Det engelske ord peak betyder top, og Peak District er betegnelsen for et område i det mellemste England, der er domineret af grønne bløde bakkedrag med toppe i op til 1.000 meters højde.

Engelske Peak District lokker med vandreture – og når det regner, dykker du under jorden

Castleon er en lille by, der er omgivet af grønne marker. Husene er bygget af områdets kalksten, og man går ikke forgæves, hvis man leder efter en pub.  Foto: Karin Møller-Olsen
Castleon er en lille by, der er omgivet af grønne marker. Husene er bygget af områdets kalksten, og man går ikke forgæves, hvis man leder efter en pub. Foto: Karin Møller-Olsen
Lyt til artiklen

Mange danskere elsker at vandre. Men måske synes den danske Hærvej efterhånden for flad og de norske fjelde måske for stejle. I så fald er de små grønne bjerge i Peak District i Storbritannien et nærliggende valg. Her kan man få grønne græsgange under støvlerne. Og vandreture kombineres fint med besøg i naturlige grotter, på stemningsfulde pubber, dejlige tehuse og godset Chatsworth, som flere vil genkende fra filmatiseringen af Jane Austins ’Stolthed og fordom’.

Castleton, byen i den grønne dal

Hvis det passer, at grønt er godt for øjnene, skulle alle vi bebrillede mennesker tage til et sted som Castleton. Alene den 20 minutters køretur fra stationsbyen Buxton kunne gøre underværker. Her står de grønne marker og kappes om at skyde ryg. Og selv på de stejleste marker er der græssende får. På afstand ligner de hvide sten, der rundhåndet er spredt ud af en kæmpe.

»De går ude hele sommeren og vinteren, og til foråret slagter vi dem. Der findes ikke bedre kød end Derbyshire-lam«, erklærer vores taxachauffør. Efter en middag med lammesteg og ægte engelsk mintsauce på hotellet er vi tilbøjelige til at give ham ret.

Castleton er en lille middelalderby, der ligger i Hope Valley blandt alt der grønne. Her er charmerende huse bygget af områdets kalksten; her er pubber og cafeer. Stedet er ideelt som udgangspunkt for længere og kortere vandreture samt besøg i en eller flere af de grotter, der findes i bjergene her.

Vi beder om gode råd til seværdigheder hos taxachaufføren, og han er ikke i tvivl:

»Pubwalks er absolut de bedste. Gå to timer, tag en tur på pub, så to timer til næste pub. Sådan kan man fortsætte hele weekenden«. Og selvfølgelig har turistinformationen også publikationer om pubwalks. Der ligger nemlig adskillige andre charmerende småbyer i dette grønne bakkede distrikt.

Find informationer om Peak District, Castleton og vandreruter her.

Djævelens røvhul og normannernes borg

»Hvis I synes om turen, hedder jeg Benn – hvis ikke, er jeg Phil«, lyder det fra guiden i grotten, de kalder Devil’s Arse. Tonen er karakteristisk for turen, hvor Benn diverterer med en blanding af fakta og røverhistorier om livet i Peak Cave, der er det officielle navn. Den er især kendt for at have den største naturlige grotteåbning i Storbritannien. Og for karakteristiske pruttelyde fra hulens indre. Deraf øgenavnet Devil’s Arse (djævelens røvhul). Den mere seriøse del af fortællingen er, at grotten i 400 år var beboet af mennesker, der fremstillede tovværk til brug i de nærliggende blyminer. Benn demonstrerer fremstillingen af tov, inden han leder os dybere ind i grotten. Frem til der, hvor der bliver så snævert, at kun eventyrlystne hulevandrere har lyst til at fortsætte.

Der er klamt i grotten, så det er godt at komme ud og gå en halv time op ad den udvendige side af bjerget. Her ligger Peveril Castle, en af de første borge, normannerne byggede, efter at de invaderede England i 1066. Normannerne var danske vikinger, der slog sig ned i det nordlige Frankrig – Normandiet – hvorfra de angreb England. Det er altså vores krigeriske forfædre, der har været på spil her.

I dag er borgen en malerisk ruin. Sandt at sige ser vi den næsten lige så godt nedefra. Det, der gør turen værd at gå, er udsigten over stejle skrænter mod syd og vest og ud over Hope Valley og Castleton, der i 1100-tallet voksede op under borgens beskyttelse. Et perfekt sted at holde udkig med angribere og beskytte interesserne i de blyminer, som var et af områdets store aktiver.

Adgang til Peak Cave med en times rundvisning koster 11,25 pund (93 kroner) for voksne. Læs mere her.

Adgang til Peveril Castle koster 5.90 pund (48 kroner) for voksne. Slottet er dog p.t. lukker på grund af ombygning. Læs mere her.

Treak Cliff - grotten med de blå smykkesten

»Nu vil jeg bede jer om at lukke øjnene og forestille jer, at I ligger på en dejlig varm palmestrand«, lyder det overraskende fra Andy. Han er guide i Treak Cliff Cavern, og vi står i et grottekammer efter 50 meters duknakket opstigning gennem en mineskakt. Ideen med palmestranden er at føre os 330 mio. år tilbage til dengang, der var liv i de skaldyr, der har dannet kalkstenen med fossiler, som vi nu står midt i.

