Sofias historie: »Jeg nåede aldrig at fordøje den ene ulykke, før den næste ramte som en altædende tornado ud af det blå«

I forbindelse med serien ’Ramt af Livet’ har vi tilbudt læsere at dele deres historie. Det har mange valgt at gøre. Vi har læst alle bidrag. Nedenstående fortælling er bearbejdet og publiceret efter aftale med forfatteren. Du kan dele din oplevelse med at blive ramt af livet her.

Sofia Lauritsen fortæller sin historie:

Jeg er 27 år. Snart 28.

Da jeg var 21, druknede min kæreste på sin sabbatårsrejse i Uganda. Da jeg var 22, døde min mor af lungekræft. Og da jeg lige var fyldt 23, blev min far kørt ihjel i trafikken.

Jeg har brugt en del år på at stirre ud i luften, mens livet er fløjet forbi. Jeg nåede aldrig at fordøje, ja knap nok at forstå, den ene ulykke, før den næste ramte som en altædende tornado ud af det blå.

Det er umuligt for et menneske at rumme alt det på én gang. Så det gør jeg ikke.

Efter studentereksamen drog jeg ud i verden. Jeg befandt mig alene i det sydlige Indien og var netop faldet i søvn under et hullet myggenet, da min mor ringede. Jeg undrede mig, fordi hun vidste, at jeg var fem timer foran, og at det derfor var nat. Men hun vækkede mig for at fortælle, at Thomas og Sebastian var druknet i Uganda.

Jeg husker, at vi få måneder tidligere havde stået på banegården i Aarhus og vinket farvel. De to unge, gæve gutter sad og vinkede med forventningsfulde smil og verden foran sig, mens toget forsvandt i horisonten. Det eneste, jeg var sikker på i verden på det tidspunkt, var, at jeg skulle se dem igen.

Min mor var det trofaste og evigt begejstrede publikum til mit liv. Lungekræften blev opdaget, da det var alt for sent. Jeg husker den aften, det blev besluttet, at hun skulle overflyttes til hospice. Hun var svag, alt for svag til at få kemo, og der var ikke mere at gøre end at vente på, at døden ville komme og tage hende med sig.

Jeg sad og iagttog hende, mens jeg tænkte, at på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden, så vil jeg læse en overskrift i avisen om, at de endelig har fundet en kur mod kræften. At man kan blive helbredt. Og når den tid kommer, så vil jeg være lettet og begejstret, men jeg vil samtidig vide, at for mit vedkommende er det for sent. For min mor kommer til at dø af det nu.

Jeg mødte først min far, da jeg var 15 år. Jeg nåede lige at lære ham at kende. Jeg nåede lige at opdage, at jeg ligner ham fuldstændig. På trods af adskillelse på tværs af landegrænser og tusinder af kilometers afstand gennem så mange år, var vores tanker om livet, vores humor og måde at overkomme udfordringer på fuldstændig identiske. Det var som at finde den sidste brik til et puslespil, der havde ligget uløst i årevis.

Hvad gjorde du for at få det bedre?

Min primære medicin er musikken, som jeg spiller. Lyden af de blide toner lindrer, og som en klaverhungrende junkie har jeg i perioder spillet på alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af.

Længe sneg jeg mig op på forskellige hospitalsafdelinger og ind i opholdsstuerne, hvor jeg vidste, at der stod et klaver. Og hvis der ikke var nogen derinde, satte jeg mig til at spille. Det stod på i lang tid. Et par år tror jeg. Jeg var desperat efter at mærke klaverlyden dulme min hjertebanken.

Det endte med, at jeg frøs en hel vinter, og efterfølgende fik jeg så mange penge tilbage på varmeregningen, at jeg kunne købe mit eget elklaver af god kvalitet. Nu spiller jeg så tit, jeg vil.

Jeg mødte også en psykolog, som tilbragte meget tid med mig. Nogle dage iagttog vi tornadoen sammen. Andre dage holdte hun bare om mig.

De søvnløse nætter fik jeg indimellem bugt med ved at fordybe mig i tal. De bevæger sig kun i form og farve, ikke i følelser og tilstand. Det gav en uforklarlig ro.

En dag faldt jeg over tallet pi (3,14…) og begyndte at øve decimalerne. Nu kan jeg de første 100 decimaler på pi udenad. I en periode gentog jeg dem ivrigt for enhver sjæl, der ikke havde noget bedre at foretage sig. Eller som ikke kom væk i tide.

Heldig som jeg er, dannede resten af min familie og mine venner en mur af kærlighed omkring mig. En hær af sjæle, hvis hjerter ikke kan bestrides. Her er der ingen, der får lov til at forgå.

Jeg er ikke sikker på, at der er nogen, der har svaret på, hvad det rigtige er at gøre, mens tornadoen hærger. Men i dette øjeblik står vi alle helskindet på livets vej. Så langt, så godt.

Hvordan påvirker det din hverdag i dag?

»Du er jo et kærlighedsbarn«, gentog min far altid, når mine halvsøskende ikke var til stede.

At miste sine trofaste vidner til livet er en katastrofe, som efterlader en larmende stilhed. Det er måske accepten af uretfærdigheden, der har svært ved at finde ro.

Det positive sind, jeg har arvet fra min mor, holder jeg fast i med næb og klør. For det er det eneste forsvar, vi har i kampen mod det faktum, at vi kun lever lige nu.

I dag skinner solen. Jeg har tag over hovedet. Jeg er mæt, når dagen er omme. Jeg er ved at færdiggøre en spændende uddannelse, og så arbejder jeg på et slot blandt gæve folk og mediedarlings. Et slot, der rummer en uendelig lang historie, og som hver dag fyldes med sejre og nederlag.

Jeg forsøger ikke at forholde mig til de store spørgsmål.

Hvorfor? Er det min skyld? Er jeg et dårligt menneske? Hvornår sker der en ny ulykke? Hvem er jeg? Hvor er min mor? Er jeg den næste?

Jeg prøver ikke at beskæftige mig med det.

Jeg er bedre til de små ting. Jeg har vasket tøj. Jeg har læst min tekst. Jeg skal mødes med en veninde. Jeg skal skrive en opgave. Nu bliver min kaffe snart kold.

Vi er jo bare mennesker. Vi er ikke mere end det.

Det prøver jeg at minde mig selv om og desto mere, jeg minder mig selv om det, desto lettere er det at komme om ved de ting, jeg ikke kan ændre. Tornadoer for eksempel. De kan komme, og det må man tage med. For det er sådan, det er at leve. Og det klarer vi nok. Sammen, altså.