Hvordan lyder stilhed? Altså sådan rigtig stilhed?
Når man bor på Nørrebro i København, omgiver sig med små børn, tilbringer sin arbejdsdag i et kontorfællesskab og mange aftener har en politihelikopter hængende over bydelen, er stilhed så godt som aldrig til stede.
Men nu står jeg her på mine langrendsski midt i en slags ingenmandsland og funderer over det.
Sallsfjället ligger som en hvid løber bredt ud foran mig. Det kvalificerer sig som et slags Narnia-landskab, der i al sin kulde og råhed er fortryllende smukt. Det bløde lag af sne glitrer som små ædelstene, og de bløde, hvide bakker formet af vinden brydes kun visse steder af dyrepoters aftryk eller krøllede og vindblæste fyrretræer. Solen står lavt, som kan den ikke hive sig længere op på himlen, og med de tynde slørskyer og den rødlige farve indhylles horisonten i varme, men tunge vinterfarver.
