0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Gil Cohen-magen/Ritzau Scanpix
Foto: Gil Cohen-magen/Ritzau Scanpix
Israelske soldater forbereder den forventede landoffensiven
Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Mens alle venter på landoffensiven, bliver situationen stadig mere desperat i Gaza

Situationen i Gaza lige nu, flest skattelettelser til de højestlønnede, valgsejr til Tusk

Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Godmorgen denne mandag, hvor mange har efterårsferie, men hvor verden stadig snurrer videre.

Morgenoverblikket handler i dag om Gaza, skattelettelser, valget i Polen og nye russiske tiltag i Ukraine.

  • Mens vi venter på landoffensiven
  • Regeringen vil give højtlønnede flest skattelettelser
  • Donald Tusk vinder i Polen
  • Rusland bygger jernbane i Ukraineog får nordkoreanske våben
  • Australsk tømrer skal smides ud af Danmark


Menahem Kahana/Ritzau Scanpix
Foto: Menahem Kahana/Ritzau Scanpix

Gaza lige nu

På grænsen til Gaza står israelske styrker nu klar, og langt de fleste forventer, at israelerne vil iværksætte en landoffensiv.

Imens bliver situationen i Gaza stadig mere desperat. Hospitalerne i Gaza vil, med mindre der sker noget, til at løbe tør for brændstof om cirka 24 timer. Der er allerede lukket for elektricitet i Gaza. Når man i Gaza løber tør for brændstof, vil alle nødgeneratorer derfor stoppe, også hospitalernes.

»Nedlukning af backup-generatorer vil sætte tusindvis af patienters liv på spil«, lyder det fra OCHA, FN’s agentur for koordinering af humanitær hjælp, skriver Reuters.

Natten til mandag var Gaza udsat for de hidtil mest voldsomme bombardementer, fortæller palæstinensiske medier med forbindelser til Hamas, skriver Jerusalem Post. Det var især kvartererne al-Zaytoun og al-Shujaiya, der blev angrebet.

Mindst 1000 personer savnes i ruinerne af udbombede bygninger i Gazastriben, lød det søndag fra den palæstinensiske redningstjeneste, skriver Ritzau. Det samlede dødstal i Gazastriben lød søndag aften på 2670 mennesker, mens 9600 er såret ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder. Over 700 børn skal være blandt de dræbte.

Israel har opfordret alle i Gaza til at forlade den nordlige del af Gazastriben og bevæge sig mod syd.

På Vestbredden tog præsidenten for det palæstinensiske selvstyre Mahmoud Abbas søndag aften afstand fra Hamas. I en nyhed udsendt søndag aften af det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa blev Abbas citeret for, at »Hamas’ politik og handlinger ikke repræsenterer det palæstinensiske folk«.

Flere timer senere er ordlyden dog ændret til:

»Præsidenten understreger desuden, at det er politikken, programmerne og beslutningerne fra PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, regeringskoalitionen i Det Palæstinensiske Selvstyre, red.), som repræsenterer det palæstinensiske folk, som dets eneste legitime repræsentant«.

Læs mere


Anders Holst Pedersen
Foto: Anders Holst Pedersen

Flest skattelettelser til de højestlønnede

Regeringen vil bruge otte milliarder på skattelettelser. I et folketingssvar fra skatteminister Jeppe Bruus (S) til SF’s Sigurd Agersnap kan man se fordelingen af de penge, som regeringen vil bruge på skattelettelser ifølge regeringsgrundlaget, skriver Jyllands-Posten

Her fremgår det, at regeringen vil bruge 17 gange så meget på de ti procent, som tjener mest, hvilket er over 750.000, som på de 10 procent, der tjener mindst, altså under 137.000 kroner om året.

Der vil også blive indført et højere beskæftigelsesfradrag som del af skattelettelserne. Det maksimale fradrag stiger med 8.800 kr. årligt. Alle i arbejde får glæde af fradraget.


Janek Skarzynski/Ritzau Scanpix
Foto: Janek Skarzynski/Ritzau Scanpix

Donald Tusk: De onde tider er slut i Polen

Donald Tusk, tidligere polsk ministerpræsident og tidligere formand for Det Europæiske Råd, hævdede søndag, at han og hans parti havde sejret i det polske parlamentsvalg.

De første målinger tyder på, at oppositionen har sikret sig et solidt forspring med 248 sæder ud af parlamentets 460 sæder, og dermed langt over de påkrævede 231 sæder. Godt nok står regeringspartiet Lov og Retfærdighed PiS stadig til at blive det største parti med cirka 37 procent af stemmerne, hvilket sikrer dem omkring 200 sæder, men det er langtfra nok til at danne regering.

»Dette er enden på de onde tider. Det er enden på PiS-styret. Vi gjorde det! Vi vandt demokratiet, vi vandt frihed, vi vandt vores frie elskede Polen.... denne dag vil i historien blive mindet som en lys dag, Polens genfødsel«, sagde Donald Tusk ifølge Guardian til sine tilhængere.

