Flyselskabet Cathay Pacific forsøger nu at tage kæmpebrøler fra den humoristiske side.

Ups. Flyselskab i Hong Kong kom til at sælge billetter på første klasse til spotpris

Flyselskabet Cathay Pacific går for at være et af Asiens bedste. Men selskabet har ikke helt styr på sit billetsystem.
Flyselskabet Cathay Pacific går for at være et af Asiens bedste. Men selskabet har ikke helt styr på sit billetsystem.
Lyt til artiklen

Det Hong Kong-baserede flyselskab Cathay Pacific havde noget af et nytårstilbud til sine kunder, da det i mandags i flere timer pludselig solgte billetter på business og første klasse til spotpris. For eksempel kostede en returbillet fra Vietnam til New York på businessclass kun cirka 4.300 kroner - under det halve af hvad selv en billet på turistklasse normalt koster.

Der var dog ikke tale om et kampagnetilbud i anledning af det nye år, men om en kæmpebrøler, som angiveligt har kostet selskabet millioner af kroner i tabte indtægter.

Salg af flybilletter online foregår normalt automatisk, hvor et computerprogram holder styr på de mange afgange og de mange forskellige valutaer, som billetterne bliver solgt i. Men angiveligt er en medarbejder kommet til at taste en forkert oplysning ind i billetsystemet, som fik computerprogrammet til at lave fejl i de valutaer, som billetterne blev solgt i.

Fejlen blev rettet, så snart den blev opdaget, og fredag morgen kostede en returbillet på businessclass mellem Vietnam og New York igen 100.000 kroner, som er det niveau, den type billetter ofte ligger på.

Cathay Pacific har ikke villet oplyse, hvor mange kunder der nåede at købe de billige flybilletter, men ifølge avisen South China Morning Post er tallet oppe på flere tusinde.

Cathay Pacific flyver også på ruten mellem København og Hong Kong, men angiveligt var denne rute ikke ramt af fejlen.

Nytårshilsen på Twitter

I første omgang gav brøleren usikkerhed om, hvorvidt flyselskabet ville forsøge at annullere de mange billige billetter. Men i onsdags meldte selskabet ud, at det ikke ville ske. I stedet forsøgte flyselskabet at tage fejlen fra den humoristiske side.

»Glædelig 2019 til alle og til dem, der købte vores gode - MEGET gode overraskende ‘special’ på nytårsdag - vi begik en fejl, men vi ser frem til at byde dig velkommen ombord med din billet. Håber det vil gøre dit 2019 ‘specielt’ også«, skrev selskabet på Twitter.

Tweetet havde hashtagget #promisemadepromisekept.

Claus Blok Thomsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her