Flyet befinder sig i luftrummet ca. 1.600 km fra det portugisiske fastland.
Hvide skyer skærmer for udsigten til det mægtige, blå Atlanterhav, men pludselig bryder en spidsmundet mastodont ud af skydækket. I et kort øjeblik har vi frit kig til vulkanernes konge, den 2.351 meter høje Pico – Portugals højeste bjerg.
Pico rejser sig lodret op fra havet og minder med sin vælde om, hvilke naturkræfter der er på spil her – og altid har været det.
Det er 200.000 år siden, den enorme vulkan blev skabt i et udbrud, hvis styrke det kræver god fantasi at forestille sig.
Undervurderet Kanarie-ø lokker med mageløs naturSiden 1700-tallet har der været ro omkring Pico og de mange mindre toppe på øen med samme navn som selve vulkanen. Træer, buske, blomster og slyngplanter har klædt Pico i eviggrønne nuancer, og fra flyets ovale vindue ser det hele fredeligt og indbydende ud. Men fredeligt er det langtfra altid på Azorerne.
Vi lander på naboøen Faial, hvor det seneste vulkanudbrud i øgruppen fandt sted. Det var lokale fiskere, der i sensommeren 1957 ved et tilfælde opdagede, at havet ud for øens vestlige spids var begyndt at boble og dampe.
Få dage efter begyndte det hidsige udbrud, der varede 13 måneder og lagde hele den vestlige del af øen i aske og præger samfundet den dag i dag.
Der blev pumpet så meget magma op fra havet, at der til sidst opstod en helt ny ø, og inden udbruddet var omme, var øen blevet landfast med resten af Faial. Ingen mennesker kom til skade under udbruddet, men mange huse og marker blev ødelagt. Store dele af øens befolkning mistede deres eksistensgrundlag og udvandrede i årene efter til USA og Canada.
I dag fremstår den nye vulkanhalvø Ponta dos Capelinhos som et nutidigt minde om menneskets skrøbelighed, når naturen raser.
Mens resten af Faial er pakket ind i grønne vækster, er dette hjørne endnu et dunkelt ødeland med lavagrus i sorte, brune og rødlige nuancer.
I mange år stod et flot, hvidt fyrtårn her og guidede fiskere og søfolk godt på vej. Tårnet blev dækket af aske under udbruddet, men er i dag gravet fri. Tilsodet og forladt rager det op midt i lavamarkerne, og under tårnet anlagde man for nogle år siden et vulkanmuseum. Herinde kan besøgende få en detaljeret beretning om udbruddet i 1957-58.
Installationer fortæller samtidig om vulkaner på såvel Azorerne som andre steder i verden. Ingen ved, hvor længe museet holder stand, men et faktum er det, at vulkanhalvøen langsomt synker i havet. Om 100 år vil formentlig kun en mindre del være synlig. Ikke underligt, at mange kæder Azorerne sammen med myten om det sunkne Atlantis.
Hemmeligheden på øens midte
Efter mødet med det barske ødeland går turen videre til Faials midte med toppen Cabeco Gordo. På afstand ligner det en stor, flad højderyg, men det tilgroede landskab skal vise sig at skjule et stykke ejendommelig natur.
Vi passerer flere kegleformede toppe, der ligger spredt som myretuer på øen, mange tilgroede eller opdyrkede som marker.
»Men tag ikke fejl«, siger vores lokale guide. »Det er vulkaner – og flere af dem er ganske aktive. De hviler sig bare«.
Vi snegler os op ad hårnålesving og ankommer lidt efter til toppen af Cabeco Gordo i over 1.000 meters højde. En tæt tåge har i mellemtiden lagt sig over Faial og gør det umuligt at ænse noget. Alligevel er det, som om man kan mærke et gabende dyb under dynen af skyer.
Og med ét opstår der hul i tågen, og vi har frit kig ned i bunden af det, der for millioner af år siden var en gigantisk vulkan. Krateret kaldes Caldeira do Faial og er i dag fredet på grund af de mange endemiske planter og et skrøbeligt dyreliv.
Mens Pico på naboøen rager op i luften, er Caldeira do Faial lige omvendt sunket sammen i et stort og grønt gabende hul. Træer, buske og farverige blomster vælter frem overalt, og på den flade bund kan vi se flere søer og vandhuller gennem det stadig tyndere lag af dis.
Bortset fra en svag lyd af kvækkende frøer er her stille, og det er vanskeligt at forestille sig udbruddet, der i tidernes morgen skabte dette dragende landskab.
Alt bliver sort, sort, sort
Mens øen Faial er et udstillingsvindue for vulkanernes ydre skønhed, får vi smag for deres dramatiske indre dagen efter, hvor turen går til øen Pico. Uanset hvor man befinder sig på øen, har man følelsen af at være flankeret af en høj mur, også selv om den 2.351 meter høje vulkantop ofte er pakket helt ind i lavthængende skyer.
Ved foden af Pico fandt man i 1990 indgangen til det, der skulle vise sig at være en 5 km lang lavatunnel. Frem til 2005 var det kun lokale, der kendte til grotten Gruta das Torres, men så blev dele af den åbnet for turister.
I den lille arkitektoniske perle af et besøgscenter udstyres vi med hjelme og lommelygter og begiver os herefter ned gennem den tilgroede huleåbning og ind i det ukendte mørke.
Anført af en guide bevæger vi os dybere og dybere ind i det hulrum, der for ca. 1.000 år siden blev skabt af gennemstrømmende lava under et af Picos udbrud. Overalt genlyder det af dryppende dug, og i skæret fra lygterne kan man se, at grotten er beklædt med fugtige drypstensformationer.
Kun selve nedgangen og de første 100 meter er bygget om, så man har lettere adgang til grotten. Alt andet står, som naturen har skabt det. Flere gange må vi kravle over blokke af størknet lava, og ind imellem er underlaget så porøst, at vi må bevæge os frem i snegletempo for ikke at skride.
Efter en halv times tid stopper guiden op. Han beder os alle om at slukke lommelygterne, og lidt efter lidt forsvinder atl lys i grotten. Til sidst er vi omgivet af mørke, og selv om sekunderne går, genvinder vi ikke synet.
Her er sort. Helt sort. I et par minutter oplever vi den udfordrende stilhed og den manglende evne til at se. På én gang en nydelsesfuld følelse og et skræmmende møde med intetheden.
Med et lettelsens suk tænder vi lidt efter lommelygterne igen og bevæger os langsomt mod grottens udgang. Her fremstår bregnerne, mosset og alle slyngplanterne syregrønne i det forandrede dagslys.
Ned i Hades
Nogle dage efter mødet med Picos undergrund tager vi til øen Terceira, der kan prale med Azorernes største vulkankratere. Terceira råder desuden over en attraktion, der gør øen til noget helt særligt: vulkanen Algar do Carvão, som du kan komme helt ind i.
Udefra ligner den de fleste andre vulkantoppe på øerne, dog mere afrundet og ikke nær så kegleformet, og helt groet til med buske og lave træer.
I midten af 1960’erne fandt man ved et tilfælde et lille hul, der viste sig at være vulkanens åbne mund. Af uforklarlige årsager er vulkanen aldrig kollapset, men fremstår med store åbne kamre, som opstod ved et udbrud for ca. 2.000 år siden.
En gruppe lokale gik sammen om at omskabe vulkanen til en turistattraktion og fik lidt efter lidt etableret forhold, der gjorde det muligt at komme helt ind i de kolossale hulrum.
Fra stedets besøgscenter vises vi gennem en dør til en smal, buet korridor oplyst af noget, der skal ligne romerske støbejernsfakler. Det minder mest af alt om indgangen til dødsriget, og da vi kommer ned i bunden af korridoren, bliver associationerne til det græske Hades komplet. Vi træder direkte ind i vulkanen med den spidse åbning højt over os.
Den enorme, hvælvede grotte breder sig dybt ned, og det bliver mørkere og mørkere. Heldigvis er der konstrueret gode trapper og opsat belysning, så man nemt kan bevæge sig helt ind i vulkanens dunkle hjerte.
Længst inde rejser hvælvingerne sig hundrede meter op, og rummet kaldes af samme grund for Katedralen. Her er overraskende lunt og så fugtigt, at det næsten føles som regnvejr. Som en dramatisk effekt spilles orgelmusik, hvilket desværre tager en del af oplevelsen. Følelsen at stå midt inde i en vulkan er i sig selv hårrejsende nok og behøver ikke ekstra effekter.
Fra Katedralen kan man kigge helt ned i vulkanens fjerneste dyb, hvor der er en lille sø, som ikke er tilgængelig for turister. Ad en smal trappe kan man dog gå næsten helt derned. Det var her, vulkanens sidste udbrud begyndte.
Denne dag er vandet blikstille. Her er ingen damp og ingen tegn på aktivitet. Men på Azorerne har man ikke andet valg end at vente. En skønne dag vil der igen komme udbrud fra en af de slumrende vulkaner.
Rejser var inviteret af TAP Portugal.
fortsæt med at læse
