I forbindelse med serien ’Ramt af Livet’ har vi tilbudt læsere at dele deres historie. Det har mange valgt at gøre. Vi har læst alle bidrag. Nedenstående fortælling er bearbejdet og publiceret efter aftale med forfatteren. Du kan dele din oplevelse med at blive ramt af livet her.
Hanne Brusgaard Petersen fortæller sin historie:
Fredag d. 25. november 2016 kommer min mand ind i køkkenalrummet klokken 8.30. Jeg sidder og arbejder ved spisebordet. Han kigger kort på mig, tager sin cykelnøgle og siger: »Jeg kører lige ned i vinterbadeklubben«.
Klokken 9.30 ringer jeg til min mand for at høre, om han har set min cykelnøgle. Det har han ikke. »Ok, vi ses«, svarer jeg. Samtalen tager 33 sekunder.
Kl. 11.30 ringer det på døren. To betjente fortæller, at min mand har været ude for en højresvingsulykke og er afgået ved døden.
Fra det sekund vidste vores lille familie, hvad sætningen 'de pårørende er underrettet' betyder.
I et afgrundsdybt øjeblik forstod jeg konsekvensen af det, de sagde, for ikke siden at kunne forstå det overhovedet.
Vores familie har tidligere kæmpet mod døden. Jeg har været dødeligt syg af nyrecancer og vores søn af meningitis. En meningitis som i første omgang ikke blev opdaget, da man troede, at det var følgevirkninger, efter en traumatisk oplevede, hvor han overværede en medstuderende omkomme.
Det var ufatteligt, at vi skulle miste min mand og børnenes far, når nu vi havde kæmpet så hårdt for, at min søn og jeg skulle overleve.
Hvad gjorde du konkret for at få det bedre?
I begyndelsen følte jeg, at jeg gik rundt på tynd is. Jeg anede ikke, om jeg ville nå ind på sikker grund. Ind imellem røg jeg igennem med et ben. Jeg mærkede dybets kulde og mørke, og der skulle jeg ikke ned.
Det er vores netværks skyld, at jeg er, hvor jeg er i dag. Familie, venner, naboer, bekendte, arbejdspladser, vinterbadeklub og mange flere rykkede sammen om os. De var omkring os, sørgede for os og understøttede os. Og de er der stadig her 15 måneder efter.
Og de var ikke de eneste, som støttede op. Alt omkring sygehus, politi og andre offentlige og private instanser har fungeret perfekt.
På dagen valgte jeg, at vi skulle være åbne som familie. Vores hus skulle ikke blive et sorgens hus, som ingen turde nærme sig.
Vi havde min mand hjemme at stå i 4 dage. 100 mennesker var forbi på kondolencebesøg og for at sige et sidste farvel til min mand.
Vi fik som familie mulighed for i ro og vante omgivelser over flere dage at tage afsked med den mand og far, der var vores midtpunkt og klippe her i livet.
Vi fik det smukkeste farvel i en kirke, der åbnede sig for os, selv om vi ikke var medlem og min mand ateist.
Sådan har det været hele vejen igennem. Når vi har brug for noget, så kommer det til os, og det gør det endnu.
Jeg kan kun være dybt taknemmelig for at være midtpunkt for denne kæmpe støtte fra så mange mennesker, som har haft modet til at gå ind i sorgens rum sammen med os og at være der for os.
Jeg har ikke skulle kæmpe for noget, og jeg har aldrig følt mig ensom i sorgen. Jeg har derfor haft overskud til at gøre gode ting, der bringer os videre. Jeg har søgt hjælp til os via samtaler ved psykolog og vi er med i en familiesorggruppe.
Vi gør en masse sammen for ære og mindes min mand. I sommers cyklede vi op af Tour de France-bjerget Mount Ventoux - 21 km op af det 1912 meter høje bjerg. Jeg har fået lavet løbe- og cykeltrøjer påtrykt logoer af de 4 sportsgrene min mand dyrkede samt hans efternavn Walsted. Vi bruger disse til forskellige sportsevents som Team Walsted. Lige om lidt bliver der sat en mindebænk op for min mand i Vestre Fjordpark tæt ved hans elskede fjord og vinterbadeklub.
Vi har valgt at have et meget aktivt gravsted, hvor vi næsten hele tiden kører med forskellige temaer. F.eks. Provence, når vi andre er på ferie dernede. Det hjælper på den måde fortsat at have min mand med i det, vi gør.
Jeg skriver opslag til min mand på Facebook, når jeg har brug for at fortælle ham, hvordan jeg har det, eller hvad vi har lavet. Det hjælper mig at skrive til ham, og jeg får at vide, at mine opslag også hjælper andre, hvilket igen hjælper mig.
Jeg øver mig på ikke at prøve at forstå, hvorfor jeg har mistet min mand, da det kun fører lige direkte ind i fortvivlelsens sorte rum. Et rum, min mand og jeg også nægtede at gå ind i, når kriser bankede på vores dør.
