Fra H.C. Andersen-Centret ved Syddansk Universitet har vi fået oplyst følgende om digteren H.C. Andersens (1805-75) sprogkundskaber: »Engelsk blev man ikke undervist i dengang. Helt op til begyndelsen af 1900-tallet var det tysk og fransk, der var hovedsprogene. Tysk klarede HCA sig pænt på. Han kunne skrive længere breve på tysk (selv om der var en del fejl i), og han kunne læse sine eventyr højt på tysk. Fransk har han ikke kunnet tale, men nok forstå noget af på skrift, i hvert fald efterhånden så meget, at han kunne udtale sig om, hvor vidt han var tilfreds med en oversættelse. Mundtligt har han klaret sig med nogle brokker. Italiensk har han også kun kunnet enkelte vendinger på, for i Rom (1833-34) opholdt han sig jo i den skandinavisk-tyske kunstnerkoloni og kunne selvsagt dér nøjes med dansk eller tysk«.