Trækvinden går langsomt gennem Ramløse Kirke i Nordsjælland ved midnatstid. Et hvidt klæde flakser. Det er bare et åbentstående vindue, som får et gardin til at blafre. Alligevel er hjertet næsten røget op i halsen.
Sammen med 7 andre pilgrimsvandrere sover Politiken på feltsenge i kirken, så godt som det nu er muligt. Lidt uhyggeligt er det, når man skal besøge toilettet ude på kirkegården om natten. Blæsten hyler mellem gravstenene, men ellers er her fuldstændig dødt.


























