Mens mange danskere rejser til Indonesien, er der få, som tager til øen nordøst for Bali. Området vil begejstre de fleste natur- eller dyreelskere.
Foto: Sam Crouch

Mens mange danskere rejser til Indonesien, er der få, som tager til øen nordøst for Bali. Området vil begejstre de fleste natur- eller dyreelskere.

Rejser

Dyk med havskildpadder eller nyd solopgangen på aktiv vulkan: Her er fem aktive oplevelser uden andre turister i Indonesien

Dykning med flere havskildpadder, end man kan tælle. Solopgang fra toppen af en aktiv vulkan. Aber, sjældne fugle og fugleedderkopper i junglen. Oplevelserne er mange og afstandene små i det nordlige Sulawesi, hvor turismen endnu ikke er slået igennem.

Rejser

1. Solopgangstrek til toppen af en aktiv vulkan

Turen op til den aktive Tompaluans krater er hård, men betaler sig.
Foto: Maria Skjødt

Turen op til den aktive Tompaluans krater er hård, men betaler sig.

Natten er helt stille her mellem træerne bortset fra lyden af gruset, der knitrer under vores såler. Min veninde og jeg deles om den lyskegle, som lommelygten i min hånd kaster på stien foran os. Klokken er 4.30, men vi har allerede været vågne i en time. Selv om vores vækkeur ringede midt om natten, havde vi for en gangs skyld ikke svært ved at stå op. I stedet strøg vi op af sengene, hoppede i sportstøjet og gjorde os klar til at vandre op ad vulkanen Lokon med kurs mod det aktive Tompaluan-krater.

Vi er i Tomohon, et område kendt for sine vulkaner, hvoraf Lokon og dens tvillingevulkan Empung er nogle af de mest aktive i hele Indonesien med det sidste udbrud i 2015. Over os er stjernehimlen klar, og månen lyser ned på os, mens vi begynder en stejl opstigning op ad en forstenet lavastrøm. Mørket gemmer på klippernes faldgruber og huller, og det kræver vores fulde opmærksomhed i en times hård vandring, indtil lavastrømmen ebber ud, og vi i stedet kan stige langsomt på en åben sti.

Vi kan lugte vulkanen, længe før vi når kraterets kant. En lugt af rådne æg sniger sig ind i vores næsebor. Det er svovlen fra vulkanen. Kort tid efter hører vi den også. Som en elkedel, hvor vandet netop er ved at koge. Til sidst ser vi det.

En ganske lille søhest er blandt de særprægede væsener, som lever i Lembeh-strædet.
Foto: Marc Weiler

En ganske lille søhest er blandt de særprægede væsener, som lever i Lembeh-strædet.

Krateret ryger og damper flere hundrede meter under os, og her i dæmringen ser røgen nærmest selvlysende ud, som den stiger mod himlen med den sorte jord omkring den. Da solen står op og først farver vulkantoppene omkring os orange og derefter havet i horisonten svagt lyserødt, sidder vi skulder ved skulder i komplet stilhed ved kraterets kant, mens nutiden bliver til et kært minde.

Book en guide til turen, da man nemt farer vild. Book hjemmefra gennem eksempelvis Jysk Rejsebureau eller ved ankomst i Tomohon. Mountain View Resort arrangerer forskellige ture i området med lokale guides. Priser fra 150 kroner pr. person.

2. Mudderdykning med havets skøreste dyr

Skuffelse og forvirring. Følelserne rammer mig, første gang vi tømmer luften ud af vores dykkerveste og synker mod bunden i Lembeh-strædet. Jeg kan ikke se nogen fisk. Ingen koraller. Intet liv ud over min makker og vores dykkerinstruktør, som svømmer i det grumsede vand over den mudrede bund. Min veninde og jeg kigger på hinanden. Jeg tager begge hænder op i et spørgsmålstegn, som hun gengælder med et skuldertræk, mens vores instruktør gør tegn til, at vi skal følge efter ham.

Vi dykker tæt sammen ned mod bunden, indtil vi svæver en meter over den. Jeg kigger koncentreret ned på den brune jord, da jeg kommer i tanke om instruktørens ord før dykket:

»I må under ingen omstændigheder røre ved bunden. Der gemmer sig mange giftige dyr i sandet«.

Jeg stirrer på sandet i jagten efter dyrene. Intet.

