Lige så stille bliver benene kortere og kortere. I slowmotion trasker den 900 kilo tunge hoppe ud i bølgerne. Bag sig slæber den et net, der skraber strandbunden helt derude, hvor benene bliver væk i vand. Den knap et ton tunge belgiske hest, Dina, bliver dirigeret ud i havet af fiskeren Stefaan Hancke. Sammen er de på jagt efter rejer.
Stefaan Hancke er mekaniker, men i sin fritid fisker han rejer fra ryggen af sin hest langs den belgiske kyst ved byen Oostduinkerke. Sådan har man gjort det i Flandern de seneste 500 år, og siden 2013 har det været en del af Unesco’s Verdensarvliste over bevaringsværdig kulturarv.
Cirka 80 dage om året spænder Steefan Hancke en af sine tre heste for en tohjulet trævogn og kører mod kysten for at fiske. Det har han gjort i knap 20 år.
»Jeg gør det, fordi jeg elsker at arbejde med min hest«, siger Stefaan Hancke.
Han købte sin første belgiske hest for mere end 30 år siden, fordi han gerne ville nyde synet af den på marken bag sit hus.
»Nu kan jeg også meget godt lide rejerne«, siger han med et grin.
Stefaan Hancke blev opfordret til at begynde som rejefisker på et tidspunkt, hvor beskæftigelsen var tæt på at uddø. Dengang var der kun tre rejefiskere tilbage i området ved Oostduinkerke, som er det eneste sted i verden, hvor det stadig praktiseres på hesteryg. I dag er der 16 mænd og kvinder, der mestrer det og dyrker det som fritidsinteresse.
Rejer var for de fattige
Traditionen med rejefiskeri på hesteryg begyndte som lidt af en tilfældighed tilbage i 1400-1500-tallet. Dengang hentede man tang langs kysten og brugte det som gødning på markerne, og i den tang sad rejerne. Det blev overladt til de fattige at spise dem, og først i løbet af 1900-tallet er rejerne blevet den delikatesse, de er i dag.
For 500 år siden trak både muldyr, okser og også særligt stærke mennesker nettene. I dag bruger fiskerne særlige meget robuste trækhesteracer. Det tager et år at træne en hest til den disciplin, forklarer Stefaan Hancke. Vi møder ham på hans gård få kilometer fra vandkanten i Oostduinkerke før dagens fiskeri.
Han beklæder Dinas bredde ryg med først tæppe og derefter seletøj, før han spænder hoppen for en tohjulet trævogn, og så er det af sted mod vandet.
»Ho!«.
»Heddahop! Heddahop!«.
Han styrer hesten med kun en enkelt tøjle og et hav af lyde og tilråb. Det skal han kunne, så han kan have en hånd fri, når de er i vandet. Han trækker en gang i tøjlen, og så drejer Dina til venstre. To korte ryk, og så er det til højre.
Dina kender vejen til deres sted på stranden og er på vej ligeud, da Stefaan Hancke må gribe ind.
»Hooo!«, råder han, mens han trækker i linen og får de 900 kilo drejet skarpt til venstre. I dag skal de på en lidt længere køretur, end de plejer. En gang om året fisker de sammen med de andre heste og fiskere i kystbyen Koksijde, hvor folk stimler sammen for at se på.
Der er 5 kilometer til byen. Det betyder en hestekøretur på 1 time og 15 minutter. Hesten trækker ikke vognen hurtigere, end at motionister på løbetur i flæng overhaler vognen.
Er det ikke en lidt lang tur for hesten?
»Jeg har ikke spurgt den«, griner Steefan Hancke.
Det virker nu ikke til, at meget kan genere den tunge hoppe. Hun trasker ufortrødent hele turen gennem villakvarterer og ned gennem gågaden, hvor massevis af store øjne følger slænget af heste og fiskere.
Der bliver sat lidt ekstra fut i de bastante hove, da stranden kommer til syne, og hestene bevæger sig med løftet hoved til vandkanten, hvor de bliver spændt fra. Fiskerne iklæder sig gult regntøj fra top til tå og spænder nettet bag hesten, før de selv springer op og sætter kurs ud mod horisonten. Normalt tilbringer de tre timer i vandet lige ved lavvande.
»Hep!«.
Kursen er sat mod horisontlinjen, og med plaskende skridt står hove og net snart under vand.
»Nordsøens kaviar«
På en god dag fanger fiskerne ni kilo af det, vi i Danmark meget pudsigt kalder hesterejer, hvilket dog ikke har noget at gøre med den gamle fisketradition. I vandet er de små og grå, men efter kogning bliver de mere brunligt lyserøde. I Flandern serverer restauranterne dem gerne som pil selv-rejer til en belgisk øl eller i traditionelle rejekroketter. De bruges også i en smagfuld rejesuppe.
Dagens fangst er lidt skuffende. To kilo rejer bliver det til.
Stefaan Hancke tømmer sit net ud i en stor balje. Han stikker hånden ned og kyler krabber og vandmand tilbage i vandet.
»Krabberne bliver stressede, og så ...«. Han former to fingre i en klo og griber to gange ud i luften.
Han tager fat om risten og ryster med hele overkroppen for at si overflødigt skidt fra, så der til sidst kun er de cirka fem centimeter lange rejer tilbage.
Stefaan Hancke forklarer og fortæller velvilligt til de mange fremmødte, mens han suser rundt og renser net og rejer, si og spand i en lang indstuderet rutine. Udnævnelsen til Unesco-verdensarv har skabt stor interesse for rejefiskerne.
»Det er godt, at det er blevet optaget på Unescos’s liste«, siger Stefaan Hancke, men det virker ikke, som om han faktisk mener det.
Den 58-årige mekaniker er tydeligt stolt af sit bierhverv og fortæller lystigt om det, men for ham er det allerbedste de stille morgener på stranden. Han står gerne tidligt op, spænder hesten for den tohjulede vogn, hvor han har sit grej, og kører ud til stranden klokken fem.
»Der er ingen andre. Kun mig og min hest. Det er smukt«, siger han og peger hen ad den strand, vi står ved.
»Klokken seks står solen op derude. Her starter dagen på den bedste måde«.
Han fantaserer om sådan en morgen, mens han står omgivet af mennesker, der mæsker sig i nykogte rejer fra dagens fangst. De er hevet direkte op fra stranden og kogt.
Fiskeren griber fat om det lille krebsdyr, der er krummet helt sammen efter kogning, og demonstrerer, hvordan man piller en reje i to snuptag. Man skal holde fast lidt under hovedet. Ikke for hårdt, så går det galt. Dreje en enkelt gang, og så er rejen fri for skal, undtagen halen. Den giver han et lille tryk til sidst, og så smutter hele rejen ud. Stefaan Hancke putter den straks i munden:
»Det er Nordsøens kaviar«.
fortsæt med at læse
