Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
La Guajira-regionen er en af Colombias fattigste, og turisme er en vigtig indtægtskilde. Turister kommer for roen i det uberørte samfund.

La Guajira-regionen er en af Colombias fattigste, og turisme er en vigtig indtægtskilde. Turister kommer for roen i det uberørte samfund.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hummerfyldte maver og solbrændte kinder i den øde ørkenby ved Caribiens kyst

I den lille colombianske fiskerby Cabo de la Vela vugges de få turister i søvn i hængekøjer. Byen ved den caribiske kyst lover ro til den eventyrlystne rejsende.

Rejser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En lysende hale piler hen over himlen for at forsvinde på en baggrund af glitrende prikker. Det er det tredje stjerneskud, jeg har set, siden jeg puttede mig i hængekøjen, som er mit hjem for natten. En brise vugger den, og jeg trækker tæppet helt op til næsen.

Klokken er 22.45, men landsbyens få generatorer stoppede for en time siden, og nu virker det, som om hele byen er faldet i søvn. Den eneste lyd er en blid brusen, når bølgerne rammer vandkanten få meter fra mit eksil på stranden.

Starten på dagen var langt mindre idyllisk. Jeg sidder på ladet af en firhjulstrækker, og en rynket kvinde griner højt, hver gang mit hoved banker op i bilens jerngitter, når vi rammer et bump i det ørkenlandskab, vi kører igennem. Flere backpackere har anbefalet os at besøge den fjerntliggende egn for at opleve smukke øde strande og et autentisk fiskersamfund, så nu er vi sammen med en tankfuld vand på vej til landsbyen Cabo de la Vela i det nordligste Colombia.

Kvinden er klædt i en smuk blå dragt, der røber, at hun tilhører det lokale wayuu-folk, et stammefolk, man kun finder i denne øde egn i den tyndt befolkede region Guajira.

»Det her er jo alt for skørt«, udbryder min veninde, da et jordhul giver min hjerne endnu en rystetur.

Jeg må give hende ret. Vi zigzagger mellem kaktusser på sandbund, og efter de første få kilometer med asfalt har chaufføren nu i en halv time tilsyneladende kørt på en vej, som han er den eneste, der kan se. Kun sporadiske spor af andre firhjulstrækkere røber, at vi ikke er de første, der kører her.

Den gamle dame peger pludselig med en kroget finger, og vi sersmå træhuse begynde at dukke op i horisonten. Da vi kommer tættere på, går det op for os, at dette er den ’by’, vi har kørt efter i flere timer.

Overnatning i strandkanten

På hovedgaden i Cabo de la Vela er trafik sjælden, og gaden bliver mest brugt af legende børn. Den trafik, der så er, kommer mest før solen står op. Her kører firehjulstrækkere videre mod Punta Gallinas, Sydamerikas nordligste spids, fem timers kørsel væk.
Foto: Maria Skjødt

På hovedgaden i Cabo de la Vela er trafik sjælden, og gaden bliver mest brugt af legende børn. Den trafik, der så er, kommer mest før solen står op. Her kører firehjulstrækkere videre mod Punta Gallinas, Sydamerikas nordligste spids, fem timers kørsel væk.

Cabo de la Vela ligger i vandkanten ved det blå Caribiske Hav og består af få rækker småhuse langs en sandvej. De er bygget af træ, cement og dele af kaktusplanter, og selv om det er mange år, siden den første europæer, Juan de la Costa, i 1499 kom til ørkenkysten, er der ulig andre steder i Colombia ingen tegn på kolonisering i den lille fiskerby. Her er ingen monumenter eller koloniale bygninger; i stedet er her klatmalede huse og en enkelt elledning, som vi hurtigt lærer ikke har nogen egentlig funktion.

Dækket af støv fra turen bliver vi sat af ved »hotels«, og vores chauffør peger på et par hængekøjer på stranden.