Pludselig slår instruktøren sin metalstang mod sin ilttank for at få vores opmærksomhed. Han peger ned på nogle brune pinde, der ligger på bunden. Det er først, da jeg kommer helt tæt på dem, at det går op for mig, at pindene faktisk er tre søheste, som har deres haler viklet ind i hinanden.

Jeg fortryder min skepsis, og jeg begynder at forstå, hvorfor netop dette stræde er så kendt for sin dykning. Vi bruger to dage på at dykke ved Lembeh, og det er langtfra tid nok. På hvert dyk ser vi nye fascinerende havdyr, som jeg ikke anede eksisterede, hvoraf mange er mindre end en fingerspids. Vi ser den kendte hairy frogfish, en fisk, hvis lange hår bølger i vandet. En krabbe, der som forsvar bærer et søpindsvin på hovedet som skjold. Blæksprutter, som gemmer sig i kokosnødder. Det, som jeg først troede, ville blive det kedeligste dyk i mit liv, endte som et af de sjoveste.

De fleste turister ved Lembeh er dykkere, så der er en del dykkerresorts at vælge imellem. Politiken boede på Two Fish Divers, som tilbyder hyggelige hytter med havudsigt og god mad. En nat i en superior cottage med havudsigt og forplejning koster 400 kr. pr. pers. pr. nat. En pakke med to dyk koster 570 kr.

3. I flodens magt

På floden Sawangan er der mulighed for rafting i forskellige sværhedsgrader.
Foto: Reginald Rangingisan

På floden Sawangan er der mulighed for rafting i forskellige sværhedsgrader.

Båden bliver kastet frem og tilbage af strømmen, og jeg får en bølge direkte i ansigtet. Jeg griner højt og hviner, da vores gummibåd sætter kursen direkte mod en klippe.

»Go, go go«, skynder vores guide på os.

Vi padler alt, hvad vi kan, i den modsatte retning. I sidste øjeblik får vi vendt gummibåden og brager videre ned ad floden i sikker afstand fra klippen.

Vi er på floden Sawangan tæt på Tomohon, som er kendt for sin rafting. Floderne rangerer mellem kategori 2 og 5+ i sværhedsgrad med 5+ som sværeste klasse i riverrafting. Sawangan er en kategori 3+ her i sommerhalvåret, men stiger til højeste kategori i regntiden i december-januar.

Vi er kun fire i den lille gummibåd, min veninde og jeg samt to guider. Den lille båd er livlig på vandet og kaster os i forskellige retninger. Mens det ikke er den vildeste raftingtur, jeg har prøvet, bobler det stadig i min mave, hver gang vi kommer ned over en særlig livlig strøm, og mine læber har sat sig fast i permanent smil.

Halvvejs på den to timer lange raftingtur stopper vi ved en hængebro, der krydser floden. Trinnene er skæve, og den er tydeligvis ikke helt ny.

»Come on«, opfordrer vores guide, da han kravler op mod broen og kort efter springer ned i flodens uklare vand. Fem minutter senere står jeg selv på broen og kigger ned på vandet, der flyder under mig i hurtig fart. Selv om der måske kun er fire-fem meter ned, føles det længere, fordi floden er så levende.

Da mine tæer endelig slipper trinnet, bliver jeg opslugt af den rivende flod, og jeg ender et stykke længere nede ad floden med adrenalinen pumpende i kroppen.

Et par timer efter trækker vi gummibåden på land efter en tur, som havde været perfekt til en familie, men egner sig til alle legesyge sind i alle aldre.

Turen er en dagstur og inkluderer transport til/fra raftingstedet. Priserne på riverrafting i området svinger meget. Book direkte hos en lokal guide; det koster ca. 120 kr. pr. pers. Prisen er ofte dobbelt så høj hos et officielt selskab.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

4. Junglevandring med sjældne fugle og små aber

Gang på gang må man kigge op for at spejde efter sjældne fugle i Tangkoko Nationalpark.
Foto: Maria Skjødt

Gang på gang må man kigge op for at spejde efter sjældne fugle i Tangkoko Nationalpark.

»Wait for it«.

Det lille stykke bark med kuglepenpåskriften er sat op mellem to kviste på et træ. Vi sidder på en træstamme, da min veninde får øje på skiltet.

»Gad vide, om de også sad her lige så længe som os?«, spørger hun retorisk.

