Hvis jeg ikke allerede havde afhændet en artikel om vandring på Hærvejen, havde jeg aflyst turen. Måske netop derfor var det særlig vigtigt, at jeg kom af sted. Det var for varmt. Jeg havde ikke tid. Det passede ikke godt.
Selv om jeg er en særdeles glad vandrer, stod undskyldningerne i kø. Mit sind var slet ikke med mig. Når jeg genlæser mine noter fra den første dags vandring, bliver jeg også nærmest stakåndet:


























