I august 1997 døde Prinsesse Diana i en frygtelig bilulykke i Paris, bare 36 år ung. Hendes død blev af nogen kaldt »den største begivenhed i verdenshistorien«, 750 millioner tv-seere så hendes bryllup, 2,5 milliarder tændte for begravelsen, og da hun levede, var hun blandt de mest fotograferede personer i verden. 20 år efter Dianas død skrev forfatteren Hilary Mantel i The Guardian, at prinsessen burde være passé, men: »i stedet sladrer vi om hende, som om hun lige har forladt rummet«. Og sådan bliver det også i dag.
For der er noget ved Diana, som ikke vil dø. Det er snart 25 år siden, hun gik bort, og nu graver endnu et stykke popkultur videre i hendes historie. Den chilenske filminstruktør, Pablo Larrain, har med sin film ‘Spencer’ valgt julen 1991 som scene. Det er kort tid inden seperationen fra Charles, ulykken hænger i luften. Kristen Stewart er Oscar-klar med en koket, skuldervridende og evigthviskende Diana i et bulimisk og klaustrofobisk febermareridt af en spillefilm.
Gør filmen noget nyt med Diana? Og hvordan afspejler den vores uendelige og altid-skiftende opfattelse af Folkets Prinsesse? Hvad siger hendes liv og død om det britiske kongehus, der med en Dronning Elisabeth i spidsen har leveret myter og skandaler i årtier? Vores opmærksomhed var med til at slå Diana ihjel, men vi kan stadig ikke kigge væk.