Vi har siddet i tre kvarter og ventet i lysningen i junglen på, at et specielt dyrefænomen udspiller sig netop her. Det er i dette træ, at en hunfugl af arten hvidhalet rynkenæb ruger på æg i sin rede og venter på, at hannen kommer og fodrer hende, hvilket han gør omkring det samme tidspunkt hver aften. Fuglen lever kun i Indonesien og er en truet dyreart.

Pludselig basker det i luften, og en stor sort fugl med den karakteristiske røde bule på toppen af næbbet flyver mod reden. Da den igen forsvinder ud i junglen, giver dens vingeslag genlyd i luften.

Vi er taget på en femtimers vandretur i Tangkoko Nationalpark med en lokal guide. Hun går hele tiden 10 skridt foran os, mens hun spejder ud mellem træerne og med jævne mellemrum stopper op for at imitere fuglelyde. Hun guider os op ad stier og mellem træer til en forpjusket uglefamilie på en gren, peger på aber i træerne og hjælper vores utrænede øjne med at se isfugle gemt mellem bladene.

Da mørket falder på, gør vi andre turister selskab ved et ’sovetræ’, der er hjem for en ganske særlig junglebeboer, der langsomt viser sig. Først de små fingre. Derefter de virrende ører og til sidst hele kroppen på den lille spøgelsesabe.

»Det er det mest nuttede ever«, siger en ung pige foran os, der desperat forsøger at fange et godt billede af aben på sin iPhone.

På vejen tilbage mod udgangen af parken stopper vores guide foran et hult træ og lyser ind i hullet.

»Jeg leder efter fugleedderkopper«, siger hun.

Jeg træder et skridt tilbage, da jeg ser de behårede ben. Det er ikke alle dyr, jeg gerne vil være så tæt på.

Der kan arrangeres ture til Tangkoko Batuangus Nature Reserve fra stort set alle turistområder i det nordlige Sulawesi. Prisen på turen afhænger derfor af, hvorfra man rejser, samt længden af trekket. Priserne starter ved ca. 200 kr. pr. pers. for to timers trek inkl. transport og indgang til nationalparken.

5. Dykning med havskildpadder på Bunaken

Fra klipperne omkring øen Bunaken kan man dykke ned blandt de mange havskildpadder.
Foto: Sam Crouch

Fra klipperne omkring øen Bunaken kan man dykke ned blandt de mange havskildpadder.

Den svæver ubesværet i havet langs koralvæggen, mens den med sin rynkede mund mæsker sig i en vandplante. Få meter fra den hænger jeg i vandet og ser på den enorme karetteskildpadde. Det er skildpadde nummer 17, jeg har set på dette dyk.

Ud ad øjenkrogen fornemmer jeg pludselig noget ved mit ben. En stor grøn suppeskildpadde svømmer så tæt på mig, at jeg må tage en dyb indånding for hurtigt at stige højere op i vandet, så jeg undgår at komme til at røre ved den. Da jeg stiger et par meter, ser jeg endnu en skildpadde ligge på et indhak i koralvæggen. Skildpadde nummer 19. Jeg opgiver at tælle videre, selv om der stadig 20 minutter tilbage af dykket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ud for den lille ø Bunaken kan man tage på dyk i solopgangen.
Foto: Maria Skjødt

Ud for den lille ø Bunaken kan man tage på dyk i solopgangen.

Dykkerstederne omkring den lille ø Bunaken er kendt for netop de uendeligt mange skildpadder, som lever i marineparken. De fleste dyk foregår på klippevægge, hvilket betyder, at stedet er egnet for både begyndere og de mere erfarne dykkere, da dykkets dybde nemt kan justeres. Vi har fem dyk her fordelt på to dage og på forskellige tidspunkter.

Få timer efter skildpaddedykket sætter vi en alarm til klokken 5 næste morgen, da vi skal ud på et solopgangsdyk, hvor der er gode muligheder for at se hajer og de store rovfisk jage.

Mens vi sejler ud, står solen op på et blikstille hav, som går i ét med himlen i en dyb blå-lilla farve. Så snart vi hopper i vandet, ser vi den første revhaj under os. I dag bliver en god dykkerdag, tænker jeg. Endnu en.

Der er mange forskellige overnatningsmuligheder på Bunaken. Vil man dykke mere end et enkelt dyk eller to, er det mest oplagte at bo på et af øens dykkerresorter. Politiken boede på Two Fish Divers, som har pool, god mad og glimrende dykkerinstruktører. En pakkeløsning, med tre overnatninger, fire dyk og al forplejning, koster 1.800 kroner pr. pers. i et standardværelse.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce