Solens stråler skærer sig nådesløst gennem kronerne på de meterhøje nåletræer, og sveden drypper fra mit lange flettede hår under cykelhjelmen.
Der er ingen udvej, og jeg kan heller ikke skyde genvej i den tætte tjekkiske skov, så jeg forsøger med al pedalkraft at få mine brede noprede cykeldæk til at løfte mig op ad den næsten lodrette stigning.
»Kom så, vi er der næsten«, hører jeg en af de andre heppe, men han har bedre ben og får sat mig af.
Jeg ender som rejsegruppens bagstopper, og det eneste, jeg kan tænke på, mens jeg alene kæmper mig frem mod det sidste sving på vejen, er, om nedkørslerne virkelig er stigningen værd.
Det er ikke meget mere end to timer siden, at vi slæbte vores cykler op på minibussens trailer lidt uden for Prag og satte kurs mod mere ubesøgte regioner for at afprøve teknisk udfordrende spor i cykelparken Trutnov Trails, der ligger i den nordøstlige del af Tjekkiet.
Hårdt arbejde
Vi er alle klædt i cykelbukser med god polstring bagtil. Og nogle af gruppens mest garvede cyklister, som cykler mere end 100 kilometer om ugen, har føjet digitale gadgets til deres mountainbikeuniform, så de hele tiden kan holde øje med kilometer, stigningsprocent, puls og kadence.
»3,5 kilometer i de lave gear. Den var slem, hva’?«, siger han og bekræfter mig i, at der er stor forskel på højderne i Danmark og Tjekkiet.
En mand i begyndelsen af 40’erne er i færd med at tjekke tallene på sit ur, da jeg står af cyklen på toppen.
Vores tjekkiske guide i parken, Dusan Mihalecko, ser undskyldende på mig.
»Ja, det er ikke en stigning, man tager fem gange på en dag, men det er den eneste vej til sporene. Her skal man yde for at nyde«, siger han så.
Med de ord bliver jeg klar over, at jeg må vænne mig til tanken om, at vi på intet tidspunkt vil blive transporteret til parkens sving, fald og rock gardens (områder med sten, red.) i en gondollift.
Et lokalt frivilligprojekt
Flere af Tjekkiets mountainbikeområder er bygget på fundamentet af en skidestination for at holde gang i turismen hen over sommerhalvåret, men ikke Trutnov Trails.
Det er derimod en mountainbikedestination, som holdes i live af lokale fra den gamle industriby Trutnov, som alle håber på, at sporene i fremtiden vil kunne tiltrække bare en håndfuld flere turister om året, så byens økonomi kan få et løft.
»Man kan godt kalde Trutnov Trails et community-projekt«, siger guiden Dusan Mihalecko, der har været med til at bygge spor de sidste fire år.
Han fortæller, at Trutnov Trails næsten er blevet, hvad det er i dag, ved et tilfælde. En lokal mand begyndte at grave spor i skoven, som hans børn kunne køre på, og efter nogen tid var der andre, der fik øje på potentialet. Det skatte skub i byggeriet. Dusan Mihalecko tilsluttede sig året efter, da han vendte hjem fra et længere ophold som instruktør i en af verdens mest kendte mountainbikeparker, den canadiske Whistler Bikepark.
»Vi begyndte at bygge i større skala, da jeg kom til«, siger han og påpeger, at sporbyggeriet i dag tiltrækker frivillige kræfter næsten hver weekend. Både mountainbikere og forretningsdrivende fra Trutnov.
Udsigt til den polske grænse
Fra toppen af det højdedrag i skoven, vi netop er cyklet op ad, kan man tydeligt se de nordlige egnes fordele. Faktisk er det næsten ikke til at forstå, at 80 procent af alle danske turister stadig holder sig inden for Prags bymure, når de besøger Tjekkiet.
Udsigten er berusende, og det vilde landskab synes uendeligt med dets tusind nuancer af grøn.
Fabriksskorstene, hvis røg engang kom fra områdets tekstilindustri, tårner sig op, så de kan anes mellem granerne til venstre, og foran os afslører bjergkæden Krkonoses blågrønne tinder, hvor grænsen til Polen begynder. Dusan Mihalecko peger i retning af bjergene.
»Der er Tjekkiets højeste punkt. 1.600 meter«, siger han.
»Fordi skoven ligger så tæt på grænsen til Polen, blev den brugt som træningsbase for russiske soldater i sovjettiden«, tilføjer Dusan Mihalecko, mens vi begynder at bevæge os over mod cyklerne, der hviler på mosklædte sandsten.
Det er på tide at komme tilbage på sporet.
»Spænd hjelmen!«, råber Dusan Mihalecko og genner os i retning af det letteste spors begyndelse.
