Dansk Folkeparti har vundet. Altså kampen om valgkampens bedste gimmick. I weekenden kunne man således på udvalgte tankstationer få benzin for under en tier per liter som led i partiets kampagne for at sænke afgifterne. Det siger sig selv, at der var kø.
En kær kollega, der var på vej hjem fra Jylland bad mig, uden for citat, naturligvis, om jeg ikke lige kunne undersøge, hvor på Fyn hun kunne holde ind og få tanket med rabat.
Mandag fulgte Venstre op med et mere klassisk valgkampstiltag: en pressemeddelelse om, at partiet foreslår at sænke benzin- og dieselafgifterne »hurtigst muligt« og resten af året.
Velkommen til Politikens daglige overblik over valgkampen.
Valgdøgnets nyheder:
Flere værnepligtige på vej. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) foreslog under statsministerduellen på DR at løfte antallet af værnepligtige fra 6.500 personer til 13.000 i 2035. Det er en væsentlig nyhed med store konsekvenser for økonomien og de tusinder af unge mennesker, der skal i trøjen. Venstre har sikkerhed som mærkesag, så Troels Lund Poulsen blev knotten, da Mette Frederiksen sagde, at dette forslag havde de skam allerede aftalt i SVM-regeringen.
Venstre har en plan. Det virker helt eksotisk, men nu har valgkampen sin første økonomiske plan. Og nok også den sidste. Venstre vil blandt andet løfte velfærden med 25 milliarder og bruge 20 milliarder frem mod 2030 på en skattereform. Partiet anviser finansiering, blandt andet via lavere ulandsbistand, reform af førtidspension, sanering af erhvervsstøtten og mindre offentligt bureaukrati. Økonomisk ansvarlighed er et sikkert hit blandt borgerlige vælgere i omegnen af V, K og LA, men det er et åbent spørgsmål, om det også hiver vælgere over midten.
Hvem fandt på at sløjfe store bededag? SVM-regeringens mest upopulære beslutning var fjernelsen af store bededag. Lars Løkke har sagt, at det ikke var Moderaterne, der fandt på det. Og på Venstres pressemøde mandag sagde Troels Lund Poulsen, at det heller ikke var Venstre. Så nu peger pilen endnu mere på Socialdemokratiet. Og det passer Venstre glimrende.
Valgdøgnets analyse: Vanopslagh og kokainen
Søndag aften indrømmede Alex Vanopslagh, at han, efter han blev partileder for Liberal Alliance som 28-årig, havde taget kokain »en til to gange«. Dermed er Alex Vanopslagh blandt de omtrent 12 procent af danskere mellem 16 og 44 år, der ifølge Sundhedsstyrelsen har prøvet at tage kokain. Men Alex Vanopslagh bliver som partileder og kandidat til statsministerposten ikke målt på samme alen som resten af befolkningen.
Det er langtfra sikkert, at Liberal Alliances liberale kernevælgere vil gå op i, hvad partiformanden i fortiden har gjort i sin fritid. Alex Vanopslagh kan også trøste sig ved, at der nok stadig er mange vælgere, som sætter pris på den danske tradition med at måle politikerne på, hvordan de faktisk passer deres arbejde, fremfor hvordan de agerer som privatpersoner. Men sagen er alligevel åbenlyst problematisk for Alex Vanopslagh.
For det første, fordi han nu kommer til at bruge dyrebar taletid i sidste uge af valgkampen på at forklare sin ikkepolitiske fortid frem for sin politiske fremtid. For det andet, fordi politiske modstandere på mere eller mindre sagligt grundlag nu kan begynde at så tvivl om Alex Vanopslaghs moral og dømmekraft. For det tredje, fordi indrømmelsen åbner for reelle politiske angreb. Blandt andet om det personlige ansvar, som partiet hylder, også gælder i forhold til ikke at understøtte den kriminelle infrastruktur, der får kokainen til at flyde.
Og endelig, fordi der selvfølgelig også er potentielle LA-vælgere, der vil synes, at kokainbrug er mærkeligt og diskvalificerende i sig selv.
Dagens valgdetalje: Statsmand på druk
Apropos politikere med levede liv. Den socialdemokratiske landsfader Thorvald Stauning havde et image som den utrættelige tillidsmand, der med flid arbejdede sig op fra samfundets bund. Men som historikeren Søren Mørch skrev i ’24 Statsministre’, så krakelerede det nøje plejede offentlige billede af og til.
Han drak sig lejlighedsvis i hegnet og måtte bæres hjem på en stige. »Så blev han fuld, ikke bare sådan en stille brandert, men stangdrukken og gjorde skandale. Lille skandale, når det skete i private selskaber, hvor vært og venner kunne dække over blamagen. Større skandale, når han smuttede fra dem, der mere eller mindre diskret var sat til at holde øje med han«, lyder Søren Mørchs beskrivelse.
Det var en anden tid.