Kan Thar Yar-søen i Hpa-an og det hellige bjerg Mount Zwegabin i baggrunden.

Kan Thar Yar-søen i Hpa-an og det hellige bjerg Mount Zwegabin i baggrunden.

Rejser

Udforsk de hellige klippepagoder i Myanmar

Klippepagoderne ved Hpa-an i det sydlige Myanmar er en perle, men endnu lægger meget få vestlige turister vejen forbi.

Rejser

Den trehjulede thoun bein bumper og hopper ad den røde støvede og hullede vej, og vi letter jævnligt i de minimalt polstrede sæder på bagsmækken og sørger for at gribe fat i noget. Køretøjet, som er en motorcykel med et lad med bænke til passagerer og fragt, har vi lejet med chauffør for hele dagen.

Langs vejen er saftigt grønne rismarker, hvor vandbøfler og mennesker arbejder på samme måde, som de har gjort i mange hundrede år.

I den disede horisont tårner imponerende kalkstensbjerge med frodige træer og buske sig op. Nogle af dem har også en gylden stupa – en slags spir – på toppen.

Vi er syd for Hpa-an i det sydlige Myanmar (tidligere Burma). Hpa-an er Karenstatens hovedstad på Thanlwinflodens bred og regionens centrum for trafik og handel.

Lige siden Myanmars uafhængighed fra briterne i 1948 har Karenstaten ført en væbnet kamp for selvstændighed. Selvstændighedskampen er ikke slut, men der har været våbenhvile siden 2012, og i august 2013 blev rejserestriktionerne for udlændinge ophævet.

Karenstatens længste grotte er 800 meter lang. Mennesker har pyntet på naturens værk og har forvandlet det forreste kammer til en pagode.

Karenstatens længste grotte er 800 meter lang. Mennesker har pyntet på naturens værk og har forvandlet det forreste kammer til en pagode.

Men endnu besøger relativt få turister Karenstaten. I 2014 var antallet 9.000, og i 2015 steg det til 14.000. De få turister får Hpa-an til at virke mere uberørt og autentisk end andre byer i Myanmar, som har flere turistbesøg.

Men når man har set sig mæt på gadeliv og marked, har den lidt nedslidte by ikke så meget mere at byde på. Det interessante er derimod de fem klippepagoder i Hpa-ans opland, og det er nogle af dem og et par andre attraktioner, der er årsagen til, at vi nu skrumler af sted, mens vejens støv sætter rødlige spor overalt på os.

Den kongelige elefant

Thoun bein’ens midaldrende trinde chauffør rutter ikke med ordene, og hans engelske ordforråd er begrænset, men han tager sin opgave med at guide os alvorligt.

Metoden  er simpel, men ganske effektiv: Når vi kommer til et seværdigt sted, går han i en retning og regner med, at vi følger med.

Massevis af gyldne buddhastatuer, stupaer, farverige altre og små gyldne lerplader på væggene udgør pagodens udsmykning i Sadan-grotten.

Massevis af gyldne buddhastatuer, stupaer, farverige altre og små gyldne lerplader på væggene udgør pagodens udsmykning i Sadan-grotten.

Vi er på vej mod dagens højdepunkt: Sadan-grotten, som er en buddhistisk helligdom. Sadan betyder ’kongelig elefant’, og grotten er med sine 800 meter den længste i Karenstaten og den femtelængste i hele Myanmar.

På bare fødder bestiger vi de første stentrapper – fodtøj skal af i alle buddhistiske helligdomme – og under os folder et gigantisk kammer sig ud.

»Wow!«, er det eneste, der slipper ud af min mund ved synet af det majestætiske rum med dramatiske stalaktitter under det høje loft og spredte stalagmitter langs siderne. Dette naturens værk kan snildt måle sig med menneskeskabte katedraler.

Men mennesker har tilpasset Sadan-grotten og forvandlet dens forreste kammer til en pagode. Gulvet er (nogenlunde) plant og af beton, her er massevis af gyldne buddhastatuer, stupaer, farverige altre og små gyldne lerplader på væggene.

Denne blanding af natur og buddhistisk kultur, som man oplever i alle Hpa-ans fem klippepagoder, er fascinerende. Men Sadan-grottens enorme størrelse fremkalder næsten ærefrygt.

Der er en del lokale besøgende i grotten, og mange smiler og hilser nysgerrigt på os, for ud over os er der kun et par enkelte vesterlændinge.

De lokale er både mænd, kvinder og børn, og langt de fleste voksne er klædt i den traditionelle longyi, slå om-nederdelen, som både mænd og kvinder bruger.

Tre ting for karmaregnskabet

For os er grotten en fascinerende seværdighed, men burmeserne bruger aktivt helligdommen. 89 procent af Myanmars befolkning er buddhister, og religionen fylder meget i deres hverdag.

De tror på genfødsel, så alt, hvad de gør i dette liv, har betydning for, hvordan det næste bliver.

Især tre ting er gode for karmaregnskabet – og som vi overalt i landet iagttager dem gøre: At give mad til munke, at donere til klostre og templer og at bede i pagoderne. Og det er netop, hvad de gør i Sadan-grotten: Beder en kort individuel bøn, inden de ligesom os studerer grotten nærmere.

