3.770 solpaneler på vandet giver ikke alene ren energi til 285 husstande, men er også kunst og bliver en turistattraktion.

Flydende bølge med tusindvis af solpaneler bliver ny europæisk turistattraktion

Sådan forestiller arkitekter og designere sig, at det kombinerede kunstværk og solpanelpark på vandet kommer til at se ud. Illustration:  Mothership
Sådan forestiller arkitekter og designere sig, at det kombinerede kunstværk og solpanelpark på vandet kommer til at se ud. Illustration: Mothership
Lyt til artiklen

Rotterdam er kunstens by og ikke kun, hvis man er til gamle mestre som van Gogh, Rembrandt og Bosch. Den moderne kunst præger også byen, og så kan den ovenikøbet være med til at skabe ren energi til den hollandske bys indbyggere og glæde dens besøgende.

18. december indgik Rotterdams kommune en aftale med firmaet BV Sunny Site Up om at bygge en flydende park med solpaneler i Rijnhaven. 3.770 solpaneler skal flyde på vandet i Rotterdams gamle havn og skabe tilstrækkelig med elektricitet til at give ren energi til 285 husstande.

Solpanelparken udformes som et kunstværk af Mothership, der kalder sig et ’kunstproducerende foretagende’. Solpanelerne formes som en gigantisk koncentrisk bølge, der skal give en rullende effekt. Mothership oplyser, at konstruktionen skal minde os om de »krusninger af forandring«, vi behøver i jagten på nye energiformer.

Kunst- og energiprojektet skal ikke alene tage sig flot ud i dagslys men bliver endnu smukkere i mørke, når et blødt lys skal skabe en smuk og intim atmosfære. Kunstværket kommer til live og skal puste lys og styrke i panelernes krusninger.

Projektet ventes færdigt i slutningen af 2019. Selv om det skal være godt for øjnene, er hovedformålet at levere ren energi og være med til at mindske CO2-udslippet fra Rotterdam. Byens mål er at mindske byens CO2-udslippet med mindst 49 procent inden 2030.

En flydende gård

Solparken er ikke det eneste energibesparende projekt til vands, som også skal være en turistattraktion i Rotterdam. Byen er også ved at etablere verdens første flydende mælkegård.

Gården skal opføres i Rotterdams Merwe4 Haven, og der bliver plads til 40 køer. Robotter skal indsamle gødningen, distribuere foder og malke køerne.

De store byer ligger ofte langt væk fra mælkeproduktionen, og det kræver masser af transport at sørge for mælk til forbrugerne i storbyerne. Det både forurener og er hård ved infrastrukturen. Derfor kan mælkeproducenter i storbyer både reducere transport og forurening. Affaldsprodukter fra eksempelvis bryggerier kan indgå i foderet.

Den flydende gård skal være et udstillingsvindue for en ny og mere bæredygtig måde at levere mælk til byboere på og ventes at blive en stor turistattraktion.

Poul Husted

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her