Her dufter af salt og tang, og mens vi kigger spørgende på hinanden, kommer en lille pige løbende og trækker os ned mod hytterne tættest på havet.

En mand ved navn Juan hænger en lyserød og en gul hængekøje op på stranden til os. Voila. Et hotel med en femstjerners udsigt udstyret med et mere simpelt interiør.

Natten tilbringes oftest i hængekøjer på stranden, hvor man for 15 kr. ekstra kan få den mere komfortable hængekøje, Hængekøjerne og farverige tasker sys af Wayuu-folket og sælges til turister.
Foto: Maria Skjødt

Natten tilbringes oftest i hængekøjer på stranden, hvor man for 15 kr. ekstra kan få den mere komfortable hængekøje, Hængekøjerne og farverige tasker sys af Wayuu-folket og sælges til turister.

Her er intet rindende vand, ingen mobildækning. Til gengæld har vi et toilet, som vi skal skylle ud i med en spand havvand, og verdens største badekar få meter fra vores hjem – og verdens bedste havudsigt.

En gåtur langs kysten afslører, at byen er stille. Helt stille. Et par fiskerbåde ligger i vandkanten, og to kvinder sidder i skyggen og syr tasker. Her bor få hundrede mennesker, som primært lever af at fiske og af turister. En af turisterne læser på stranden. Han har været her i et par dage.

»Hvad har du lavet?«, spørger vi.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han nikker mod en bunke bøger foran sig. »Det her«, svarer han.

Gårtur langs strandkanten.
Foto: Cuanto Más Ligero

Gårtur langs strandkanten.

Langt ude på vandet ser vi farverige drager mod himlen, som afslører landsbyens mest kendte trækplaster: kitesurfing-mulighederne. Af de cirka 40 turister, vi møder i byen, er 30 af dem kite- eller windsurfing-entusiaster, som holder til på landsbyens kitesurfingskole og dets tilhørende hængekøje-hostel. Tæt ved er en smoothiebar til de tørstende sportsudøvere og andre, mere dovne turister. Ellers er her ingen indkøbsmuligheder ud over små kiosker, der sælger sodavand og dyr chokolade.

Hummer og blikstille have

For dem, der ikke kitesurfer, er turistattraktionerne til gengæld få. Alligevel finder vi et par timer senere os selv bag på en motorcykel på vej mod bjerget Sugar Loaf Mountain, som en lokal mand tilbyder at køre os til.

Turen går over høje bump og med længere pauser, da dækkene sætter sig fast i det løse sand. Men vi bliver belønnet. Da vi ser klippen, forstår vi, hvorfor bjerget hedder, som det gør. Fra toppen kan vi til den ene side se den rå kystlinje, til den anden smukke gyldne sandstrande. Vi ser solnedgangen fra et nærliggende fyrtårn, inden vi igen ræser ned ad bakkerne på motorcyklen.

Landsbyens mænd er kommet hjem fra havet med friskfanget fisk og store hummere, som de sælger i byens små restauranter. Her får vi selskab af de få andre turister, der også har vovet sig ud på kanten af Colombia, og vi deler rejseoplevelser over kolde øl og smukke store skaldyr i krydret sauce.

»I skal skynde jer lidt«, råder en hollandsk turist os, som har været i byen i to uger, fordi han ikke ville opgive den ro, som han har fundet her.

Vi spiser på lånt tid. Snart stopper byens få generatorer, og så er det med at ligge i sin hængekøje klar til at nyde natten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg vågner, da de lokale fiskere trækker deres både ud i vandet. En sart lyserød stribe breder sig på himlen foran mig, og jeg kan ane et blikstille hav. Skønheden ved at leve simpelt kryber ind på mig. Vi ved ikke, hvad der skal ske i løbet af dagen. Nok ikke ret meget.

Og det er den gave, som Cabo de la Vela giver de eventyrlystne turister. Følelsen af at være så langt væk fra alting, at der intet andet er at gøre end at gå den fuldkomne ro i møde.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden