Byen Prozura set fra vejen oven over, hvor den tager sig smukkest ud med sin uovertrufne beliggenhed i en lille bugt. I baggrunden ses fastlandet.
Foto: Jens Henrik Nybo

Byen Prozura set fra vejen oven over, hvor den tager sig smukkest ud med sin uovertrufne beliggenhed i en lille bugt. I baggrunden ses fastlandet.

Rejser

Her er den kroatiske ø, du stort set kan have for dig selv

Blot en times sejlads fra Dubrovnik træder man i land på øen Mljet, der værner om natur og identitet, og som endnu ikke har ret mange turister.

Rejser

Odysseus og hans nymfe, Calypso, tilbragte tid sammen i en mørk grotte ud til det azurblå hav. Grotten er der stadig, men bærer ellers ikke vidnesbyrd om den græske sagnhelt og hans færden her for godt og vel et par tusind år siden.

Historiens troværdighed kan beklikkes, men grotten er på én og samme tid dragende og skræmmende. Et yngre par har kastet sig ned i bølgerne for at udforske grotten fra den mest imponerende, men også risikable side. Indefra!

Fra klippesiden ser man den åbne slugt som et gabende hul i det tidløse landskab af sporadiske buske og vilde blomster, som insisterende klæber sig til den porøse sandsten. Ved det sidste afsnit af den smalle sti, som fører ned til grottens åbning, er et lille plateau. Her har en entreprenant, men i øvrigt meget afslappet herre en lille interimistisk bar, hvor han tilbyder friskpresset appelsinjuice og te.

Her er blot et par personer, for stedet er ikke helt nemt at finde. Fra den smalle landevej, hvor man parkerer sin bil, er der en lille times vandring igennem et vildnis af alt det bedste, Middelhavet kan byde på af vækster, langs den sti, som fører herned.

Benediktinermunke byggede dette kloster i romansk stil i 1100-tallet. Det ligger på den lillebitte ø St. Mary.
Foto: Jens Henrik Nybo

Benediktinermunke byggede dette kloster i romansk stil i 1100-tallet. Det ligger på den lillebitte ø St. Mary.

Alene turen de omkring 100 højdemeter ned mod havet er sanseberigende i sig selv. Fennikel, anis, figner, vilde grønne asparges er blot nogle af de forskellige vækster. Duftene af krydderurter, vilde blomster – velkomment ukrudt – går igennem olivenlundene, som heldigvis giver skygge for den varme eftermiddagssol.

Slut med giftige slanger

Mljet er naturøen par excellence. Denne sydligste af de mange kroatiske øer måler godt 30 kilometer på den længste led og højst 3 kilometer på den bredeste og ligger så tæt på fastlandet, at dets dramatiske høje kyststrækning hele tiden er i syne. Feteret og beundret af naturfreaks, som i et – heldigvis – afmålt antal især frekventerer den vestlige tredjedel af øen, der i 1960 blev udlagt som nationalpark på grund af den unikke flora og fauna, som stort set er uberørt.

Én undtagelse er der dog: Giftige slanger fandtes engang i stort antal i pinjeskovene, men i begyndelsen af 1900-tallet ønskede man at komme dem til livs. Det gjorde man ved at udsætte et stort antal desmerdyr, som var importeret fra Indien, og deres appetit fik gjort en ende på krybenes tilstedeværelse.

Babino Polje ligger hævet over kysten i et skønt bjergområde med masser af Middelhavs-vækster. Stort set intet sker i den lille by, men til gengæld byder den på meditativ, næsten søvndyssende ro.
Foto: Jens Henrik Nybo

Babino Polje ligger hævet over kysten i et skønt bjergområde med masser af Middelhavs-vækster. Stort set intet sker i den lille by, men til gengæld byder den på meditativ, næsten søvndyssende ro.

I dag er der kun få slanger tilbage, og de er ikke giftige. De tykhalede desmerdyr støder man nu og da også på.

En relativt ny vandresti på 43 kilometer fører igennem nogle af øens smukkeste egne, selvfølgelig især nationalparken. De fleste vandrer turen på tre dage med to overnatninger. Lige over tusind sjæle bor der på Mljet.

Urbant i småskalaen

Prozura, Govedari og Polace er de eneste tre byer med over 100 indbyggere hver. Resten af beboerne bor sig i alt fra bittesmå landsbyer til samfund med blot 4-5 huse. Prozura er en yderst charmerende landsby, der ligger højt hævet over kysten i den sydøstlige del af øen. Her hviler en næsten søvndyssende fred og ro. Et par ældre kvinder iklædt sort tøj fra fordums kollektioner og med strikkede knæstrømper sidder på en sten og sludrer lavmælt, medens et par katte flader ud foran dem.

Eftermiddagsheden gør sit til det stærkt nedskruede tempo hos folk og dyr. De rustikke huse er bygget af sten og kunne have gavn af lidt udbedringer. På de omgivende klipper vokser oliven- og citrustræer, der overvejende bærer de frugter, som landsbyen lever af.

Her i grotten skulle Odysseus have haft hyrdetimer med Calypso, hvis man skal tro de græske myter. Helt ufarligt er det ikke at bade her, hvis bølgerne er høje.
Foto: Jens Henrik Nybo

Her i grotten skulle Odysseus have haft hyrdetimer med Calypso, hvis man skal tro de græske myter. Helt ufarligt er det ikke at bade her, hvis bølgerne er høje.

