Vi står i sne til knæene og har vanskeligt ved at komme videre.
For foden af bjerget, vi lige har besteget, skimtes byen Ilulissat et par kilometer væk. På venstre side forsvinder underlaget i en slugt på over 100 meter, og på højre side udviskes horisonten over indlandsisen. Der findes én vej, og det er fremad.
Det er bare at følge stien, der gerne skulle ligge under en meter sne. Man tvinges til at sluge en klump og langsomt snige sig fremad på gefühl, kaste en bøn op til de grønlandske guder og krydse alt, der krydses kan.
Fem timer tidligere er vi fem eventyrlystne danskere med vores guide Klaus på vej ud mod en oplevelse, vi tidligere kun har set i Nissebanden i Grønland og på National Geographic. Det handler om is, og i rigelige mængder, for vi er på vej ud på en trekkingtur langs en af Vestgrønlands isfjorde.
2,8 mio. kubikkilometer is: Tag på cool gletsjersafari på GrønlandFra Ilulissat, hvor vi bor, begiver vi os mod Sermermiut, området omkring isfjorden. Svøbt i forventninger, tre lag skiundertøj, en sweater og den tykkeste vinterfrakke, garderoben kunne mønstre, mærkes de grønlandske kuldegrader stadig tydeligt over hele kroppen. Her er koldt. Termometret kryber ned omkring 20 minusgrader, mens en mild brise farver kinderne æblerøde.
Ekskimoernes land
Grønlænderne, der er vant til det hårde klima, vil snarere kalde vejret friskt. Det er i hvert fald ikke noget, der får dem til at holde sig indendørs, og mens vi traver mod isfjorden, overhales vi konstant af jægere og fiskere på vej ud for at fange rensdyr, moskusokse, sæler og andre fisk til aftenbordet.
Fælles for dem er det varme sælskind, de klæder sig i, det brede smil og selvfølgelig det eneste gangbare transportmiddel: hundeslæden. Et »yayaya« flænger jævnligt luften, og brølet presser sammen med den smældende pisk hundekoblet fremad, mens fråden sprøjter fra dyrenes blodrøde mund, og de spidse hjørnetænder glimter i det klare vejr.
Hundeslæde: Bertil Morgan er på fornavn med 60 hunde»Det betyder fremad. Men derudover har hundeføreren mange forskellige ordrer, som hundene forstår og lystrer på«, fortæller guiden.
Klaus uddyber, at de fleste jægere allerede får en hundeslæde i konfirmationsgave og derefter en hund hvert år, indtil de har et kobbel. De skal selv lære hundene op, og der opstår et helt specielt tæt bånd mellem jæger og hunde.
»De er nødt til at stole på hinanden, når de går på jagt. Når de for eksempel er ude for at fiske, har hundene en fornemmelse af, hvor tyk isen er, og jægeren ville ikke kunne undvære dem; især ikke inden for de senere år, hvor isen er blevet mere uforudsigelig«.
I store områder er det forbudt at bruge snescooter, da larmen kan skræmme dyrene væk. Den er heller ikke sikker. Den kan bryde sammen, ryge gennem isen eller løbe tør for brændstof, hvilket kan have fatale følger for køreren. Hundeslæden derimod har igennem årtusinder bevist sit værd, og slædehundene strejker aldrig.
Eskimo-ruiner
Vi er nået ud til Sermermiut en kilometer uden for Ilulissat, og her begynder den seriøse trekking. Området hviler ud til isfjorden, og tre forskellige ruter er afmærket henholdsvis gul, rød og blå. De har forskellige sværhedsgrader, som varierer mellem tre og otte kilometer.
Vi begiver os ud på den blå, for otte kilometer er ingenting, tænker vi kækt. Men dét er det – finder vi senere ud af – når man skal forcere bjerge i dyb sne.
Grønland vil lokke turister til med 'de fem store'Sne er netop det ord, der bedst beskriver naturen omkring os. Her er faktisk ikke andet, så langt øjet rækker, men området har ikke altid været ubeboet. Her har tidligere ligget en stor bosætning for eskimoer, og frem til 1737 var stedet den største bosætning i Grønland.
Arkæologer har påvist, at samtlige kulturer, der har boet langs den grønlandske vestkyst, har været bosat i Sermermiut. Det skinner tydeligt igennem om sommeren, når området ikke er dækket af sne. Her kan man opleve de mange ruiner af lave, runde murer, og helt ned til isfjorden kan man skimte de gamle køkkenmøddinger.
Et vidnesbyrd om en tidligere travl jægerkultur er en gammel kirkegård. De afpillede kors stritter vilkårligt op af sne og is, og tidligere har man gang på gang måtte flytte kirkegården længere ind i landet. Isens konstante pres på bjergene tvang simpelthen klipperne sammen og skubbede de døde op af jorden. I dag hviler den øde kirkegård som et levn fra en uddød kultur.