Lov og Orden partiet har styret Polen i otte år, hvor partiet blandt har omdannet den nationale public service tv-station til sin forlængede propaganda-kanal, begrænset abortrettigheder og dæmoniseret LGBTQ+-personer, flygtninge og immigranter. Den tidligere regering har også været på kant med EU, hvilket betyder, at lige nu er millioner af euro, som Polen skulle have blandt andet i coronastøtte, indefroset.


Stringer/Ritzau Scanpix
Foto: Stringer/Ritzau Scanpix

Russerne bygger ny jernbane i Ukraine

Russerne er i gang med at bygge en ny jernbane til byen Mariopol i det sydlige Ukraine, som skal bruges til at få materiel frem til fronten ved Zaporizjzja, skriver det britiske forsvarsministerium på X, det tidligere Twitter.

Søndag hævdede den russiske præsident, Vladimir Putin, hævder, at russiske styrker har vundet frem ved flere frontlinjer i Ukraine, skriver nyhedsbureauet AFP. Blandt andet skal russerne have gjort fremskridt i den ukrainske industriby Avdijivka, hvor der har været omfattende kampe.

»Vores soldater styrker deres positioner næsten alle steder i det store område«, siger Putin i et interview på russisk tv ifølge AFP.

Rusland får nu også sendt forstærkninger fra Nordkorea, skriver BBC. Styret i Pyongyang er i gang med at sende op mod 1.000 containere med udstyr og ammunition til Rusland, har John Kirby, talsmand for det amerikanske sikkerhedsråd oplyst.

Den nordkoreanske leder Kim Jong-un besøgte i september Putin i Rusland for at diskutere militært samarbejde, og det er formentlig et af de første resultater af dette samarbejde, vi nu ser.


Benjamin Krog
Foto: Benjamin Krog

Australsk tømrer smides ud af Danmark

»Alt, jeg ønsker, er at stå op halv fem om morgenen, gå på arbejde og betale skat«.

Australske Daniel Ingham skal sendes ud af Danmark. Han har boet sammen med sin danske kæreste Hellen i seks år, og han har haft fast arbejde i mere end fem år. Han tjener 465.000 kroner om året som tømrer, har i alt betalt 777.000 kroner i skat i Danmark og er faldet til på en måde, der gør ham næsten rørt, skriver Politiken.

»Livsstilen, humoren, måden at være afslappede på. Det minder så meget om Australien. Her skal vi bo. Jeg elsker det her sted«.

Men det lader sig kun gøre, hvis Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri), tillader det, og det er der intet, der tyder på. Ifølge Daniels ansættelseskontrakt skal han arbejde 37 timer om ugen, men det mener Siri ikke, at han gør, og 24. august afviste de at forlænge hans opholds- og arbejdstilladelse som tømrer hos entreprenørfirmaet Einar Kornerup.

Han skulle være ude af landet 24. november.


Det bedste fra Politiken

Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Andrej er 51 år og kæmper normalt helt ude hvor det brager løs - her slapper han af med ridning og med sin kone.

Selvfølgelig er de bange for at vende tilbage til fronten

Psykisk nedslidte ukrainske soldater kan, hvis de er heldige, få pause på et rehabiliteringscenter. Men efter to uger med aroma- og hesteterapi i det fredfyldte paradis skal de tilbage til fronten. Kom med fotograf Martin Lehmann og journalist Kjeld Hybel til Kharkiv-regionen, hvor de fortæller om hverdagen med krig.

Pr-foto: Det Kongelige Teater
Foto: Pr-foto: Det Kongelige Teater

Balletbørn udskammes ikke længere for at være normalvægtige

Ansatte på Det Kongelige Teaters Balletskole anbefaler ikke længere elever at gå på slankekur. Den statsfinansierede skole står midt i en kulturforandring, hvor ledelsen har igangsat en række initiativer for at skabe et psykologisk trygt miljø. Sådan lyder det fra den nyligt tiltrådte forstander Anne Peyk, efter at Politiken har afdækket, at ansatte på skolen har bedt normalvægtige børn helt ned til niårsalderen om at tabe sig.


Det sker i dag

  • Hjertestarterdagen markeres i dag en række steder i Danmark. Dagen sætter hvert år den 16. oktober fokus på den livreddende førstehjælp, som kan være med til at redde personer, der får hjertestop.
  • Prinsesse Marie overrækker ’De frankofone landes ambassadørers litteraturpris’ ved et arrangement på Den Franske Ambassade på Kongens Nytorv.
  • Det danske herrelandshold i håndbold spiller Golden League i starten af november, og mandag klokken 11.00 offentliggøres truppen.

Balletbarn fik ødelagt menisk, fordi ingen greb ind


Leder: Mistilild til politiet


Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7.