I forbindelse med serien ’Ramt af Livet’ har vi tilbudt læsere at dele deres historie. Det har mange valgt at gøre. Vi har læst alle bidrag. Nedenstående fortælling er bearbejdet og publiceret efter aftale med forfatteren. Du kan dele din oplevelse med at blive ramt af livet her.
Johanne Kusnitzoff fortæller sin historie:
Jeg var tæt på at drukne på en dykkertur på Filippinerne i maj 2017. Jeg var ude på et dyk, som jeg egentlig ikke var tryg ved, men instruktøren sagde, at det ikke var noget problem. Men det var det.
Under dykket løb jeg tør for luft, formentlig på grund af en fejl på udstyret. Samtidig blev jeg grebet af en stærk strøm, der trak mig ned. Jeg svømmede desperat mod overfladen, men strømmen var så stærk, at jeg ikke følte, at jeg kom nogen vegne. Jeg mærkede mørket komme glidende ind i mit synsfelt, og jeg tænkte: »Nu dør jeg«.
Heldigvis havde jeg fået kæmpet mig op på en dybde, hvor jeg endelig kunne se lyset på overfladen. Her fik jeg på en eller anden måde svømmet de sidste meter. Jeg glemmer aldrig lyden af mit åndedrag, da jeg brød op gennem overfladen.
Instruktøren og de andre dykkere var også kommet op og spurgte, om jeg var ok. »Nej, jeg er ikke okay!«, gispede jeg. Midt i chokket slog det mig, at det nok var første gang nogensinde, at jeg havde svaret nej på det spørgsmål.
Oplevelsen blev et sidste skub ud over en kant, jeg havde balanceret på længe uden at kunne finde en måde at træde væk fra afgrunden på. Nu røg jeg så ned i den.
Hvad gjorde du konkret for at komme videre?
Jeg kom i et forløb hos en traumepsykolog, som fungerede rigtig godt. Efter et stykke tid der, blev jeg erklæret rask. Men selv om selve traumet var behandlet, havde ulykken rusket godt og grundigt op i en masse giftigt bundfald i mit sind. Efter lidt tid måtte jeg indse, at jeg på ingen måde var rask.
Jeg blev mere og mere angst og måtte til sidst i behandling i psykiatrien, da hele mit 'jeg' faldt fra hinanden, og jeg blev bange for mig selv. Her fik jeg med medicin, samtaler, struktur på hverdagen og motion endelig vendt situationen.
I mange år havde jeg kategorisk skubbet alle negative følelser og tanker væk og brugt oceaner af kræfter på at holde det hele kørende udadtil. Men nu var de kræfter sluppet op, og jeg måtte se en masse ubehagelige sider af mig selv i øjnene. Det lærte mig at tage mig selv og mine følelser alvorligt.
Hvordan har det påvirket din hverdag i dag?
I dag påvirker det min hverdag positivt. Selv om det selvfølgelig har været et frygteligt år. Men en dag i vinters kunne jeg pludselig trække vejret helt ned i maven igen. Den fornemmelse kunne jeg slet ikke huske, og jeg blev helt euforisk.
Min krop havde været i mere eller mindre konstant alarmberedskab i flere år, tror jeg. Nu kan jeg fysisk mærke, når en situation ikke er god for mig og sige fra. Generelt har jeg nok fået sådan en grundro. Ulykken er en god målestok for hverdagsbekymringer.
Det værste skete, og jeg klarede det. Så skal det hele nok gå. Jeg føler mig stadig ikke helt 'normal’, men på den anden side kan jeg heller aldrig blive den gamle mig igen. Hun kom aldrig op fra havet, og det er måske okay.
fortsæt med at læse
Otte ubehagelige tal viser, hvordan danskerne har det indeni
-
Bents historie: »Jeg har accepteret, at jeg resten af mine dage kommer til at vågne op alene, uden en jeg kan give et kram«
-
Sebastians historie: »Jeg var en glad og frisk ung mand, med kæreste, bil, lejlighed, familie og masser af venner«
-
»Jeg er ved at lære at være mere egoistisk og at tænke på mine egne behov først«