En fremmed planet
På grund af Sermermiuts historie er området på Unesco’s liste over bevaringsværdig naturarv, så der må ikke bygges i området. Alligevel passerer vi på vej mod fjorden et par små jagthytter. De grønlandske jægere har nok hverken hørt om Unesco eller bevaringsværdig kulturarv, og de ville højst sandsynligt heller ikke rive hytten ned, hvis de modtog dekret fra Paris.
Området er deres, og de jager stadig som et naturfolk med henblik på selvforsyning og med en dyb respekt for naturen.
Det er en hård tilværelse at skulle fange sin egen føde i det uvejsomme og – på grund af klimaet – konstant vekslende terræn, og det hænder, at jægere og fiskere ikke vender hjem efter jagt- og fisketure. Tre uger før vores ankomst til Grønland tilbragte tre fiskere to dage flydende rundt på en stor isflage, der havde revet sig løs, før de blev fundet og bjerget af en redningshelikopter.
Ubeskrivelig udsigt
Turen fortsætter ud mod fjorden. Vi runder et bjerg, og pludselig er der frit udsyn over isfjorden. Udsigten rammer direkte i mellemgulvet, og der går et øjeblik, før hjernen registrerer, hvad vi skuer ud over. At kalde udsigten for unik er en underdrivelse, ligesom bjergtagende, iøjnefaldende, smukt eller billedskønt heller ikke slår til. Ansigt til ansigt med den grønlandske rå natur er vi ganske enkelt mundlamme.
Ud til horisonten bugter og vrider isen sig i gigantiske, abstrakte figurer, og det er som at stirre ud over en fremmed planet. Overjordisk ser det i hvert fald ud, når isbjergene, der rækker flere hundrede meter i vejret, majestætisk knejser mod himlen.
I det klare vejr kan vi se 50 kilometer ud til horisonten, hvor islandskabet strækker sig i det fjerne. Isbjergene er brækket af indlandsisen 40 kilometer længere inde i isfjorden, hvorefter de presses ud i Diskobugten, der omfavner området, hvor vi vandrer.
Sådan bliver du den vildeste actionhelt i Laplands isnaturIsbjergene stuves sammen og forvrider den isdækkede fjord i alskens afstøbninger fra det pres, som de nye isbjerge lægger bagfra.
Før de når ud i Diskobugten, skal de nemlig presses over en morænevold i havbunden, hvor der ’kun’ er 200 meter dybt. Dette er et af de steder i verden, som vidner tydeligst om den globale opvarmning, og mens vi vandrer langs fjorden, ser vi de hvide giganter dovent drive forbi. Indlandsisens gletsjere kælver, og de er det tydelige resultatet.
Kællingekløften – et sultent gab
Vi følger stien, som nogle steder er tydeligere end andre, og hele tiden vandrer vi med udsigt over isfjordens næsten skræmmende æstetik. Lige så imponerende som naturen er stilheden, der omgiver os. Her er absolut ingen lyd udover den ildevarslende knirken og knagen fra isen, og det er en fascinerende oplevelse at stå med udsigt over et landskab – truende i sin storladenhed – i komplet stilhed.
Hver gang vi runder et bjerg åbner sig et nyt panorama, og vi slås hver gang af islandskabet.
Den sidste time har vi brugt på at gå opad. En konstant stigning har bragt os til toppen af det sidste bjerg, og fodsporene, vi har efterladt os, beviser at denne trekkingtur ikke er for tøsedrenge – Sneen har hele vejen ligget i mindst en halv meters dybde, og nogle steder har den nået til navlen.
Snakken blandt mine rejsekammerater er også langsomt forstummet i takt med, at kalorierne bliver brændt af og lungerne udfordret i den isnende luft. Øjnene skinner dog stadig af begejstring, og det er som om, man aldrig kan blive mættet af udsigten til isbjergene, der næsten virker besjælet – som fortidsdyr, der uendeligt upåvirket svømmer mod åbent hav.
Grønlands turist-site vinder prestigefyldt prisVi har nået toppen af bjerget. På vores venstre side åbner slugten sig som et sultent gab. Den hedder Kællingekløften. Navnet stammer fra gamle tider, hvor de gamle blev bragt til toppen af bjerget, så de kunne kaste sig i slugten, når de ikke kunne bidrage med noget til samfundet.
Et par stykker fra gruppen mener, at de på trods af dagens strabadser stadig er i stand til at bidrage, og ingen har planer om at tage samme tur som de gamle kællinger. Vi lister derfor forsigtigt frem og når enden af plateauet. Stigningen på bjerget er til vores lettelse ikke særlig stejl, og man kan næsten rutsje hele vejen ned til Ilulissat, hvor slædehundenes hyl er en kærkommen velkomst.
fortsæt med at læse
