når man får et dansk statsborgerskab. Men nu er statsminister Mette Frederiksen (S) med til at give 120 personer det eftertragtede pas og den tilhørende stemmeret uden at være klar over, om de på nogen måde behersker sproget. Hun har ellers tidligere været en fortaler for, at det er et krav: »Udgangspunktet for at få adgang til dansk statsborgerskab er, at man besidder, i hvert fald til et vist niveau, danskkundskaber«.

De 120 personer indgår i en opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet af, hvor mange der kan have deltaget i snyd med den obligatoriske danskprøve for derigennem at kunne opnå statsborgerskab, skriver Jyllandsposten. Udlændingeminister Morten Bødskov (S) har kaldt det »uacceptabelt«, hvis det lykkes for nogle at snyde sig til statsborgerskab.

Det får nu den borgerlige side til at råbe vagt i gevær. Blandt andre Danmarksdemokraternes udlændingeordfører Ulrik Knudsen undrer sig: »Regeringspartierne farer frem med udtalelser om, at det er for dårligt, og samtidig er de i gang med at give flere tusinde udlændinge statsborgerskab i blinde. Det er noget af en tornerosesøvn, som venstrefløjen er faldet i. Jeg ved snart ikke, hvad der skal til, før de vågner«.


Ditte Valente
Foto: Ditte Valente

Politiker skælder andre ud for at gøre noget, hun selv har gjort

Folketingspolitikeren Signe Wenneberg (Alt) har tordnet mod det, hun ser som unødvendige nedrivninger af gode huse, der sagtens kunne bruges som gode boliger. Men hendes kritik af en bestemt nedrivning har udløst undren og såmænd en anmeldelse for ulovlig indtrængen på privat grund, krænkelse af privatlivets fred og bagvaskelse. Et par blev – mener de – uretmæssigt hængt ud af politikeren for en nedrivning uden nærmere viden om, hvor dårlig bygningen egentlig var.

Nu skriver TV 2, at Wenneberg selv har raget en ejendom ned. I 2013 købte hun et sommerhus i Gribskov og jævnede det straks med jorden: »Jeg river hele hovedhuset ned. Lader intet stå tilbage«, skrev hun til kommunen. Hun er ellers fortaler for, at man enten bevarer eller forklarer, hvorfor man ikke vil lade eksisterende og brugbare bygninger stå.

I dag siger hun, at det gamle sommerhus var i ringe stand: »Der var tale om asbest og våd rockwool og trykimprægneret træ, og der havde ligget en død mand på grunden«. Der er forskel på huse, finder hun ifølge sin forklaring til fjernsynsstationen: »Der er meget stor forskel på, om et hus er bygget i kvalitetsmaterialer, eller om et hus er bygget i noget, der minder om pap. Det har jeg talt meget om gennem tiden. Man kan næsten altid redde et hus i gode materialer, mens man sjældent kan redde et hus, der i udgangspunktet er bygget i dårlige materialer«.


Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix

Stor bommert af demokraterne bremser rigsretssag mod Hegseth

De havde chancen, demokraterne. De formåede bare ikke at gribe den. En afstemning i Repræsentanternes Hus i Washington kunne have været første skridt mod en rigsretssag mod den omstridte krigsminister Pete Hegseth, men da det kom til afstemningen, samlede republikanerne 211 stemmer for at sparke forslaget til hjørne – det røg i udvalg – mens 204 stemte for at lade processen frem mod en rigsretssag fortsætte. Den eneste republikaner, der stemte for sagens fremme, var Thomas Massie, der var ophavsmand til forslaget.

Problemet, der viste sig, var, at 11 demokratiske medlemmer af Huset valgte at udeblive fra afstemningen og dermed hindrede, at sagen kunne fortsætte. Resultatet bliver, at det nu bliver op til de nyvalgte medlemmer af Kongressen at finde ud af, om der skal rejses rigsretssag efter nytår.

Lederen af demokraterne i Huset, Hakeem Jeffries, ville ikke kommentere fraværet af de 11 demokrater, men han lovede, at afstemningen ikke var slutningen på opgøret med Pete Hegseth, men kun begyndelsen. Der er allerede demokrater, som taler om at gøre et nyt forsøg på at føre en rigsretssag mod forsvarsministeren, men så skal de nok have bedre styr på deres medlemmer næste gang.



