0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Truer Troels Lund med at lække fra SVM-regeringens indre liv?

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Ude på Enhedslistens gang i Proviantgården på Christiansborg stod der fredag morgen syv store flyttekasser, hvor nogen med blå sprittusch havde skrevet ’Søren Søndergaard’. Venstrefløjsveteranen genopstiller ikke, så mens over 800 kandidater fører hektisk valgkamp for at komme ind, er han på vej ud.

Det samme gælder andre profiler, som mange danskere kender, blandt andre socialdemokraterne Bjarne Laustsen og Astrid Kragh, Erling Bonnesen (V), Pia Kjærsgaard (DF), Rasmus Jarlov (K) og Søren Espersen (DD).

Velkommen til Politikens daglige overblik over valgkampen.

Valgdøgnets nyheder:

Socialdemokraterne skyder på Venstre om drikkevand. I Information åbner miljøminister Magnus Heunicke (S) for de interne regeringsslagsmål om drikkevand. »Venstre arbejdede mod et statsligt forbud. Direkte i regeringen. Det gjorde Troels Lund selv«, siger Magnus Heunicke. Økonomiminister Stephanie Lose (V) skyder igen. Hun mener, at angrebet fra S er »tåkrummende«, al den stund at partiet i syv år har haft ministeransvaret for drikkevand og »har siddet på hænderne«. Drikkevand er blevet et stort tema i valgkampen, og S mener tydeligvis, at slagsmålet gør mest ondt på V.

Kommer ulven? Jeg har længe ventet på, at ulven stemplede ind i valgkampen. Måske sker det nu. På et ulvemøde i Oksbøl torsdag lød anbefalingen fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, at børn under ti år ikke bør gå rundt alene i naturen omkring Oksbøl, Blåvand og Vejers Strand, skriver DR. Anders Kronborg fra Socialdemokratiet, der tidligere har foreslået at flytte ulvene til Sjælland, var på pletten med anti-ulvekommentar. Og Inger Støjberg fulgte fredag op med et forslag om at udrydde ulven i Danmark. Hvem tør stille sig på ulvens side?

Valgdøgnets analyse: Hvad gør Troels Lund med sin vrede?

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Handskerne er for alvor smidt i opgøret mellem Venstre og Socialdemokraterne. Troels Lund Poulsen svarede fredag hårdt igen på Magnus Heunickes læk fra drikkevandsforhandlingerne i regeringen. Han mener, at samarbejdet med Socialdemokratiet dermed har »lidt et knæk«. Og han kom hos DR med det, der minder om en trussel:

»Jeg er oprigtigt ked af det her, for hvis jeg skal sidde og fortælle om alle de ting, jeg ved, vi har diskuteret internt i regeringen, så har jeg også desværre ret mange ting, som jeg kunne fortælle«, siger forsvarsministeren.

Jeg kender godt en journalist eller to, der vil lægge øre til, hvis Troels Lund Poulsen vil åbne for den pose. Han kan for eksempel fortælle, hvem der fandt på at sløjfe store bededag.

Det er ikke kun drikkevand, S og V skændes om. Troels Lund har også skærpet tonen om formueskatten. Forleden sagde han, at Mette Frederiksen har valgt at udskrive valget »for at gøre Danmark fattigere«. Når toppen giver los, forplanter det sig i partisystemet. Forleden fik Troels Lunds særlige rådgiver, Jakob Ullegård, i et opslag på X omtalt Morten Bødskov som en »såkaldt erhvervsminister«, for hvem tal ikke er en »spidskompetence«.

Det bliver spændende at se, hvilken indflydelse konfrontationen får for valgkampen. Kan Troels Lund Poulsen bruge tillidsknækket til at erklære en gang for alle, at han ikke kan gå i regering med Mette Frederiksen efter et valg? Find bare popcornene frem, når der er tv-duel søndag klokken 21 på DR.

Valgdøgnets detalje: Løkke vs tandlægerne

Politikere er typisk meget omhyggelige med at pleje deres pletfrie image. Og så er der Lars Løkke Rasmussen. I Euroman fortæller han om sine morgenrutiner, og Moderaternes formand holder ikke tilbage. Han fortæller, at han godt kan finde på at ryge i sengen, hvis han har halsbetændelse eller er syg. At han snildt kan nå to stempelkander med kaffe, inden han smutter på arbejde. Og at han ikke har noget imod at børste tænder med håndsæbe, hvis der ikke er tandpasta.

»Det kan også noget. Så har man nemlig lyst til kaffe bagefter«, siger han.

Tandlægeforeningen har set sig nødsaget til at advare mod den metode. Tandpasta er bedre, viser det sig.

Og så nåede vi ikke mere i ugens sidste overblik. Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller indspark til Politikens dækning af valgkampen, er du meget velkommen til at dele sende mig en mail på nilas.heinskou@pol.dk.

MERE FRA VALGKAMPEN




Redaktørens valg

Politikens nyhedsbrev om folketingsvalget.