Regensburg er en overskuelig by med et herligt og nænsomt restaureret centrum, hvoraf det meste er på Unesco's liste over verdenskulturarv. Byen blev grundlagt af romerne, der her fandt et overfartssted ved floden Donau og derfor grundlagde Castra Regina. Byens relativt ringe størrelse – knap 150.000 indbyggere – de velbevarede middelalderlige huse, hyggelige gader og livlige pladser giver Regensburg en særlig afslappet atmosfære, som understøttes af, at de mange smalle og snørklede gader har gjort centrum næsten bilfrit.
I middelalderen havde Regensburg sin rigeste periode, for byen var også dengang et vigtigt overgangssted ved floden. Det gav handel og velstand, og de rige købmænd satte penge i formidable bypalæer og tårnhuse i italiensk stil.


























