»You knoooow?«
En kort, men for mig alligevel temmelig uforståelig talestrøm er netop sluttet. Ricardo, en lokal guide, prøver at forklare mig, hvad der gør Jamaica til noget særligt og kigger nu afventende på mig.
Svaret virker indlysende. Vi sidder ud mod et turkisblåt hav, der skyller ind på strandbredden i hvide, skummende bølger. Min vinterhud prikker under solens stråler, og jeg føler mig hurtigt gennemvarm og ubekymret. Det Caribiske Havs messende, rolige rytme står i skarp kontrast til det virvar af sanseindtryk, jeg befinder mig midt i.
På rejse til Cubas ukendte øBag os spiller et par højttalere blød reggae. Farverige saronger og håndklæder vajer i vinden fra improviserede strandboder, og både med glasbund sejler nysgerrige turister ud af mit synsfelt. Jeg inhalerer den tunge, varme strandluft. Efter 10 dage i Jamaica kradser den sødlige lugt fra Ricardos tændte joint næsten ikke i mine næsebor.
»No problem«
»De fleste kommer her for at slappe af. Her glemmer man al stress. Vi har real vibes«, siger Ricardo og retter på sine dreadlocks, der er bundet sammen i en knude i nakken. Han snakker engelsk med den særegne jamaicanske patois-dialekt, der får ordene til at falde langsomt og tungt.
Som mange andre, jeg møder, er han tilflytter, der har slået sig ned i feriebyen Negril på Jamaicas vestkyst på grund af turismen. Han er selvlært guide, taxafører og i gang med at åbne en strandbar et par meter bag os. Kunderne samler han typisk op på stranden fra dag til dag; en forretningsmodel, der er et godt eksempel på kulturen her. »Yeah man« og »no problem« er de ytringer, jeg hører mest.
Besøg Hemingways HavanaNegril er en lille by med cirka 3.000 indbyggere og turisme som eneste egentlige indtægtskilde. Byens 11 kilometer lange hvide sandstrand er derfor et naturligt centrum for de fleste aktiviteter. Her kan man dykke, snorkle og sejle ud til det nærliggende koralrev i dagtimerne. Om aftenen er der for det meste livemusik med bands, der optræder på en scene i sandet med udsigt til de mørke bølger.
Lukket ind i varmen
Jeg er her i marts, i højsæsonen, og møder flere folk, der hænger ud på stranden og fortæller, at de sover bag bardiskene i sandet om natten. Egentlig bor de i bjergene, men når turismen er på sit højeste, flytter de midlertidigt ned i byen for at arbejde.
Det store fokus på turister mærker jeg på godt og ondt. Generelt er folk imødekommende og åbne; engang imellem i en sådan grad, at det bliver for meget. Gadesælgere kommer insisterende over for at sælge frugt, cigaretter eller ’ganja’, som er jamaicansk marihuana, og begrebet privatsfære virker til at være ukendt her.
Men jeg føler mig også lukket ind i et fællesskab. Som da jeg de første dage i Negril er indkvarteret i et guesthouse hos en kulsort, mager ældre kvinde, der insisterer på, at jeg bare kalder hende ’Mama’.
Besøg Mexicos paradisø inden det er for sentEn uges tid senere støder jeg på hende igen på en sidegade til byens hovedvej. Et sæt højttalere blæser dancehall-musik ud imellem slidte villaer, og lugten af tændte joints hænger i luften. Unge og gamle fra kvarteret er samlet til fødselsdagsfest, og jeg har ikke engang nået at fatte, hvad der foregår, før Mama har rakt mig et plastikkrus med stærk fiskesuppe. Venligheden fra fremmede på gaden er slående.
Trofaste turister
I samme område – Negrils West End – møder jeg Herbie. Han arbejder til daglig som forretningsmand i Schweiz, men tilbringer vintermånederne i Negril. Han er i selskab med en ven og en jamaicansk fisker, som han netop har været ude på havet med. På et rækværk har de klynget morgenens fangst op: En glinsende fisk på næsten en meter, der nu skal testes som kyllingeføde. Hvis ikke kyllingen er død af forgiftning inden for tre timer, er det formentlig aftensmaden, der slattent hænger over rækværket, forklarer de.
Herbie var i Jamaica for første gang i 1989. Efter en pause på 22 år kom han tilbage og har været her de seneste tre år.
»Jeg har rejst hele verden rundt, men aldrig fundet noget lignende. Her kan man danse, ryge og bevæge sig frit rundt på gaden. Man er fri her,« forklarer han.
Vild dykning i Mexico: Underjordiske huler og koralrev i verdensklasseJeg ser ham flere gange slentre hjemmevant rundt i byen i sine klipklappere eller sidde på en af de lokale barer, hvor han giver sin gennemstegte hud en pause. Han føler sig hjemme her i byen, hvor der er sol og fest hver dag.
»Stedet har selvfølgelig ændret sig efter første gang, jeg var her. Der er kommet bedre veje og flere biler, men bygningerne ligner sig selv. Og friheden her er den samme, som jeg oplevede for 24 år siden,« siger han. »Men hvis man som turist køber en 14 dages rejse hertil, vil man gerne se et smukt og rent land. Jamaica ér smukt, men der ligger skrald i gaderne. Folk her skal lære at passe på deres land.«
Det er en observation, der indkapsler den jamaicanske charme ret præcist. Udenfor ressorternes indhegninger er hovedvejen fyldt med skrald i vejkanten, gadesælgere bag forfaldne frugtboder og afskallede husfacader.
Men når jeg skræller det første lag skidt af og løfter blikket ind mod landet, ser jeg bjergtoppe dækket af frodige grønne planter og palmer. Samme oplevelse har jeg på stranden, hvor der bag gadesælgere og insisterende massører åbenbarer sig et hav, der glimter i klare lyseblå og grønlige nuancer under solen.
»Bruuushhh«.
Jeg er tilbage på stranden, og det er blevet mørkt nu. Jeg kan ikke se havet, men bølgerne bruser stadig kontinuerligt ind mod bredden. Jeg hører reggae og dancehall fra begge sider, og en krydret duft af kylling spreder sig i luften.
Duften kommer fra en udendørsgrill, der står i sandet. Over gløderne ligger en langtidsrøget kylling, der bliver serveret overøst med stærk barbecuesovs, ketchup og et stykke brød pakket ind i sølvpapir. Intet bestik.
Det er den jamaicanske egnsret, ’chicken jerk’, som er blevet lagt på grillen for flere timer siden. Som med alt andet her er der ingen stress. Ricardos ord popper op i hovedet på mig: »real vibes«. Og han har ret. Den tilbagelænede, ubekymrede hverdag, jeg allerede har vænnet mig til, virker til at have rødder i noget ægte, der stadig er i live under den turistede overflade.
Tag med til Mexicos storslåede og mystiske maya-pyramiderJamaica har udover den smukke natur også en anden dimension – en tilbagelænet mentalitet, der smitter, og som på mindre end en uge har fået mig til at glemme stress og problemer hjemme.
Jeg forstår, hvad der får folk til at vende tilbage år efter år.
fortsæt med at læse
