Europa kan slå ekstrem varmerekord i dag

I Barcelona nyder mange strandgæster varmen. Andre har det nok sværere med de høje temperaturer. Manu Fernandez/AP
I Barcelona nyder mange strandgæster varmen. Andre har det nok sværere med de høje temperaturer. Manu Fernandez/AP
Lyt til artiklen

Den europæiske varmerekord fra 1977 kan blive slået inden for det næste døgn.

Den gang målte man 48 grader i den græske hovedstad, Athen. Torsdag kan temperaturerne nå over 48 grader i Spanien og Portugal.

Sådan lyder prognosen fra Storbritanniens meteorologiske tjeneste, The Met Office, ifølge flere britiske medier.

Vejrtjenesten advarer feriegæster med kurs mod Sydeuropa om at tage deres forholdsregler i det 'ekstreme vejr', hvor temperaturerne torsdag og fredag kan nå op på sidst i 40'erne.

Voldsom regn blev fulgt af hedebølge: Japans ekstreme vejr kostede 300 mennesker livet

Udsatte turister, herunder ældre og små børn, rådes til at holde sig ude af solen, mens andre anbefales at bruge en solcreme med en høj faktor og holde sig hydreret.

Meteorolog fra The Met Office Marco Petagna fortæller til avisen The Standard, at Den Iberiske Halvø og den portugisiske region Algarve kan blive ramt af de højeste temperaturer i 41 år.

»Spaniens varmerekord er 47,3 grader og Portugals er 47,4 grader. Men disse rekorder kan meget vel blive slået«, siger meteorolog hos Sky News Isobel Lang.

»Det er muligt, at man i de indre områder af Portugal og i de sydlige bakkedale i Spanien kan nå over 48 grader«, tilføjer hun.

Ifølge The Met Office kan de stigende temperaturer strække sig ind over det sydvestlige Frankrig, hvor temperaturerne kan nå over 40 grader.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her