I forbindelse med serien ’Ramt af Livet’ har vi tilbudt læsere at dele deres historie. Det har mange valgt at gøre. Vi har læst alle bidrag. Nedenstående fortælling er bearbejdet og publiceret efter aftale med forfatteren. Du kan dele din oplevelse med at blive ramt af livet her.
Galina Nordby fortæller sin historie:
Da jeg var 27 år mistede jeg min livmoder og mine æggestokke for at overleve en kræftsygdom. Med ét kunne jeg ikke få børn, og med en kræftsygdom i bagagen er godkendelse til adoption en tvivlsom affære. På mindre end et døgn oplevede jeg at blive degraderet til utilstrækkeligheden selv.
Hvem er vi, når vi fysisk og mentalt ikke er den, vi var i går? Hvem er vi, når drømmene fra i går ikke længere kan drømmes i dag? Hvem kan elske en mangelfuld kvinde? Hvem vil vælge at dele sit liv med en, som bringer så stor en begrænsning med sig? Og vil vi selv kunne tillade os at elske igen og bringe begrænsningerne ind i et andet menneskes liv?
Langsomt gik det op for mig, hvor vidtrækkende konsekvenser indgrebet ville få for mit liv, og langsomt skulle jeg lære, hvor langvarig, brutal, ensom, men også underlig smuk sorgen kan være.
I den tid var jeg omgivet af kærlige mennesker, hvis lettelse var stor, fordi jeg ikke skulle dø, og de huskede mig på at være taknemmelig. Og jeg var taknemmelig! Jeg værdsætter mit liv og mit åndedræt uendeligt. Men det betød ikke, at mine nye livsvilkår ikke på samme tid bragte mig dybt ind i sorgens hule hånd.
Og med sorgen fulgte en omfattende frygt, jeg slet ikke var forberedt på. En frygt for både at blive misforstået som utaknemmelig, at synligøre min nye utilstrækkelighed, at blive stemplet som ”ikke godkendt” og at blive det triste indslag i hyggelige sammenkomster.
Det gjorde, at jeg negligerede følelsen af det totale meningstab for min omverden. Og så skete der det, som jeg tror meget ofte sker; vi distancerer os følelsesmæssigt fra hinanden, hvilket gør at vi kommer til at stå alene, når livet gør allermest ondt. Og findes der et ensomt sted på denne jord, så er det i det tomme hulrum, som omkranser den sorg, vi ikke taler om. Og inden vi får set os om, har vi selv været med til at puste luft i det monster, som tabuer er gjort af.
Hvad gjorde du konkret for at få det bedre?
Set i bakspejlet tror jeg, at jeg forsøgte at skabe en ny fortælling om, hvem jeg var. Jeg havde brug for en ny historie, hvor lykken kunne afhænge af noget, som også jeg kunne få del i.
Jeg tog en ny uddannelse, forlod min kæreste, og til sidst det endelige opgør; Jeg flyttede til en af Norges nordligste øer, hvor jeg bosatte mig på en ø med 110 indbyggere. Der, bag det yderste fjeld, midt i Barentshavet, for det meste omgivet af sne og is og stort set afskåret fra resten af verden, var jeg tilnærmelsesvis historieløs.
Skærmet på en så isoleret plads i verden kunne jeg for alvor, med hjælp fra 110 par ukendte, venlige øjne, påbegynde en ny fortælling om mig selv. For selv om vi ikke kan løbe fra vores vilkår, kan vi måske skabe så store forandringer, at lykken får nye variabler?
Hvordan påvirker det din hverdag i dag?
Jeg hørte engang en velformuleret mand sige: »døden har patent på sorgen«. Det har jeg tænkt meget på siden. For det er jo en måde at sige, at kun dem, der mister til døden, har ret til sorgen. Alle andre må føle noget andet. Den slags udtalelser gør, at mange, som er i sorg over andet end døden, føler sig frataget retten til at føle, som de gør.
Problemet er, at hvis vi mister vores følelsers legitimitet, så føles det forkert, når vi føler dem. Det vil jeg gerne give mit begrænsede bidrag til at ændre.
Derfor er jeg efter årelange vandringer på de stormomsuste fjeld vendt tilbage til et liv i Danmark. Det var på en måde et kald, som kom i form af et jobopslag: Organisationen SIND Ungdom havde en vision om at vokse sig større og at skabe flere fællesskaber for unge psykisk sårbare. Fællesskaber, som bryder med den tavshed, der kan gøre det til en ensom vandring, at blive ramt af livet som ung.
For mig gav lige netop dét job det sidste skub imod min hjemrejse. Mit eget livsvilkår er ikke ændret, det kan hverken de mørke arktiske vintre eller dens lyse somre gøre op med, men jeg har fået andre oplevelser, andre muligheder, og lykken har fået nye variabler.
fortsæt med at læse