Og så rejser vi med fantasiens hast frem til 1740’erne:

« Der var en ung mand, der hed John Miller. Han mente, at der måtte være bly i bjerget, og udgravede den mine, vi er gået ind igennem. Han fandt ingen bly. Derimod fandt han en naturlig grotte med en åre af mørkt blå og violet sten med gule striber. En halvædelsten, der blev kendt som blue john stone«, fortæller Andy. Og nu tænder han sin lygte og afslører brede striber af blå og violette sten over vores hoveder.

»Blue john stone findes her i bjerget som det eneste sted i verden«, fortæller guiden.

Der er fortsat meget af den smukke sten tilbage i bjerget, men en del af grotten er fredet på grund af sin særlige geologiske beskaffenhed. Der er dog dele af grotten, hvor det er tilladt at bryde blue john, så her bliver hentet omkring en halv ton årligt. Stenen bliver forarbejdet og sælges som polerede sten, smykker og vaser ved indgangen til hulen og i flere butikker i den lille by Castleton.

Adgang til Treak Cliff med 40 minutters rundvisning koster 9,95 pund (82 kroner).

Læs mere her.

Hjemme på Mr. Darcys gods

»Living off the fat of the land«, er en gammel talemåde, der betyder, at man er særdeles velhavende. Især når det handler om landadelen er det et godt billede på, hvordan herrefolket har suget værdier til sig. Under det britiske imperium fra 1500-tallet og frem har den britiske adel haft værdier, der langt overgår, hvad vi kender i Danmark.

Chatsworth House fra 1500-tallet er et eksempel på en sådan prangende rigdom. Det ser vi, da vi nærmer os det vældige gods med dets kolossale parkanlæg. Og det oplever vi straks, vi træder ind i den vældige Painted Hall, hvor loft og vægge er udsmykket med barokke malerier, der viser episoder fra Julius Cæsars liv. Så er scenen ligesom sat. Herfra går vi ad imponerende svungne trapperum gennem 30 prangende udsmykkede og ornamenterede værelser og sale. Vi ser hundredvis af kunstværker af barokmalere som Antonio Verrio og Luigi Laguerre og store navne som Rembrandt og Veronese. Alt for meget at kapere på et enkelt besøg. Og så ser vi endda kun en mindre del af godset. Her er i alt 126 rum, og de 96 er reserveret privatlivets fred for den nuværende hertug og hertuginde, hvis familie har besiddet godset i 16 generationer.

Vi, der har set 2005-indspilningen af Jane Austins ’Stolthed og fordom’, genkender nogle af rummene. Chatsworth har nemlig lagt kulisser til Mr. Darcys gods, Pemberley. Især genkender jeg skulpturgalleriet, hvor Keira Knightley som Elisabeth går tryllebundet rundt. Og i butikken får vi straks øje på en miniaturebuste af Mr. Darcy alias skuespilleren Matthew Macfadyen.

Adgang til slottet og haven koster 21 pund (170 kroner) for voksne. Læs mere her.

Buxton – byen med termisk spa in spe

»Egentlig er der ikke så meget at se her i Buxton«, erklærer taxachaufføren:

»Men der er The Dome, som er den største ikke understøttede kuppel i Europa. Den må I se«, siger han og tilføjer: »Og så er der The Crescent, et femstjernet hotel med termiske bade. Det er ikke åbnet, men alle taler om det«.

Og chaufføren har ret. Det første, som byens turistguide, Janette Sykes, præsenterer os for, er renoveringen af The Crescent. Hun forklarer, hvordan særlige geologisk forhold i undergrunden har skabt kilder med mineralsk vand, som allerede romerne udnyttede til termiske bade her i Buxton. Vandet er 27 grader varmt. Det oplever vi, da vi drikker det bløde vand fra en vandpost i byens park.

Da vi senere besøger et af Buxtons stemningsfulde tehuse, No 6, bliver vi også lige mindet om fremtiden. På side 1 i menukortet står, at »alle ivrigt afventer åbningen af hotellet i 2019«. Men ellers står den på traditionel afternoon tea med små hvide sandwiches, kager og scones med clutted cream. Serveret på en fin treetagers kageopsats, der på engelsk hedder en stand.

I det hele taget er der gode muligheder for traditionel engelsk mad her i Buxton. Det oplever vi også på Royal Oak. En gammel pub i et rustikt stenhus med solide træmøbler ti minutters kørsel uden for byen. Her kan man blandt andet sætte tænderne i kalkunsteg med tranebærstuffing, bagte rødbeder med svampe og stilton-ost samt apple pie med custard. Solid og velsmagende pubmad designet til vandringsfolket i Peak District.

Chaufføren har også ret med hensyn til kuplen på The Dome. Den er betagende og huser blandt andet byens lille universitet, hvor der er café med offentlig adgang – og altså ualmindelig højt til den svimlende loftsbue. Men først og fremmest er Buxton et godt udgangspunkt for besøg i Peak District.

Læs mere her.

Karin Møller-Olsen, Peak District

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her