»Folk fra fastlandet betragter øboerne som lidt sære. Men det er vel et image, som gælder øboere overalt«, fortæller Andrea fra øens turistkontor.

Hun bor permanent i Dubrovnik, men pendler hver dag i sommermånederne til øen for at betjene de besøgende.

»I starten havde jeg meget svært ved at blive accepteret. De virkede mistænksomme og tillukkede. Men det var kun, indtil jeg lærte dem at kende, og de fik vished for, at de kunne stole på mig. Så åbnede et varmt og interessant stykke økultur sig for mig, og i dag er jeg – næsten – helt accepteret som en af deres egne«, siger hun.

»Det har sine fordele og ulemper for beboerne at være en del af et minisamfund. Politiet har ikke travlt, for her forekommer aldrig kriminalitet, da alle kender alle. Husdørene bliver aldrig låst. Prisen for det tætte forhold er selvfølgelig, at privatlivet kan udfordres. Det sker sjældent, men finder et ægtepar ud af, at de vil skilles, skal det virkelig være en lykkelig skilsmisse, hvis begge parter skal vælge fortsat at bo her«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Strande for sig selv

Strandene på Mljet er sjældent overfyldte. Ikke fordi de mangler kvalitet, men fordi øen er mindre besøgt end de fleste andre af øerne. Helt nede mod sydøst på en lille halvø byder den hesteskoformede strand Braca sig til med fint sand og roligt vand. Ikke mange finder herned, for den ligger lidt gemt, og man skal gå nogle hundrede meter igennem skoven for at nå frem.

Ikke hver dag kommer der fremmede på besøg i Babino Polje. Landsbylivet leves herligt autentisk, og sidste tøjmode tages der let på.
Foto: Jens Henrik Nybo

Ikke hver dag kommer der fremmede på besøg i Babino Polje. Landsbylivet leves herligt autentisk, og sidste tøjmode tages der let på.

Der er da også kun to gæster på stranden: et midaldrende østrigsk ægtepar, som nærmest virker overraskede, da de ser os.

»Vi fandt stedet ved at gå ind på Google Earth. Stranden så rigtig dejlig ud på billedet, og derfor valgte vi at afprøve, om den levede op til forestillingen. Virkeligheden overgår langt vores forventninger«, fortæller de.

En halv kilometer længere mod nordvest dukker endnu en paradisisk strand op, den noget større og mere kendte Saplunara, der som Braca også ligger i en stærkt buet bugt, omgivet af krogede pinjetræer. Vi er i starten af juni, og det er nok den tidlige sæsonstart, der forklarer, at der kun er så få badegæster på denne ellers solrige og varme formiddag.

Kun ét regulært hotel findes på Mljet. Hotel Odisej hedder det og ligger i landsbyen Pomena på den nordvestlige side i selve nationalparken. Alle øvrige overnatningsmuligheder finder man på små pensionater og campingpladser.

Andrea fra turistkontoret færdes stedkendt overalt på øen. Her på en smal sti ned til Odysseus’ grotte. Hun værdsætter Mljets natur og er blevet dus med øens flora og fauna, men også med øboerne, hvis tillid det tog nogen tid for hende at opnå.
Foto: Jens Henrik Nybo

Andrea fra turistkontoret færdes stedkendt overalt på øen. Her på en smal sti ned til Odysseus’ grotte. Hun værdsætter Mljets natur og er blevet dus med øens flora og fauna, men også med øboerne, hvis tillid det tog nogen tid for hende at opnå.

»Mljet er lysår fra noget, der kunne minde om masseturisme. Og lad det endelig forblive sådan. Der går rygter om, at en russisk entreprenør vil bygge et stort hotelkompleks, men jeg håber ikke, det bliver til noget, for det vil ødelægge den helt særlige karakter, øen har«, siger en meget ligefrem Andrea fra turistkontoret.

Paulus var her

Historien banker på flere steder. Grækerne omtaler øen allerede 500 f. Kr. Flere skibsvrag under vand ligger som vidnesbyrd herom. Også romerne var her, og de benyttede øen som et refugium, når tingene kogte over i imperiet.

Øen skulle være den, som i antikken benævntes Melita – honningøen – og som er omtalt af apostlen Paulus i et af hans breve. Hans skib forliste på vej til Italien. Da han endelig fik skibet på ret køl, nåede han også lige at blive bidt af en af de mange hugorme, som fandtes på øen dengang.

Af større levn fra antikken er det kun resterne af det romerske palads fra 600-tallet, som står som spøgelsesagtige silhuetter i kystbyen Polace.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mljets nok største enkelte bygningskonstruktion er imidlertid det formfuldendte benediktinerkloster, som ligger på en bitte ø, St. Mary, i den største af de to søer, Veliko Jezero, i nationalparken. Reelt er de ikke søer, men kaldes sådan, fordi det er, hvad de med en uhyre smal kanal ud til havet snarere ligner.

Benediktinermunke fra det sydlige Italien anlagde klostret i 1100-tallet og opførte det i romansk byggestil med de lokale grå sandsten som byggemateriale. Andagtsfuld kan man blive, hvis man går indenfor i klostret. Det emmer af fred og sublim skønhed.

Det samme gælder ude i klostergården med de buede hvælvinger, hvorigennem udsigten til omgivelserne i nationalparken får fuld skrue. Så tæt på civilisationen med kun lidt mere end en times sejlads til Adriaterhavets perle, Dubrovnik, og alligevel et univers for sig selv. Sådan mejsler Mljet sig ind i bevidstheden.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden