Odysseus og hans nymfe, Calypso, tilbragte tid sammen i en mørk grotte ud til det azurblå hav. Grotten er der stadig, men bærer ellers ikke vidnesbyrd om den græske sagnhelt og hans færden her for godt og vel et par tusind år siden.
Historiens troværdighed kan beklikkes, men grotten er på én og samme tid dragende og skræmmende. Et yngre par har kastet sig ned i bølgerne for at udforske grotten fra den mest imponerende, men også risikable side. Indefra!
Fra klippesiden ser man den åbne slugt som et gabende hul i det tidløse landskab af sporadiske buske og vilde blomster, som insisterende klæber sig til den porøse sandsten. Ved det sidste afsnit af den smalle sti, som fører ned til grottens åbning, er et lille plateau. Her har en entreprenant, men i øvrigt meget afslappet herre en lille interimistisk bar, hvor han tilbyder friskpresset appelsinjuice og te.
Her er blot et par personer, for stedet er ikke helt nemt at finde. Fra den smalle landevej, hvor man parkerer sin bil, er der en lille times vandring igennem et vildnis af alt det bedste, Middelhavet kan byde på af vækster, langs den sti, som fører herned.
Benediktinermunke byggede dette kloster i romansk stil i 1100-tallet. Det ligger på den lillebitte ø St. Mary.
Alene turen de omkring 100 højdemeter ned mod havet er sanseberigende i sig selv. Fennikel, anis, figner, vilde grønne asparges er blot nogle af de forskellige vækster. Duftene af krydderurter, vilde blomster – velkomment ukrudt – går igennem olivenlundene, som heldigvis giver skygge for den varme eftermiddagssol.
Slut med giftige slanger
Mljet er naturøen par excellence. Denne sydligste af de mange kroatiske øer måler godt 30 kilometer på den længste led og højst 3 kilometer på den bredeste og ligger så tæt på fastlandet, at dets dramatiske høje kyststrækning hele tiden er i syne. Feteret og beundret af naturfreaks, som i et – heldigvis – afmålt antal især frekventerer den vestlige tredjedel af øen, der i 1960 blev udlagt som nationalpark på grund af den unikke flora og fauna, som stort set er uberørt.
Én undtagelse er der dog: Giftige slanger fandtes engang i stort antal i pinjeskovene, men i begyndelsen af 1900-tallet ønskede man at komme dem til livs. Det gjorde man ved at udsætte et stort antal desmerdyr, som var importeret fra Indien, og deres appetit fik gjort en ende på krybenes tilstedeværelse.
Babino Polje ligger hævet over kysten i et skønt bjergområde med masser af Middelhavs-vækster. Stort set intet sker i den lille by, men til gengæld byder den på meditativ, næsten søvndyssende ro.
I dag er der kun få slanger tilbage, og de er ikke giftige. De tykhalede desmerdyr støder man nu og da også på.
En relativt ny vandresti på 43 kilometer fører igennem nogle af øens smukkeste egne, selvfølgelig især nationalparken. De fleste vandrer turen på tre dage med to overnatninger. Lige over tusind sjæle bor der på Mljet.
Urbant i småskalaen
Prozura, Govedari og Polace er de eneste tre byer med over 100 indbyggere hver. Resten af beboerne bor sig i alt fra bittesmå landsbyer til samfund med blot 4-5 huse. Prozura er en yderst charmerende landsby, der ligger højt hævet over kysten i den sydøstlige del af øen. Her hviler en næsten søvndyssende fred og ro. Et par ældre kvinder iklædt sort tøj fra fordums kollektioner og med strikkede knæstrømper sidder på en sten og sludrer lavmælt, medens et par katte flader ud foran dem.
Eftermiddagsheden gør sit til det stærkt nedskruede tempo hos folk og dyr. De rustikke huse er bygget af sten og kunne have gavn af lidt udbedringer. På de omgivende klipper vokser oliven- og citrustræer, der overvejende bærer de frugter, som landsbyen lever af.
Her i grotten skulle Odysseus have haft hyrdetimer med Calypso, hvis man skal tro de græske myter. Helt ufarligt er det ikke at bade her, hvis bølgerne er høje.
»Folk fra fastlandet betragter øboerne som lidt sære. Men det er vel et image, som gælder øboere overalt«, fortæller Andrea fra øens turistkontor.
Hun bor permanent i Dubrovnik, men pendler hver dag i sommermånederne til øen for at betjene de besøgende.
»I starten havde jeg meget svært ved at blive accepteret. De virkede mistænksomme og tillukkede. Men det var kun, indtil jeg lærte dem at kende, og de fik vished for, at de kunne stole på mig. Så åbnede et varmt og interessant stykke økultur sig for mig, og i dag er jeg – næsten – helt accepteret som en af deres egne«, siger hun.
»Det har sine fordele og ulemper for beboerne at være en del af et minisamfund. Politiet har ikke travlt, for her forekommer aldrig kriminalitet, da alle kender alle. Husdørene bliver aldrig låst. Prisen for det tætte forhold er selvfølgelig, at privatlivet kan udfordres. Det sker sjældent, men finder et ægtepar ud af, at de vil skilles, skal det virkelig være en lykkelig skilsmisse, hvis begge parter skal vælge fortsat at bo her«.