Læs artiklen senere
Gemt (klik for at fjerne)
Læst
Det er, som om øen prøver at lokke mig ud af dynerne og hvisker:
»Kom lige, der er noget, du skal se«.
Klokken er knap syv. Jeg er vågnet ved, at solens stråler strejfer mit ansigt gennem moskitonettet i den lille lyseblå træhytte og fortæller mig, at dagen er begyndt. Jeg lister fødderne hen over det lune trægulvs store, blanke flader og koger vand til dagens første kaffe i det interimistiske tekøkken. Kaffeduften fylder langsomt den lille hytte.
Hoveddørens håndtag knirker let, og en lun luft rammer mit ansigt, da døren går op. Jeg står et øjeblik på verandaen, indsnuser Tongas morgen og går så de 13 skridt ned til vandkanten på øens vestlige side og hilser havets blanke vand godmorgen.
