Den unge kvinde: »Som ung kvinde længes man efter at give sin omsorg«: Hør Ulrikka Gernes og Eini Carina Grønvold reflektere over deres forhold til langt ældre mænd

Foto: Lotte Folke Kaarsholm
Foto: Lotte Folke Kaarsholm

En ny roman har fået samtalen om kæresteforhold med stor aldersforskel og magtulighed til at blusse op på ny. Ulrikka Gernes’ roman ’En pige forlod værelset’ er inspireret af hendes eget kæresteforhold til en langt ældre mand, da hun var ganske ung, og fortæller om den høje pris, det havde for hende.

I ’Den levende’ taler Ulrikka Gernes med Lotte Folke, Eva Eistrup og manuskriptforfatter Eini Carina Grønvold om, at vi er ved at få et nyt blik for den unge kvindes værdi og ret til sin egen fortælling.

»Det har taget rigtig mange år at fortælle denne her historie«, fortæller Ulrikka Gernes om sin egen proces. »Erkendelsen tager lang tid. Og derfor har sproget også været længe undervejs«.

Eini Carina Grønvold er medstifter af dansk sexpositiv feminisme og skrev for nylig debatindlægget Unge kvinder, der er kærester med gamle mænd, skal passe på, der også tog udgangspunkt i hendes egne erfaringer. Hun er optaget af den pris, som unge kvinder (og somme tider mænd) betaler for de relationer, de har med (hyppigst) mænd, der er langt ældre og mere magtfulde end dem selv.

For den unge kvinde med den ældre mand er en slags figur, der går langt tilbage i kulturhistorien og i vores samfund: »De her forhold har udspillet sig, så længe det er blevet dokumenteret, hvad der foregår mellem mennesker. Så længe der har været tilknytningsforstyrrelser, har de her forhold udspillet sig«, siger Eini Carina Grønvold.

Hun mener også, at det er overset, i hvor høj grad den unge kvindes sårbarhed og omsorg har en værdi, som selv ældre mand, der har brugt livet på at hærde sig selv, har behov for – og har let ved at få unge kvinder til at give: »Som ung kvinde længes man efter at give sin omsorg, seksuelt og følelsesmæssigt«.

Men det har store konsekvenser, når man som ung ikke får lov at gøre sig sine egne erfaringer og intet har at sammenligne med. Og her bør vi som kultur tale om, at også store fristelser kan det være ansvarligt at stå imod, siger Ulrikka Gernes:

»Det svarer jo til, at man kigger på den der sommerfuglepuppe, og man kan se, at der er gang i den indeni. Hvis jeg bare lirker lidt i et hjørne her, kan jeg se den komme ud for øjnene af mig. Så kan jeg se det der mirakel ske. Men hvis man gør det, og den kommer ud, kommer den til at flyve skævt resten af sit liv« forklarer Ulrikka Gernes.

Sille Westphal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her