Asta tager selfies, når hun er allermest på røven, føler sig for fin til et almindeligt arbejde og forventer, at mor og far skal betale huslejen. Er det et tidsbillede eller en kritik? Ugens podcast-panel diskuterer DR3’s nye ungdomsserie.

Politikens Poptillæg: Er 'Doggystyle' en serie til de unge, eller om de unge?

Asta tager flest sexede selfies, når det går allermest dårligt. Pr-foto Valdemar Cold Winge Leisner
Asta tager flest sexede selfies, når det går allermest dårligt. Pr-foto Valdemar Cold Winge Leisner

Poptillægget • Er 'Doggystyle' til de unge, eller om de unge?

Det er svært at være en del af den kreative klasse i København, når man mest bare er arbejdsløs, får afslag fra Skuespillerskolen og ikke har råd til at betale sin husleje. Så Asta (spillet af Rosemarie Mosbæk) på 21 bliver slået hjem - hjem til Odsherred, hvor hun må bo hos sine forældre, indtil hun får styr på tingene.

I løbet af sommeren længes hun efter sit københavnerliv og mukker over, at hun må hænge ud med sin handicappede lillesøster og de gamle venner, der blev boende i hjemstavnen, i stedet for at gå til ferniseringer og filmpremierer med sin emotionelt tilbageholdende bolleven, instruktøren Aske Bang (spillet af Aske Bang).

DR3-serien ’Doggystyle’ tager livtag med en genre, som Danmark har sukket efter, siden støvet efter ’Skam’-hysteriet lagde sig for halvandet år siden: ungdomsserien. Men lykkes ’Doggystyle’ med at indfange en genkendelig ungdomsfølelse - eller bliver det karikeret og overfladisk? Og hvordan fungerer skildringen af provinsen og det identitetssammenbrud, der kan opstå, når man bliver tvunget tilbage til det sted, hvor du ikke kan narre nogen? Ugens panel fælder dom over ’Doggystyle’ og drager paralleller til andre skildringer af provinsungdommen og livet på kanten af voksenlivet.

Christine Runøe Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her