Politikens debatpodcast ’Den levende’ stiller tidens store spørgsmål til de tænkere, der tør svare på dem.

Hamas' ideologi: »Hamas vil opbygge et modstandssamfund«.

Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix

De civile tab vokser med eksplosiv hast under Israels offensiv i Gaza, og både Frankrigs præsident og USA’s forsvarsminister advarer nu Israel om, at det risikerer at drive befolkningen i armene på fjenden. Men hvem er Israels fjende så?

I ugens ’Den levende’ beder vi RUC-professor og politisk sociolog Sune Haugbølle forklare Hamas’ ideologi. Den vokser ud af den politiske islams idé om »islamisering nedefra«, fortæller han. Og så er Hamas særlig blandt islamistiske bevægelser, fordi den fra sin base i Gaza siden 1960’erne har koblet sig sammen med kampen mod imperialisme.

Så Hamas er historisk ikke bare formet af Det Egyptiske Broderskab, men også af marxistisk-leninistiske bevægelser og en tankegang om, at lande og grupper i den tredje verden skal samarbejde mod en fælles fjende. Og dét er en ide, der også appellerer til tidligere kolonier i Afrika og Latinamerika.

Hamas ser sig selv som opbyggere af et modstandssamfund, siger Haugbølle. »Kvinders rolle, børns rolle, alles rolle, er at opbygge et samfund med stærke værdier, baseret på islam, som kan gøre palæstinenserne i stand til at yde modstand«.

I afsnittet diskuterer Eva Eistrup og Lotte Folke også, hvordan tænkere som John Gray og Frantz Fanon kan bidrage til at forstå den vold, der er så central for en bevægelse som Hamas.

Sille Westphal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her