Flere sværhedsgrader
Foruden det 3,5 kilometer lange transportstykke består Trutnov Trails af 17 kilometer spor med udfordring for enhver type mountainbikecyklist. Og ligesom på skidestinationer er sporene markeret med farve efter sværhedsgrad. Blå er for alle, rød er for de mere øvede, og sort er primært for folk som Dusan Mihalecko, der har gjort cykling til en levevej. Det mener han i hvert fald selv, og han har intet imod at vise, hvor øvet han er på en mountainbike.
Mens vi cykler ad det blå spor, lader han sin mountainbike flyve hen over knoldede rødder og kantede sten, der gavmildt er drysset ud over den frodige skovbevoksning. Bag ham følger vi efter, så godt vi kan.
Jeg læner overkroppen en anelse mere frem over styret ligesom de øvede mountainbikere, der kører forrest i kortegen af cykler, og presser mine fødder mod pedalerne. Bare for at få lidt mere fart på i det blå spors bløde sving.
Inspiration fra de canadiske parker
I skyggen af et stort lærketræ stopper Dusan Mihalecko kortvarigt op for at fortælle om tilblivelsen af de udfordringer, Trutnov Trails har at byde på. Han lader os forstå, at alle forhindringer er bygget af materialer fra skoven, og at sporene er gravet med de bare næver.
Sporbyggerne og brigaden af frivillige, der hjælper til i weekenderne, bruger stort set ikke maskiner til byggeriet. Derfor kan det tage flere år at bygge et enkelt spor færdigt, forklarer Dusan Mihalecko.
Lige nu rummer mountainbikeparken fire spor, og der er fløjet professionel hjælp ind fra Canada til at bygge et femte. Dusan Mihaleckos ven, der tidligere var manager i Whistler Bikepark, skal give en hånd med i parken, så den canadiske sporbyggertradition for alvor kan præge den tjekkiske mountainbikepark.
»Vi vil anlægge endnu flere spor med samme flow på strækningerne, som de har i Whistler«, siger Dusan Mihalecko og forsøger at forklare, hvad det mere præcist betyder:
»I Canada har de haft spor i mere end 20 år, og de er bygget helt anderledes end europæiske spor. Der er for eksempel ingen abrupte sving, fordi de gør en dyd ud af, at oplevelsen skal være flydende. Som en rutsjebane. Det skal være sådan, at folk ikke kan andet end smile, når de rammer dalen«.
Det er Dusan Mihaleckos håb, at den canadiske inspiration får sporene i skoven ved fabriksbyen Trutnov til at skille sig ud fra mængden.
I Europas top-3
Flere steder i Europa vokser mountainbikesporten, og der skyder det ene spor op efter det andet, hvilket gør konkurrencen om mountainbiketuristernes gunst større.
De sidste 10 år er der alene i Tjekkiet kommet adskillige mindre, formålsbyggede parker til, og nu løber mere end 48.000 kilometer sti til mountainbikecyklister gennem landet.
Singltrek Pod Smerkm, der har 90 kilometer spor, var den første bikepark, og det er fortsat den, der tiltrækker flest udenlandske turister. Ifølge organisationen Czech Tourism har parken i omegnen af 80.000 besøgende om året.
I Trutnov er ambitionerne for de kommende år store. Målet er, at Trutnov Trails skal være et område med 60 kilometer spor i verdensklasse, så det på sigt kan blive en yndet destination for mountainbiketurister.
»Vi vil gerne lægge os i top-3 i Europa, når det kommer til udformningen af spor, så vi kan blive en af Tjekkiets mest besøgte parker«, siger Dusan Mihalecko.
I dag lader det til, at vejen mod succes er lang. Jeg ser ikke en eneste turist, der ikke er en del af vores rejsegruppe, mens jeg kører i skoven. Hverken på det blå, det røde eller det sorte spor.
Et stort smil på læben
Ikke desto mindre gør de mennesketomme kilometer Trutnov Trails til en mindeværdig oplevelse for mig. Ikke mindst i selskab med det perfekte cykelvejr og præcisionen i flowet, som de dedikerede sporbyggere fra fabriksbyen har skabt.
Jeg bemærker, hvordan jeg undervejs på nedkørslerne rammes af en frihedsfølelse, jeg kun kan sammenligne med det, jeg oplever, når jeg bevæger mig gennem dyb sne med ski under fødderne.
Og da vi bremser hårdt op i gruset på parkeringspladsen efter 6 timer på sporene, kan jeg se, at nogle af mine medrejsende har det på samme måde.
»Det her er simpelthen noget af det sjoveste, jeg nogensinde har prøvet«, siger den samme mand, som heppede på mig først på dagen, mens vi kæmpede os op ad stigningen. Han har et stort smil på læben.
Det er næsten sikkert, at det ikke bliver sidste gang, vi tager til den tjekkiske mountainbikepark Trutnov Trails for at opleve adrenalinruset. Heller ikke selv om stedet aldrig kommer til at anlægge en gondollift, der kan transportere os til tops.
fortsæt med at læse
