Kender du det, at du pludselig har lyst til at gøre det stik modsatte af, hvad alle andre gør?
Eksempelvis i Hongkong, hvor turen op til det berømte udsigtspunkt Victoria Peak, der er for byen, hvad Den Lille Havfrue er for København, altid skal ske med en af verdens stejleste kabelbaner.
Siden 1888 har The Tram fragtet turister op til 552 meter høje Victoria Peak. Syv millioner hvert år. Derfor har jeg tænkt mig at cykle derop. I trods. For at gøre noget andet end alle lemmingerne.
Ud over en ganske lille gruppe cykelnørder er der ingen, der cykler til toppen. Med god grund. Jeg siger ikke, at Hongkong er en decideret cykelfjendsk by, men den eneste cyklist, jeg ser, mens jeg er i byen, er en ældre mand på en gammel smadrekasse med grøntsagsposer hængende på begge sider af styret og flæskesider på bagagebæreren. Han cyklede i sporvognsbanen, for det er klart det sikreste sted.
Bilerne høvler af sted på vejene, hvor cyklister i tropebyen er et særsyn på linje med krydsende isbjørne. Og så er der i øvrigt også venstrekørsel, dårlig asfalt og hullede veje. Rådet for Sikker Trafik ville korse sig. Egentlig er det totalt gakgak, det, jeg har gang i. Og de spærrede da også øjnene op, da jeg kom trækkende med min lejecykel gennem de små gader og ind i hotelreceptionen og bad dem finde et sted at opbevare cyklen natten over.
Hjælp fra to lokale
Eddie Lam siger det også meget klart, da jeg møder ham tidligt om morgenen klokken 7.00 uden for mit hotel.
»Det her er et af de værste steder at cykle i byen. Hongkong er skabt til biler, ikke cyklister. Så hold dig lige bag ved mig«, lyder det, inden vi svinger ud på den ensrettede tresporede Garden Road, hvor en taxachauffør straks trykker hornet i bund.
Eddie Lam arbejder med marketing for det engelske cykeltøjsmærke Raphas Hongkong-afdeling. Det er Rapha-folkene, jeg har allieret mig med for at have lokalkendskab til turen op til Victoria Peak. For de cykler regelmæssigt over hele Hongkong og kender de fleste af byens uskrevne trafikregler og små listige genveje.
Jeg låser blikket fast på Eddie Lams let genkendelige lysegrå Rapha Cycle Club-bluse med de lyserøde og hvide ringe, mens vi forlader centrum og kører ind i WanChai-kvarteret via Queens Road East. Efterhånden som vi fjerner os fra det centrale Hongkong og bevæger os lidt op i højderne, bliver trafikken knap så hysterisk og aggressiv. Men nu er det så til gengæld Hongkongs forholdsvis skrappe procenter, der får det til at nive i de danskerblege lårbasser.
Vi møder Eddie Lams kollega Noah Hui, der til daglig styrer Rapha-butikken, da vi svinger ind på Stubbs Road, der går op mod Victoria Peak.
Da supertyfonen ramte
De to vævre gutter er som regel ude at køre fire gange om ugen. For det meste rockertidligt om morgenen. Både fordi trafikken så ikke er så voldsom, og fordi varmen er til at holde ud. De hvisler opad uden problemer, også selv om de forsøger at være høflige og vente på deres danske gæst, der stønnende og prustende, med konstante stillingsskift på cyklen, slubrende af drikkedunken, forsøger ikke at ligne det, han er: en præbuttet tandsmør-på-bolle-dansker midt i et helt åndssvagt Hongkong-cykelprojekt.
Men da først vi kommer op over centrum, bliver det straks alle anstrengelser værd. Billarmen forsvinder, en lun fugtig varme sætter ind. Vi kører tæt op ad de grønne bjergsider og hele tiden med en eminent udsigt ned over den fascinerende, glasblanke, stålblå supermetropol.
Fem kilometer oppe tager vi en lille omvej. Eddie Lam fører vores lille trio ned ad sidevejen Middle Gap Road. Vi er oppe i den del af Hongkong, hvor de hyperrige bor. Her er der længere mellem husene, eller rettere palæerne, da vi drejer ned ad noget, der mest minder om en asfaltsti.
