Fra næste sommer vil danske Spies og andre bureauer ejet af den europæiske rejsegigant Thomas Cook ikke længere sælge billetter til Seaworld i Florida og Loro Parque på den kanariske ø Tenerife, fordi forlystelsesparkerne har shows med spækhuggere og delfiner. Shows, der beskrives som dyrplageri af dyreværnsorganisationer.
Det har direktøren for Thomas Cook, Peter Fankhauser, meddelt på sin blog. Til internetrejsesiden TravelMole siger Fankhauser, at beslutningen er taget efter nøje overvejelser og grundige undersøgelser.




























