Musée des Arts Décoratifs i Paris markerer 100-året for art déco-stilen, der blev et udtryk for såvel enkel modernitet som luksus. En stil, der fortsat har stor indflydelse i dag.
Den franske arkitekt Pierre Chareaus udstillede ved Verdensudstillingen i 1925 dette kontor/bibliotek fra en fransk ambassade. Klassisk art déco-stil, der blandede det praktiske med det æstetiske, og raffineret elegance med moderne, robuste materialer. Foto: Les Arts Décoratifs / Luc Boegly
Hurtigt får jeg punkteret en hel del forudindtagede ideer, da jeg besøger Musée des Arts Décoratifs i Paris.
Museet råder over tusindvis af genstande inden for art déco, der rummer så mange former for kreative discipliner, at man helt kan få åndenød. Det er ikke bare møbeldesign, mode, smykker og keramik, det er også arkitektur og transportmidler.