Der strømmer dagslys ind fra hulens åbning og fra diverse huller op igennem bjerget, så det er let at udforske klippepagoden.

Vi har givet 3.000 kyat (ca. 16 kr.) ved donationsboden, og derfor har munken også tændt det elektriske lys omkring den store buddha, som ligger lidt tilbagetrukket i grotten, hvor duften af røgelse kilder næseborene, og de lokale ærbødigt falder på knæ.

Man kan gå hele vejen gennem den 800 meter lange Sadan-grotte. Vi bevæger os opad fra pagoden og ind i de nødtørftigt oplyste kamre (det er en god idé at medbringe sin egen lygte).

Chaufføren er gået med os, og han siger, at her er det o.k. at tage sandalerne på igen. Det er rart, for klippegulvet under os, som et par gange bliver til trapper, er ujævnt, fedtet og slimet.

Flagermusene vågner

Klippevæggene tårner sig op omkring os, og lyset fra vores lygter afslører, at de mange steder er af krystal fra bund til top. Lygtelyset får også flagermus til at pibe højlydt irriteret over at få dagssøvnen forstyrret, og nogle af dem flakser forsovede rundt højt over vores hoveder.

Der er fugtigvarmt i grotten, så selv om turen igennem kun tager omkring et kvarter og ikke er rigtig fysisk udfordrende, klæber tøjet alligevel til kroppen. Derfor er gensynet med luft og dagslys, der strømmer gennem loftet over en stor stalagmit forvandlet til stupa, dejligt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Overalt mødes turister med nysgerrighed og et smil.

Overalt mødes turister med nysgerrighed og et smil.

Det samme er udsigten ud over en lille sø, som ligger lige for foden af trappen, der fører ud af grotten. Vandspejlet er næsten blikstille og reflekterer de bevoksede kalkstensbjerge i kønne grønne nuancer.

Ved søens bred ligger en mængde små træbåde, for en af attraktionerne her er, at man kan sejle tilbage under bjerget. Men vi skal vente lidt, mener vores chauffør.

Vi følger ham nysgerrigt over en mudret eng til en anden grotte. Den hedder Hai Sin, ’elefant uden stødtand’.

Den er ikke nær så imponerende, hverken i udsmykning eller fra naturens hånd. Men den må være vigtig for buddhister, for alle går i gåsegang gennem mudderet og begiver sig langt ind bag i grotten til en kæmpe stalagmit omkranset af buddhastatuer.

I båd under bjerget

Mine bare fødder har fået nok af dunkle klippegange med masser af skarpe udfordringer, så jeg fortrækker til grottens indgang. Og så sker det, som så ofte sker på disse kanter, hvor vestlige turister stadig er få: Jeg bliver attraktionen.

Nogle unge kvinder smiler nysgerrigt, fniser lidt sammen, og vi udveksler et »mingalàbar«, goddag. Så tager en af dem mod til sig og viser mig spørgende sin smartphone. »Photo?«

Jeg svarer med et smilende nik, og sekundet efter har fem kvinder taget opstilling ved siden af mig, klar til at blive foreviget. Sådan som min mand og jeg er blevet det talrige gange, fordi vi bare ser så anderledes ud end burmeserne.

Tidligere på dagen var der sågar en ung fyr på motorcykel, der kørte bag thoun bein’en og pludselig hev sin smartphone frem og fangede os i farten.

Min mand og chaufføren dukker op fra Hai Sins allerinderste, så nu er vi klar til sejlturen. Det myldrer med lokale turister på søbredden, men vores chauffør skærer stilfærdigt og målrettet gennem mængden, og snart vinker han os hen til en lille flad båd.

Den er lidt mindre end bådene, burmeserne sejler i, men den er kun til os, for de tætpakkede både – der er 18-20 personer i én båd – vil de ikke have turisterne i. De ved, at vi har råd til at betale for en hel båd.

Da vi glider ud på søen og ser sprækken mellem vand og bjerg på afstand, virker det næsten, som om man ikke kan komme igennem. I regntiden kan man ikke, men nu går det fint.

De fleste i Hpa-an slæber deres produkter enten til fods og eller på cykel.

De fleste i Hpa-an slæber deres produkter enten til fods og eller på cykel.

Og der er slet ikke så mørkt inde i grotten, som man kunne frygte, for allerede da båden sejler under det første klippefremspring, kan vi skimte lyset, hvor vi skal ud igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På ganske få minutter er båden ude på bjergets modsatte side, og vi sejler tilbage mod Sadan-grottens indgang ad en smal kanal kantet af grønne rismarker, som vi er i øjenhøjde med.

Efter et kvarter i den lille båd går vi i land og betaler føreren 5.000 kyat (ca. 27 kr.).

Vi er klar til at skramle videre mod mere rødt støv og flere oplevelser.

Og vi bliver ved med at være en attraktion for de forbipasserende, som vi sidder der til skue på thoun bein’ens bagsmæk og beredvilligt smiler og vinker tilbage til dem.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden