Godmorgen,
Hvis han var en skydeskive, ville han for længst være gennemhullet efter at have hængt til tørre på Demokraternes partikonvent.
USA præsident, Donald Trump, er i nat dansk tid blevet udsat for hård kritik af blandt andre tidligere præsident Barack Obama, der mener, at Donald Trump behandler præsidentskabet som endnu et af sine reality-shows, der kan give ham den opmærksomhed, han higer efter.
»For vores lands skyld håbede jeg, at Donald Trump måske ville vise interesse i at tage jobbet alvorligt. At han måske ville mærke vægten af embedet og opdage en vis form for ærbødighed for det demokrati, der er blevet placeret i hans hænder«, sagde Barack Obama, ifølge Ritzau.
Obama skulle have afsluttet partikonventet, men valgte at overlade den sidste taletid og rampelyset til den nye vicepræsidentkandidat, Kamala Harris, der også angreb Trump, skriver Politikens USA-korrespondent Sandra Brovall i en dugfrisk reportage.
»Lige nu har vi en præsident, der forvandler vores tragedie til politiske våben«.
»Vi står ved et vendepunkt. Det konstante kaos efterlader os i vildrede. Inkompetencen gør os bange. Afstumpetheden får os til at føle os alene. Det er overvældende. Sagen er den: vi kan gøre det bedre, og vi fortjener så meget mere«, sagde Kamala Harris.
Danske landmænd får dispensation til at sprøjte med gift
I februar blev sprøjtemidlet diquat forbudt i hele EU. Sprøjtemidlet beskytter kartofler mod blandt andet svampesygdomme, men det har en række skadevirkninger på levende organismer og er giftigt for lungerne, ligesom det kan udløse hjerneskader.
Alligevel har danske landmænd fået dispensation af Miljøstyrelsen til at sprøjte videre med diquat på markerne, skriver Politiken.
Miljøstyrelsen begrunder dispensationen med, at der ikke findes ligeså effektive alternativer og vurderer samtidig, at diquat i »de lave doseringer og med de fastsatte risikobegrænsninger ikke er skadelige for dyr, planter eller mennesker«, men det vækker forargelse hos to forskere og Danmarks Naturfredningsforening.
»Studier viser, at diquat kan udløse hjerneskader, herunder Parkinsons hos forsøgsdyr« siger Jan Bert Gramsbergen, lektor emeritus ved Syddansk Universitet, der mener, at der er gode grunde til EU-forbuddet.
»Danmark hævder at være foran på miljø, men dispensationen viser, at det i hvert fald ikke gør sig gældende på pesticidområdet«, siger han.
Professor i miljøkemi, Nina Cedergreen fra Københavns Universitet, mener dog ikke, at der er noget galt med dispensationen.
»Diquat er ikke vurderet til at være giftig for landmanden, og det er ikke vurderet giftig for forbrugeren. Jeg er ikke bekendt med, at der er sket skader ved brug af diquat«, siger hun.
Rigsrevisionen har tidligere kritiseret, at de danske miljømyndigheder i vid udstrækning giver dispensation til ellers forbudte midler, som miljøminister Lea Wermelin (S) også var »stærkt utilfreds« med. Alligevel bakker hun i dag Miljøstyrelsen op.
»Miljøstyrelsen har med skrappere krav end i resten af EU vist, at der er sikker anvendelse, eksempelvis med en lav dosis«, skriver hun til Politiken og afviser, at dispensationen strider mod regeringens grønne ambitioner.
Coronarestriktioner forlænges i Aarhus
Indbyggerne i Silkeborg kan måske snart slippe for at iføre sig et mundbind, når de går i supermarkedet for at handle, da det går den rigtige vej med coronatallene i byen. Til gengæld kan aarhusianerne se frem til at skulle leve med en række særlige coronatiltag i hvert fald frem til 4. september, selv om antallet af coronasmittede også i landets næststørste by er på retur, skriver Ritzau.
Det står klart efter at Styrelsen for Patientsikkerhed har forlænget coronarestriktionerne i Aarhus, der blandt andet betyder hjemmearbejde i videst muligt omfang og at det fysiske fremmøde på ungdomsuddannelserne i byen er lukket land. Samtidig har barer og restauranter i modsætning til det øvrige land ikke fået forlænget åbningstiden til 02.00. Hvis du vil læse mere om coronarestriktionerne, kan du få et overblik her.
Facebook slår ned på konspirationsteoretikere
Facebook har valgt at fjerne hundredvis af grupper på det sociale medie med tilknytning til den højreorienterede konspirationsteori QAnon, der hævder, at en række topdemokrater er med i en pædofilring. QAnon har de seneste måneder tiltrukket sig stigende opmærksomhed med påstanden om, at præsident Donald Trump fører an i en hemmelig krig mod Satan-tilbedende pædofile i blandt andet medierne, erhvervslivet og det demokratiske parti. Donald Trump, der er bagud i meningsmålingerne mod demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, takkede i går for støtten fra bevægelsen, som FBI ellers har betegnet som en potentiel terrortrussel. »Jeg ved ikke så meget om bevægelsen. Jeg ved, at de rigtig godt kan lide mig, og det sætter jeg pris på«, sagde Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus.
Tyske hunde skal luftes to gange om dagen
Det siges, at hunden er menneskets bedste ven. Men hvem er så hundens bedste ven? Den tyske landbrugsminister, Julia Klöckner, kunne være et godt bud. Hun står nemlig bag en helt ny lov, der betyder, at alle hundeejere i Tyskland skal lufte hunden mindst to gange om dagen, skriver Ritzau. Der kan enten være tale om en gåtur med hunden eller at de lukker den ud i haven to gange om dagen i en time.»Kæledyr er ikke nuttet legetøj - vi er nødt til at tænke på deres behov«, siger Julia Klöckner.
Der er op imod 9,4 millioner hunde i Tyskland, og næsten hver femte husstand ejer en hund. Mest populær er schæferhunde og gravhunde efterfulgt af labradorer, retrievere. En talsmand for den tyske hundeforening, VDH, siger, at loven er »velment men urealistisk«, mens den store avis Bild kalder de obligatoriske gåture for noget »vås«.
Det sker i dag
- Statens Serum Institut opdaterer klokken 14 sin opgørelse over, hvor mange personer der smittet med coronavirus i Danmark, og hvor mange smittede der har mistet livet, samt hvor mange der er indlagte.
- Seruminstituttet udsender klokken 16 ligeledes den ugentlige opgørelse for ’åbne lande’ og ’karantænelande’. I umiddelbar forlængelse heraf vil Udenrigsministeriet opdatere rejsevejledningerne, såfremt der er anledning til ændringer siden den seneste opdatering.
Det skete der i dag
1940: Under Anden Verdenskrig siger Storbritanniens premierminister Winston Churchill de berømte ord ’Never in the field of human conflict was so much owed by so many to so few’.
2000: Den tidligere cykelrytter Bjarne Riis bliver chef for det danske cykelhold ’MemoryCard Jack&Jones’, som senere skifter navn til Team CSC.