Det bedste fra Politiken


Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Dit søvnmønster kan tidligt afsløre alvorlig sygdom

Kim Faber spillede fodbold i Fælledparken. Han var lige ved at miste bolden og smed sig ned i en glidende tackling.

Og vågnede på gulvet.

Bevægelsen i drømmen var blevet til en bevægelse i virkeligheden.

Sådan opfører kroppen sig ellers ikke. I den del af søvnen, REM-søvn, hvor vi drømmer, er vores muskler lammede. Vi ligger stille, mens vi drømmer, at vi foretager os dette eller hint. Kun vores øjne bevæger sig under øjenlågene.

Men Kim Faber, der skriver kriminalromaner sammen med sin hustru, TV 2-journalist Janni Pedersen, begyndte for 10-15 år siden at leve sine drømme ud i nattens mørke.

I årevis slog han drømmene hen som ’livlige drømme’. Hans kone udviklede en fornemmelse for, hvornår han drømte særligt livligt, og vækkede ham ofte, før han nåede at foretage sig noget.

Men da han først begyndte at ryste på hænderne og senere fik langsommere bevægelser, som både børn og svigerbørn bemærkede, gik han til lægen og fik efter et langt udredningsforløb diagnosen Parkinsons sygdom, en kronisk, fremadskridende neurologisk hjernesygdom, hvor personen langsomt mister nerveceller i hjernen.

Læs helehistorien her.


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Zenia Stampes optræden i Debatten har afsløret noget ubehageligt ved vores syn på kvinder

»Den danske folkedomstol var hurtig til at afsige sin dom: Zenia var skurken, Martin Thorborg var offeret. Hendes stemmeføring, ansigtsudtryk og temperament blev gransket, som om vi havde været vidner til en national skandale. Imens gled Thorborgs egne grove bemærkninger og personlige stikpiller næsten ud af den offentlige fortælling. Og det er her, jeg synes, vi skal begynde at blive nysgerrige på os selv. For hvorfor bruger vi så meget energi på at diskutere, hvordan en kvinde sagde noget, frem for at forholde os til, hvad hun faktisk sagde?«

Læs hele debatindlægget her.


Finn Frandsen
Arkivfoto:: Finn Frandsen

Rane Willerslev er en rockstjerne. Men hans museum er i krise

Rane Willerslev havde både akademiske titler og vaskeægte eventyr på cv’et, da han satte sig i chefstolen på landets største museum for knap et årti siden.

Han blev hevet ind som rockstjernen, der skulle puste liv i de måske en smule støvede montrer på Nationalmuseet. Og i de efterfølgende år blev han endnu mere berømt.

Men på det seneste er hans stjerne falmet en smule. Faktisk er det kun resten af ledelsen og rengøringspersonalet, der er tilfredse med Rane Willerslev. Og nu ser de mange ansatte på museet ind i den fjerde fyringsrunde under hans ledelse.

I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller kulturjournalist Emilie Maarbjerg Mørk, hvad der er gået galt for Nationalmuseet og for rockstjernen Rane.


Det sker:

  • Ukraines præsident Zelenskyjs besøg i Danmark fortsætter. Han skal bl.a. besøge kongeparret og tale i Folketinget.
  • Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg holder åbent samråd med minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) om det juridiske grundlag for regeringens midlertidige stop for nyetablering og udvidelse af konventionelle griseproduktioner.
  • Gyserfilmfestivalen Blodig Weekend indledes i dag og varer frem til den 15. november. Der vil være program i Empire Bio i København, Café Biografen i Odense og Øst for Paradis i Århus.
  • Statens Serum Institut kommer med den ugentlige opdatering på influenza, covid-19, RS-virus og andre luftvejssygdomme.
  • Københavns Byret har afsat to retsdage til en straffesag mod en kvinde, der er tiltalt for blandt andet at have deltaget i hærværk mod et Derain-maleri på Statens Museum for Kunst i december 2024.



Dagens tegning

Roald Als/POLITIKEN
Tegning:: Roald Als/POLITIKEN

Mammutten

Efter midtvejsvalget prøver den amerikanske præsident at finde sin nye rolle i verden.

Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7. Her kan du tilmelde dig nyhedsbrevet Politiken Morgen.