Vi møder enkelte hundeluftere og joggere og ser tydeligt, hvor voldsomt det var, da supertyfonen Mangkhut smadrede ind i Hongkong i midten af september. Der ligger væltede træer, nedfaldne grene, mudderrester og blade overalt. Det ser ud, som om Mangkhut har revet det hele op med rode.
»Jeg bor på 25. etage og kunne se, hvordan tyfonen nærmede sig. Det var fuldstændigt som en katastrofefilm«, husker Eddie Lam.
»Og så begyndte bygningen at svaje frem og tilbage. Sådan fortsatte det i 24 timer«.
Vi har gjort holdt ved et udsigtspunkt, hvor vi ser ud over den sydlige del af Hongkong-øen og forlystelsesparken Ocean Park. Nyder udsigten et par minutter og fortsætter så opstigningen.
Fugleskrig og 20 procent
Vi er på vej op ad Barker Road, da vi render ind i en lille gruppe af ligesindede – fire lokale på racercykler – der er på vej nedad fra dagens toptur. Heriblandt Clayton Law, der har følgende cykelråd til eventuelle danske cyklister i Hongkong.
»I skal være tidligt ude, nogle gange før 5.30, for at få vejen for jer selv. Men så er der også en helt anden oplevelse over det, når I er alene i storbyen. Oktober er i øvrigt den bedste måned, for der er den værste varme aftaget«, fortæller han, mens vi inhalerer udsigten over Hongkong-centrum og halvøen Kowloon.
Alle er enige om, at det er et af de bedste udsigtssteder på hele turen.
Med fugleskrig og 20-procents stigninger som ledsagere triller vi videre. Og møder også The Tram, hvor lemmingerne hver har betalt 44 kroner for en returbillet for at sidde mageligt og dovent lade sig føre op, tænker jeg, mens jeg pruster videre opad og overvejer, om jeg trods alt hellere skulle have gjort som de andre.
Endelig rammer vi toppen. Eller rettere den falske top. For det højdepunkt, turisterne besøger, når de kommer op med The Tram, ligger ’kun’ 400 meter over havets overflade. Her befinder sig et lettere Disney-agtigt besøgsområde, The Peak Galleria.
Men vi skal videre op til den rigtige top. Til Mount Austin. En kort tur på en enkelt kilometer. Desværre med 8 procent i gennemsnitsstigning – endda med små lommer på op til 20 procent. Og de er grimme. Men nu var der jo heller ingen, der lovede mig, at turen op på cykel skulle være nem …
Nedad på dårlige veje
Til gengæld er det ren forløsning, da vi triller ind på Hongkong-øens virkelige top. Så meget mere udfordrende, givende, anderledes og sjovt end at døse i The Tram og trave rundt i turistfælden The Peak Galleria.
Nu er der kun hjemturen tilbage.
»Hvordan har du det med at køre nedad?«, spørger Eddie Lam bekymret med tanke på, at jeg kommer fra pandekageflade Danmark.
»Jeg er ikke vildt rutineret«, snøvler jeg tilbage.
»Okay, så læg dig lige bag ved mig. Jeg styrer farten, for der kan være mange sprækker i asfalten«, siger Eddie Lam, hvorefter vi høvler ned ad vejen med det foruroligende passende navn Magazine Gap Road.
Det tog halvanden time at komme op. Det tager kun 25 minutter at komme ned.
Og pludselig sidder vi nede på Eddie Lam og Noah Huis yndlingssted i centrum, Fineprint, og har bestilt kaffe og morgenmad. Normalt ender alle Rapha-turene ved klubhuset i 56 Sai Street, hvor de har deres egen lille kaffebar. Men i dag har vi været så tidligt ude, at klubhuset slet ikke har åbnet endnu.
Jeg har allerede spist morgenmad, så jeg nøjes med kaffe. Men Eddie Lam og Noah Hui er som regel så tidligt oppe, når de skal cykle, at aftenens madindtag er brændstof nok. Og så spiser de først efter deres cykelture.
»Du skal være dedikeret for at cykle i Hongkong«, siger Eddie Lam.
»Virkelig dedikeret«.
fortsæt med at læse
